Østjyllands Politi leder fortsat efter 57-årige Jane Møller, der har været eftersøgt i snart to uger.

Mandag er politi og brandvæsen til stede ved Brabrand Sø med både betjente og dykkere.

»Eftersøgsningsafdelingen har bedt os om at lede i en bestemt del af Brabrand Sø. Hun er ikke blevet fundet endnu,« fortæller Jens Rønberg, der er vagtchef ved Østjyllands Politi.

Jane Møller har ikke været set siden 4. februar, hvor hun var på vej hjem fra sin kæreste. Derfor indledte politiet en eftersøgning i sidste weekend.

Jane Møller har været forsvundet siden d. 4. februar.
Jane Møller har været forsvundet siden d. 4. februar.

Her lød meldingen dog, at det var som at lede efter en nål i en høstak, da de ikke havde noget konkret at gå ud fra.

Men omstændighederne har altså ændret sig. Jens Rønberg kan ikke fortælle, hvordan de er blevet ledt i retning af Brabrand Sø, men han forventer, at dykkerne og politiet genoptager eftersøgningen igen:

»Eftersøgningen er stoppet for i dag, men jeg tænker, at de tager tilbage, når de mener, det passer.«

Jane Møller beskrives som cirka 175 centimeter høj, slank og med langt, gråligt hår ned til skuldrene.

Har man oplysninger, der kan bruges i eftersøgningen, kan man kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.