Politiets Efterretningstjeneste (PET) belastes nu i sagen om entreprenør Jens Christian Bundgaard.

Som B.T. søndag kunne afsløre, har han blandet sin private husrenovering sammen med sit arbejde som fast tømrer for PET.

Nu viser det sig, at PET hyrede Jens Christian Bundgaard uden konkurrence til opgaver for et tocifret millionbeløb, da tjenesten indledte samarbejdet for små ti år siden. Det kalder PwC i en rapport fra 2018 et muligt brud på udbudsloven.

Siden da har det udviklet sig til en guldrandet forretning for Jens Christian Bundgaard. De seneste fem år har han i sit firma JCB Tømrer og Snedker, som han ejer alene, scoret 33 millioner kroner i overskud på at være tjenestens faste håndværker.

Jens Christian Bundgaard har på fem år tjent 33 millioner kroner på at arbejde for staten – primært PET.
Jens Christian Bundgaard har på fem år tjent 33 millioner kroner på at arbejde for staten – primært PET. Foto: TV Midtvest
Vis mere

Ifølge flere håndværkerkilder har PET været Jens Christian Bundgaards absolut største kunde de seneste fem år.

Ved du noget om sagen? Tip B.T.s journalist her. Eller send en krypteret og sikker mail her. Alle henvendelser behandles i fortrolighed.

Det er dog ikke muligt for B.T. at få udleveret regningerne bag arbejdet, da PET har valgt at mørklægge sagen.

»33 millioner kroner er et voldsomt beløb til én person. Når PET holder bilagene hemmelige, er det vigtigt, at udbetalingerne bliver kontrolleret. Det skal sikres, at det er inden for skiven i forhold til økonomisk forsvarlig forvaltning,« siger ekstern lektor ved Københavns Universitet og formand for organisationen Transparency International Jesper Olsen.

Og der er netop problemer med 'økonomisk forsvarlig forvaltning' i PET. Det kunne revisionsfirmaet PwC konstatere i 2018. PET hyrede nemlig JCB Tømrer og Snedker for mindst 52 millioner kroner mellem 2013 og 2016, uden at opgaverne kom i de lovpligtige udbud. Det viser B.T.s research sammenholdt med PWCs rapport. Se dokumentation i boksen oven over.

Andre håndværkere havde altså ikke mulighed for at byde på opgaverne.

»Problemet er, at PET risikerer at betale for meget. Udbudsreglerne skal sikre, at der er konkurrence, så man får den lavest mulige pris. Desuden er det med til at sikre armslængde til dem, der leverer ydelsen, så de ikke hyres på baggrund af personlige relationer, eller fordi det er en, man kender i forvejen,« siger professor og forvaltningsekspert ved Roskilde Universitet Bent Greve.

De nye detaljer i sagen kommer, efter at B.T. søndag kunne fortælle, hvordan Jens Christian Bundgaard bad en underentreprenør om at skrive PET på tre regninger for arbejde udført på tømrermesterens private landejendom i 2017. Det drejer sig om regninger for i alt 440.000 kroner.

En ekspert kalder manøvren »mistænkelig«, fordi den kan bruges til at tørre regningen af på PET. Desuden fik Jens Christian Bundgaard leveret vinduer for 368.044 kroner til PET, som han ifølge en tidligere ansat fik fragtet til sit hus i Farum.

B.T. har talt med adskillige håndværkere og underentreprenører, som har arbejdet for Jens Christian Bundgaard hos PET. En tidligere ansat, som ønsker at være anonym, fortæller, at Jens Christian Bundgaards arbejde for PET begyndte allerede i 2011.

I første omgang er arbejdet for PET dog langtfra en guldgrube for entreprenøren. Fra 2011 til 2015 er resultatet i hans enmandsfirma JCB Tømrer og Snedker cirka 300.000 kroner om året i gennemsnit.

