Vildt: 2.624 år gammelt træ opdaget


Træarten 'skaldet cypres' har gunstige forhold langs floden Black River i den amerikanske delstat North Carolina.
Måske er det grunden til, at den nuværende aldersrekord for træerne på den amerikanske østkyst nu tilhører et 2.624 år gammelt cypres-træ.
Det skriver University of Arkansas i en pressemeddelelse ifølge Videnskab.dk, hvor du også kan se en video fra opdagelsen.
Sammen med et hold af forskerkollegaer fandt geologi-professoren David Stahle et særligt område nær Black River, hvor der stod flere træer med over 2.000 år på bagen.
Træerne blev første gang undersøgt i 2017, men nu har David Stahle og kolleger dokumenteret træernes alder.
Forskerne brugte en særlig metode, dendrokronologi, hvor træernes alder fastslås ved at tælle årringene i deres stammer. Det skete dog uden, at forskerne gjorde skade på træerne.
»Det er meget usædvanligt at se så mange gamle træer langs en flod som denne,« fortæller David Stahle i pressemeddelelsen, skriver Videnskab.dk.
Det er især mennesker, der er årsagen til, at så få af de oldgamle træer stadig kan findes i dag, fortæller den amerikanske professor:
»Den skaldede cypres har været værdifuld tømmer, som er blevet fældet i stor stil. Langt mindre end en procent af de oprindelige skove har overlevet,« siger han i pressemeddelelsen fra University of Arkansas.
Foruden træet på 2.624 år fandt forskerne også et træ, der var 2.088 år gammelt.
»Vi mener, at der er endnu ældre træer derude,« siger David Stahle i pressemeddelelsen ifølge Videnskab.dk.
Andre artikler på Videnskab.dk