Socialdemokratiets top har siden 2017 kendt den rigtige årsag til, at den daværende formand for ungdomspartiet DSU gik af: seksuelle krænkelser, befamlinger og upassende kommentarer.

Partisekretær Jan Juul Christensen blev orienteret, da DSU's hovedbestyrelse besluttede, at daværende DSU-formand Lasse Quvang Rasmussen skulle gå af.

»Jan Juul Christensen bliver gjort opmærksom på de her ting samtidig med DSU's hovedbestyrelse. Så partiledelsen er orienteret,« siger nuværende formand for DSU Frederik Vad Nielsen til B.T.

DSU opfandt en dækhistorie for at skjule sagen for offentligheden, og både Frederik Vad Nielsen og forbundssekretær i DSU Morgan Krüger løj direkte for offentligheden. De fortalte, at Lasse Quvang Rasmussen gik af, fordi han var overbelastet.

Morgan Krüger blev spurgt, om der havde været problemer med den daværende formand.

»Nej, det har der ikke,« svarede Morgan Krüger til Altinget.

Nu viser det sig altså, at Socialdemokratiets ledelse siden november 2017 også har dækket over sandheden.

B.T. har forsøgt at spørge formand Mette Frederiksen, hvorfor Socialdemokratiet har været med til at dække over krænkelserne. Men Socialdemokratiets pressetjeneste henviser til gruppesekretær Henrik Dam Kristensen.

Han er endnu ikke er vendt tilbage på B.T.s henvendelser.

Fik sanktion: Du må ikke drikke

Formand for DSU Frederik Vad Nielsen forklarer, at Lasse Quvang Rasmussen indgik en aftale med de fem kvinder, han havde krænket.

De aftalte et halvt år inden hans afgang, at den daværende partiformand fik et forbud mod at drikke alkohol ved partiets fester, hvis han skulle fortsætte på posten. Aftalen blev ifølge Frederik Vad Nielsen præsenteret for forretningsudvalget, der sagde god for den.

Men Lasse Quvang Rasmussen kunne angiveligt ikke overholde aftalen.

»Første sanktion kom før sommerferien 2017. Og så bryder han den sanktion. Det sker mellem sommeren 2017 og november 2017,« siger Frederik Vad Nielsen.

Kvinderne valgte derefter at gå til DSU's hovedbestyrelse, hvor Socialdemokratiets partisekretær var til stede. Bestyrelsen besluttede, at Lasse Quvang Rasmussen skulle gå af.

Da Frederik Vad Nielsen blev valgt som ny formand, skrev han følgende på sin Facebook:

'Jeg vil gerne takke den afgående forbundsformand, Lasse Quvang Rasmussen, for hans indsats, engagement og energi i DSU gennem mange år.'

Frederik Vad Nielsen, hvad mener du om den kommentar i dag?

»Den kommentar er skrevet for at få mindst mulig medieinteresse om den her sag overhovedet muligt. Det er igen noget, jeg har diskuteret med de involverede kvinder. Der er ikke så meget i den her sag, som jeg synes er perfekt håndteret. Det er en svær sag.«

Lasse Quvang Rasmussen skrev onsdag aften på Facebook, at han undskylder over for kvinderne, og at han ikke har yderligere kommentarer.

B.T. arbejder på at få en kommentar fra partisekretær Jan Juul Christensen.