Mindst 42 politikere i det socialdemokratiske ungdomsparti, DSU, kendte den sande årsag til, at Lasse Quvang Rasmussen gik af som formand: befamlinger og upassende bemærkninger over for fem kvinder.

Alligevel lykkedes det indtil i denne uge partiet at dække over sagen.

De 42 personer var medlem af DSU's hovedbestyrelse, som var med på løgnen om, at Lasse Quvang Rasmussen gik af på grund af overbelastning.

»De kendte til det siden 23. november 2017,« siger formand for DSU Frederik Vad Nielsen. Resten af DSU's medlemmer fik ifølge ham ikke besked om den virkelige årsag.

Dog har ledelsen i moderpartiet, Socialdemokratiet, siden november 2017 været orienteret om årsagen og dermed været med til at dække over sandheden. Læs den historie her.

Morgan Krüger, der i dag er forbundssekretær i DSU, serverede løgnen for pressen. Da netmediet Altinget spurgte ham, om der havde været problemer med Lasse Quvang Rasmussen, svarede han:

»Nej, det har der ikke.«

Morgen Krüger plantede i stedet historien om, at Lasse Quvang Rasmussen var overbelastet.

»Vi er rigtigt kede af det på Lasses vegne, og det er vigtigt, at han passer på sig selv,« lød det.

Hovedpersonen lagde selv et opslag på Facebook, der fik 186 kommentarer med ønsker om god bedring. Flere af dem var fra folketingspolitikere.

'Det er jeg meget ked af at høre. Tak for en kæmpe indsats. Altid engageret og kompetent. Håber dæleme ikke, det er det sidste, vi ser til dig i politik,' skrev Socialdemokratiets Dan Jørgensen. Han er ikke vendt tilbage på B.T.s spørgsmål om sagen.

Frederik Vad Nielsen, hvad mener du om, at I på den måde stikker offentligheden en direkte løgn?

»Vi har håndteret det på den måde, som vi kunne i forhold til kvindernes ønsker. De kommentarer, der er givet til Altinget, er et resultat af den snak, vi har haft med kvinderne.«

Men der er vel ikke grund til direkte at lyve over for offentligheden?

»Der er mange ting, man kunne have gjort på en anden måde. Det gik meget stærkt i de dage. Der er sikkert en anden måde at gøre tingene på. Vi har gjort det, så godt vi kunne under de forudsætninger, vi har haft,« siger han.

Hvad er grunden til, at I går ud med det nu?

»Grunden er, at de sidste 14 dage har der været så stor medieinteresse, og på daglig basis har der været et stort antal opringninger til DSU's nuværende og tidligere ledelse,« siger Frederik Vad Nielsen.

Lasse Quvang Rasmussen skrev onsdag aften på Facebook, at han undskylder over for kvinderne, og at han ikke har yderligere kommentarer.

B.T. vil gerne spørge Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, om hun også kendte til dækhistorien. Partiet henviser i stedet til gruppesekretær Henrik Dam Kristensen, der ikke har svaret.

B.T. har desuden spurgt DSU's forbundssekretær, Morgan Krüger, om, hvem der fandt på løgnen. Han er heller ikke vendt tilbage.