Jens Christian Bundgaards hus i Farum, som han købte i 2016 og efterfølgende renoverede. En underentreprenør fik besked på at skrive PET på fakturaerne på det arbejde, der blev lavet i hans hus.
Jens Christian Bundgaards hus i Farum, som han købte i 2016 og efterfølgende renoverede. En underentreprenør fik besked på at skrive PET på fakturaerne på det arbejde, der blev lavet i hans hus. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Men opgaverne for PET betyder, at Jens Christian Bundgaard har foden indenfor, da der i februar 2015 sker noget dramatisk.

Danmark rammes af terror.

Gerningsmanden, Omar El-Hussein, dræber to civile og bliver selv slået ihjel af PETs aktionsstyrke. Et samlet Folketing står klar til at give PET yderligere overvågningsværktøjer og større bevillinger.

Oprustningen mod terror indbefatter også en renovering af PETs hovedsæde på Klausdalsbrovej i Søborg. PET skal blandt andet bruge plads til aktionsstyrken. Tjenesten får fingre i to bygninger, der ligger i umiddelbar forlængelse af de bygninger, PET allerede lejer af Topdanmark.

Allerede i planlægningsfasen har en entreprenør sikret sig entreprisen. Det fremgår af et dokument fra Bygningsstyrelsen fra 29. april 2015: »Der er allerede indgået entreprisekontrakt desangående.« Entreprenøren er sandsynligvis JCB Tømrer og Snedker, viser B.T.s research.

Samtidig med renoveringen af PETs nye bygninger eksploderer indtjeningen i JCB Tømrer og Snedker. Fra et resultat på 521.202 kroner i 2015 stiger overskuddet efter skat til 6,6 millioner om året i gennemsnit fra 2016 til 2020. Flere håndværkerkilder fortæller til B.T., at PET har været Jens Christian Bundgaards absolut største kunde. Det er ikke kun de nye bygninger, han renoverer, men også de eksisterende.

»80 procent af arbejdet i JCB Tømrer og Snedker var for politiet. Primært PET,« siger en af håndværkerne, som ikke ønsker sit navn frem.

Det bekræftes af Claus Ganløse, der var VVS-underentreprenør for tømrermesteren hos PET fra 2014 til 2017.

Underentreprenør Claus Ganløse fortæller, at entreprenør Jens Christian Bundgaards primære kunde var PET, hvor han angivelig havde en særstatus.
Underentreprenør Claus Ganløse fortæller, at entreprenør Jens Christian Bundgaards primære kunde var PET, hvor han angivelig havde en særstatus. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Hovedparten af hans opgaver var for PET og politiet,« siger han.

Han fortæller også, at han fornemmede, at Jens Christian Bundgaards adgang til at få opgaver hos PET var eksklusiv. Han havde en særstatus, fortæller han.

»Jeg har været til adskillige byggemøder, hvor der end ikke var en repræsentant fra PET. Det var Jens Christian, der styrede løjerne og de opgaver, der skulle laves,« siger Claus Ganløse.

Hvor meget, der er udbetalt til Jens Christian Bundgaard fra PET de seneste fem år, ønsker tjenesten ikke at oplyse. Aktindsigtsanmodninger fra B.T. er blevet afvist med henvisning til statens sikkerhed.

PwC-rapporten er p.t. eneste mulighed for at knytte konkrete betalinger fra PET til Jens Christian Bundgaard. Så er der regnskaberne i JCB Tømrer og Snedker, der som nævnt viser et overskud efter skat på 33 millioner kroner. Men hvor omsætningen kommer fra, fremgår ikke. Et aktstykke fra Folketinget viser, at der i 2015 blev budgetteret med såkaldte særinstallationer for 18 millioner kroner og en huslejestigning på 160 millioner kroner over 15 år i PET.

For at trykteste håndværkernes udsagn har B.T. kortlagt, hvilke opgaver Jens Christian Bundgaard har haft ud over PET. Det er blandt andet sket via en aktindsigt hos alle offentlige myndigheder i Danmark.

