Der udspillede sig et sandt drama i det centrale København, da politiet mandag eftermiddag rykkede ud til en skønhedssalon, som havde valgt at åbne trods restriktionerne.

Men ved ankomst til adressen i Nyhavn blev de to politibetjente mødt af alt andet end åbne arme.

Indehaveren Sarchar Leone havde nemlig valgt at lukke og låse gitterdøren ned til sin salon, så de ikke kunne komme ind. Fra sin plads i kælderlokalerne forsøgte Sarchar Leone at overbevise de to betjente om, at hun overholdt reglerne ved kun at tage imod kunder enkeltvis.

Og efter en længere samtale valgte de to betjente igen at forlade stedet.

»Jeg er dybt rystet,« lød det fra Sarchar Leone til B.T. umiddelbart efter.

Sarchar Leone har tidligere fortalt B.T., at hun følte sig tvunget til at bryde loven og åbne sin salon.

»Jeg er grædefærdig. Jeg må jo arbejde, så min søn kan få noget at spise. Jeg har jo ikke noget valg,« forklarede hun i den forbindelse og tilføjede, at hun ikke kunne få del i hjælpepakkerne og har set sig nødsaget til at leje to værelser ud i sin lejlighed for at få det til at hænge sammen.

»Jeg elsker mit arbejde, men i dag har jeg angst og bliver udskældt og peget fingre ad. Det er svært at skulle gå på arbejde og samtidig føle sig kriminel for at udføre det, selvom jeg ikke har noget valg. Folk peger fingre og siger, det er min skyld, hvis ældre mennesker dør,« lød det videre fra alenemoren.

Før corona arbejdede den 43-årige salonejer nemlig kun 20 til 30 timer om ugen for at kunne bruge så meget tid med sin femårige søn som muligt, og det betyder ifølge Sarchar Leone, at hun ikke har tjent nok det foregående år til at blive kompenseret.

»Jeg har tabt rigtig mange penge på det her (corona, red.). Hvis jeg ikke arbejder, vil jeg miste alt, jeg har. Bogstavelig talt. Jeg føler mig magtesløs.«

B.T. har kontaktet politiet, der bekræfter, at de har været forbi adskillige adresser i København:

»Vi har dagen igennem haft ekstra fokus på, om der var erhvervsdrivende, der i strid med de gældende restriktioner, holdt deres butik åben. Det er vores indtryk, at stort set alle erhvervsdrivende følger restriktionerne og holder lukket. Vi har modtaget et par håndfulde anmeldelser, som vi har undersøgt, blandt andet den pågældende adresse i Nyhavn,« siger Jesper Bangsgaard, der er vicepolitiinspektør hos Københavns Politi.