Kritikken vælter ned over transportminister Benny Engelbrecht (S) fra både blå og røde partier.

B.T. kan nu afsløre, at ministeren i over et år hemmeligstemplede en rapport, som viser, at der er en enorm usikkerhed om økonomien bag Lynetteholmen.

»Rapporten om finansiering og organisering af Lynetteholm udarbejdet af Ernst & Young er fortrolig, og den vil derfor ikke blive oversendt (til Folketinget, red.),« lød det fra Benny Engelbrecht i et skriftligt til transportudvalget i år.

Lynetteholmen kan ende med at sende en milliardregning til skatteyderne, selvom politikerne bag projektet har lovet skatteyderne, at det vil finansiere sig selv.

Grafik af, hvordan den kunstige ø Lynetteholmen kommer til at se ud, når den om 50 år står færdig.
Grafik af, hvordan den kunstige ø Lynetteholmen kommer til at se ud, når den om 50 år står færdig. Foto: Transport-, Bygnings og Boligministeriet
Vis mere

Den 5. maj i år 1.-behandlede Folketinget lovforslaget om Lynetteholmen uden at have adgang til den hemmelige rapport.

Først mellem 1.- og 2.-behandlingen – 17. maj i år –  lagde transportministeren en censureret udgave af rapporten ud på Folketingets hjemmeside.

Det skete, efter Enhedslisten havde spurgt Benny Engebrecht, om ikke det var i strid med reglerne at hemmeligholde rapporten.

»Jeg kan ikke se det som andet, end at vi ikke skulle forsynes med alt for meget ammunition inden 1.-behandlingen af loven om Lynetteholmen,« siger Henning Hyllested, transportordfører for Enhedslisten.

Benny Engelbrecht afviser kritikken.

»Jeg vil godt advare mod den misforståelse, nogen har luftet, om, at rapporten skulle være hemmelig. Det er ikke tilfældet,« siger han og tilføjer:

»Der er nogle få oplysninger om tredjepart, der ikke kan gøres offentlig, men de har ikke betydning i denne sag.«

B.T. er i besiddelse af den ucensurerede udgave af rapporten og har sammenholdt den med den censurerede udgave.

Under overstregninger gemmer sig blandt meget andet hele Lynetteholmens såkaldte åbningsbalance. Det er her, hele projektets grundlæggende økonomi – aktiver, likvider, gældsforpligtelser mv. – gennemgås.

Det holdes også skjult for Folketinget, at det forudsættes, at det 350.000 kvadratmeter store rensningsanlæg Lynetten på Refshaleøen flyttes til Avedøre inden 2035, så der kan byudvikles på de 350.000 kvadratmeter og skaffes penge til metro og vej til Lynetteholm på den måde. Det er der ingen aftale om.

Det fremgår heller ikke, at selskabet bag Refshaleøen forudsættes frivilligt at give 1,7-2,2 milliarder kroner til projektet. Det er der heller ingen aftale om.

Henning Hyllested kalder det 'grotesk', at transportministeren siger, at disse oplysninger 'ikke har betydning'.

Her ses Henning Hyllested, som er transportordfører for Enhedslisten.
Her ses Henning Hyllested, som er transportordfører for Enhedslisten. Foto: Torkil Adsersen
Vis mere

»Man kan fandeme ikke påstå, at de her oplysninger er uden betydning. De ændrer jo væsentligt og alvorligt forudsætningerne for hele Lynetteholm-projektet. Vi aner jo ikke, om finansieringen er på plads, eller om skatteborgerne ender med en kæmperegning,« siger han og tilføjer:

»Det er helt vildt, at man forcerer processen på den her måde. Det er uansvarligt, men det må være et forsøg på at komme så langt, at man når til et punkt, hvor man ikke kan bremse op. Vi bør stoppe op nu og få en grundig proces.«

Også fra blå blok er der hård kritik.

»Jeg er dybt forundret over, at man ikke har tilvejebragt de her oplysninger om usikkerheden i økonomien, så der var et ordentligt grundlag for at vælge, om man skulle stemme ja eller nej til Lynetteholmen,« siger transportordfører Hans Kristian Skibby (DF) og fortsætter:

»Jeg har aldrig troet på, at det ville blive win-win med udgifter og indtægter for projektet.«