B.T.s håndværkerkilder fortæller nemlig, at Jens Christian Bundgaard kun arbejder for det offentlige.

»Vi har ingen private kunder,« har Jens Christian Bundgaard også selv udtalt til sn.dk i 2020.

B.T.s research viser, at Jens Christian Bundgaard ud over PET har haft fire andre større kunder fra 2016 til 2020: Nordjyllands Politi, Københavns Politi, Rigspolitiet og Bygningsstyrelsen på vegne af Statens IT. I alt har der været betaling til JCB Tømrer og Snedker på 77 millioner kroner. Heraf er de 71 millioner kroner knyttet til renoveringen af Statens ITs lokaler i Ballerup, hvor bygningerne ligesom på Klausdalsbrovej er ejet af Topdanmark, der har renoveret med afsæt i en kravspecifikation fra Bygningsstyrelsens side. Renoveringen af Statens ITs lokaler knytter sig kun til 2017.

Ifølge en ekspert udelukker beløbet på 77 millioner kroner ikke, at JCB Tømrer og Snedker oven i dette har haft en stor indtægt fra PET. Ifølge Dansk Byggeris officielle tal lå den såkaldte overskudsgrad i byggebranchen i gennemsnit på lige under fem procent i 2018. Det betyder, at for hver gang en entreprenør omsætter for 100 kroner, tjener han fem kroner.

Så for at JCB Tømrer og Snedker skal lande et overskud efter skat på 33 millioner kroner fra 2016 til 2020, vil det kræve en væsentlig større omsætning end 77 millioner kroner, forklarer Michael Egholm, der er revisionsekspert og direktør i Advizer Law.

Det er her på Klausdalsbrovej i Søborg, entreprenør Jens Christian Bundgaard gennem en årrække har renoveret for PET.
Det er her på Klausdalsbrovej i Søborg, entreprenør Jens Christian Bundgaard gennem en årrække har renoveret for PET. Foto: Søren Kjellberg Ishøy
Vis mere

»I så fald skal man ud fra en gennemsnitsbetragtning have en omsætning på 660 millioner for at kunne tjene 33 millioner kroner på bundlinjen. Så enten har entreprenøren tjent ekstra godt på opgaverne og haft en stor overskudsgrad, eller også har PET købt ydelser for rigtigt mange penge,« siger han.

Udbetalingerne og PETs lukkethed understreger ifølge professor Bent Greve behovet for gennemsigtighed.

»Det duer ikke, at aftaler laves i et lukket kredsløb, hvor andre ikke kan byde ind på opgaverne. Jeg kan heller ikke se argumentet for, at PET er så lukkede,« siger Bent Greve.

Bygningsstyrelsen, der på papiret står for at skaffe lokaler til statens ansatte, bekræfter over for B.T., at renoveringen af PETs hovedkvarter har været et mellemværende mellem PET og Topdanmark.

Ejeren af bygningerne på Klausdalsbrovej, Topdanmark, har ikke ønsket at kommentere sagen over for B.T. Derfor kan det ikke udelukkes, at Topdanmark også har betalt regninger direkte til JCB Tømrer og Snedker.

PET har sendt følgende skriftlige svar til B.T.:

»PET kan ikke kommentere på PETs eventuelle brug af konkrete leverandører, da dette vil kunne afdække PETs arbejdsmetoder og kapaciteter.«

»Generelt kan vi oplyse, at PET som udgangspunkt er forpligtet til at foretage udbud af tjenesteydelser, herunder entrepriseopgaver, efter det udbudsretlige regelgrundlag. Men grundet sikkerhedshensyn vil indkøb af en række tjenesteydelser i PET dog kunne være undtaget fra udbudspligten efter det såkaldte forsvars- og sikkerhedsdirektiv,« lyder det i et svar fra PET.

Jens Christian Bundgaard fortæller via sin advokat, at han ingen kommentarer har til sagen.