De danske verdensmestre leverede en katastrofal indsats i EM-kvalifikationskampen mod Nordmakedonien torsdag aften.

En indsats, som B.T. selv har betegnet som 'pinlig' og den dårligste landskamp under landstræner Nikolaj Jacobsen.

I Nordmakedonien er fortællingen dog en helt anden.

Her jubler man selvsagt over at have nedsablet verdensmestrene.

Den makedonske legende Kiril Lazarov fik en drømmedebut som spillende landstræner med sejren over Danmark.
Den makedonske legende Kiril Lazarov fik en drømmedebut som spillende landstræner med sejren over Danmark. Foto: GEORGI LICOVSKI
Vis mere

Og derfor blev det nordmakedonske landshold da også belønnet af forbundets præsident, Zhivko Mukaetov, der efter 33-29-sejren over Danmark stormede ned i spillernes omklædningsrum med en glædelig nyhed.

For med sejren havde de gjort sig fortjent til en bonus på 20.000 euro – cirka 150.000 kroner afslørede han. Udelukkende på grund af triumfen over Danmark.

Det skriver lokale medier som Vecer og Sportski.

Kampen var legenden Kiril Lazarovs debut som landstræner – endda en spillende én af slagsen – og ham jubler man i den grad over.

For VM i Egypten, hvor Danmark som bekendt triumferede, var en kæmpe skuffelse for Nordmakedonien, hvor man slet ikke levede op til forventningerne. Men nu er tonen en anden i hjemlandet.

'Holdet har genoprettet tilliden fra offentligheden efter VM, hvor vi ikke var til at genkende,' skriver Sportski.

Og generelt er medierne ikke blege for at sparke til danskerne. Mediet Vecer noterer sig, at landstræner Nikolaj Jacobsen ikke 'kunne fatte, hvad der skete på banen'.

Selvom det danske nederlag langtfra var efter bogen, ser det stadig fint ud for danskerne i EM-kvalifikationen. De to bedste hold kvalificerer sig til VM fra gruppen, der udover Danmark og Nordmakedonien består af Finland og Schweiz.

Søndag møder Danmark igen Nordmakedonien, denne gang i Aalborg.

Og senere på foråret har man kampe mod Finland og Schweiz, hvor meget skal gå galt, før Danmark ikke lander på enten første- eller andenpladsen.