Claus Elgaard vender tilbage til sportsjournalistikken på fuld tid.

Således har Radio4, der 1. november tager over, hvor Radio24syv slipper på FM-båndet, ansat den tidligere TV2-sportsmedarbejder som vært.

»Det har vi gjort, fordi han er en dygtig interviewer, der er god til at få kilderne til at åbne sig,« siger mediets nyheds- og aktualitetschef, Tina Kragelund, om Claus Elgaard, der i 1988 indledte sin journalistiske karriere som radiovært på DR Fyn.

56-årige Claus Elgaard har siden 1. januar arbejdet som projektleder i organisationen TUBA, der står for 'Terapi og rådgivning for Unge som er Børn af Alkohol- og Stofmisbrugere'.

Den kommende Radio4 har ansat den tidligere TV2-medarbejder Claus Elgaard.
Den kommende Radio4 har ansat den tidligere TV2-medarbejder Claus Elgaard. Foto: Claus Bech
Vis mere

Snart udløber den et-årige aftale, og derfor har Claus Elgaard set sig om efter et nyt job.

»Jeg glæder mig sindssygt meget til igen at skulle arbejde i et redaktionelt miljø,« siger Claus Elgaard, der sideløbende med jobbet hos TUBA har været såvel bokse- som motorsportskommentator på blandt andet tv-kanalen Eurosport.

Sportsredaktionen på Radio4 får i første omgang fire ansatte:

Den tidligere medarbejder på DR Sporten Rasmus Dalgaard bliver sportsredaktør, mens Louise Pilegaard og Kristoffer Møldrup kommer til at arbejde som reportere.

Claus Elgaard blev efter tiden på TV2's sportsredaktion kommunikationschef i Vejle Boldklub.
Claus Elgaard blev efter tiden på TV2's sportsredaktion kommunikationschef i Vejle Boldklub. Foto: Ernst van Norde
Vis mere

»Planen er, at vi i løbet af en uge skal sende syv timers sport. Mange medier er bedre til resultatformidling end os. Så i stedet for at gå ind på det område vil vi forsøge at gå i dybden med emner inden for sportens verden,« siger Tina Kragelund.

Bag Radio4 står ni regionale mediehuse.

Ambitionen er, at lyden af Radio4 skal adskille sig markant fra eksisterende taleradioer og samtidig være tilgængelig for en bredere del af befolkningen, end de øvrige taleradioer er i dag.

»Hvad vores magasinprogrammer helt præcist kommer til at indeholde, venter vi med at afsløre. Men det er ikke nogen hemmelighed, at det fremadrettet sagtens kan tænkes, at vi får flere værter end Claus Elgaard tilknyttet,« siger Tina Kragelund.