Den betændte sag om Politiets Efterretningstjeneste millionudbetalinger til tømreren Jens Christian Bundgaard får nu flere politikere til at kræve svar af justitsminister Nick Hækkerup.
Adskillige politikere har nemlig sendt byger af spørgsmål i retning af ministeren uden at få svar. Kun teflonsvar, hvor Politiets Efterretningstjeneste (PET) henviser til 'statens sikkerhed'.
»Hele sagen er mistænkelig. Der er bedt om indsigt i nogle håndværkerudgifter, og jeg kan ikke se, hvad der skulle være hemmeligt ved det. Det med statens sikkerhed virker som en søgt begrundelse,« siger Enhedslistens Henning Hyllested og fortsætter:
»Der kan jo være et formål med det. At man vil dække over, at der er foregået noget, der kunne ligne svindel, og der kan jo også være nogle PET-medarbejdere, som er involveret i det. Vi aner det ikke, og derfor er jeg parat til at hive ministeren i samråd,« siger Henning Hyllested.

Jens Christian Bundgaard er eneejer af JCB Tømrer og Snedker, der i mange år fungerede som PETs hushåndværker. Men B.T. har beskrevet, hvordan han blandede sin private husrenovering i Farum sammen med sit arbejde med at renovere PETs hovedkvarter på Klausdalsbrovej i Søborg.
VVS'er og underentreprenør Claus Ganløse stod i juli 2021 frem i B.T. og fortalte, at han i 2017 blev bedt om at skrive PET på fakturaer for 440.000 kroner for arbejde udført i Jens Christian Bundgaards hjem.
Samtidig har en medarbejder også fortalt, hvordan han skulle skrive PET på sine timesedler, når han arbejdede i Jens Christian Bundgaards hjem.
Desuden har B.T. kunnet afdække, hvordan Jens Christian Bundgaard personligt har tjent 33 millioner kroner i årene 2016 til 2020 ved at arbejde for blandt andet PET, politiet og Bygningsstyrelsen.
Tømreren blev hyret, uden at opgaverne kom i udbud. Det betyder, at andre entreprenører ikke kunne byde på opgaverne, og Jens Christian Bundgaard havde dermed eksklusiv adgang til at få opgaver for PET.
De 33 millioner er ikke omsætning, men Jens Christian Bundgaards personlige indtjening ved at arbejde for staten.

PET har afvist at give B.T. aktindsigt i, hvad entreprenøren har fået udbetalt af PET. JCB Tømrer og Snedker har stået for en totalrenovering af PETs hovedsæde i Søborg. Den hemmelige tjeneste henviser til statens sikkerhed.
Sagen har også en snitflade til Transportministeriet, fordi det formelt set er Bygningsstyrelsen, der står for at leje lokaler til staten. Henning Hyllested har med spørgsmål til transportminister Trine Bramsen forsøgt finde ud af, hvad renoveringen har kostet, men her et halvt år efter har han intet svar fået.
Alt i sagen er nu mørklagt, og Nick Hækkerups ministerium har tidligere blåstemplet, at B.T. ingen indsigt kan få i sagen. End ikke overordnede beløb, PET har betalt, har det været muligt at få oplyst. Eneste svar er, at det er betalt inden for PETs bevillinger.
»Det er helt på månen, at vi ikke kan få oplyst, hvad en renovering har kostet. Jeg kan overhovedet ikke se, at det er til fare for statens sikkerhed,« siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, der også har modtaget Hækkerups ikkesvar.
»Når der er mistanke om misbrug af skattemidler, skal vi selvfølgelig have mulighed for at finde ud af, om PET foretager sig noget. Vi skal være sikre på, at der ikke er noget, der bliver holdt skjult,« siger han.

