Du omtaler aldrig dit arbejde uden for kontoret. Du låser mobilen inde i et skab, før du sætter dig foran computeren. Du åbner ikke vinduet. Nogen lytter måske med. Og du omtaler kun Facebook som 'klienten'.

»Det her er ikke et normalt job,« siger en ansat, Michael, hos Facebooks projekt kaldet 'Horizon'.

B.T. kan på baggrund af interview med en nuværende og en tidligere ansat for første gang afsløre, hvordan den danske del af Facebook styres fra et topsikret kontor i Berlin.

Michael arbejder i den skandinaviske afdeling af kontoret og vil være anonym. For medarbejderne bliver mundtligt og skriftligt truet med retssager, hvis de taler om, hvad der foregår bag murene i bygningen, der er placeret i udkanten af den tyske hovedstad.

I denne bygning i udkanten af Berlin sidder flere hundrede ansatte fra forskellige lande og vælger, hvad der skal slettes af indhold på Facebook. 
I denne bygning i udkanten af Berlin sidder flere hundrede ansatte fra forskellige lande og vælger, hvad der skal slettes af indhold på Facebook.  Bax Lindhardt

Den tidligere medarbejder Mads Dinesen - også kendt som den bedrageridømte Champagnedrengen - har trodset truslerne om retssager og har valgt at stå åbent frem om sin tid på Facebook-kontoret fra juli til december 2018.

»Du nævner aldrig navnet på platformen. Du omtaler det som 'klienten', og at du arbejder på projekt 'Horizon',« siger Mads Dinesen.

Facebook forklarer i et skriftligt svar, at der er to særlige årsager til, at arbejdet er omgærdet af så stor sikkerhed og holdes hemmeligt for udefrakommende. Dem vender vi tilbage til.

Kontoret ligger i en rød murstensbygning, knap ni kilometer vest for Brandenburger Tor. Set udefra er bygningen fuldstændig anonym. Her skilter man på ingen måde med, hvem der bruger bygningen.

Det første, B.T.s udsendte møder indenfor, er en skranke med to vagter i uniform. 'Mobiler er ikke tilladt i arbejdsområdet', lyder formaningen på et skilt.

Der skiltes på ingen måder med, hvem der holder til i bygningen i Vestberlin. Inden for sidder flere hundrede ansatte og modererer indholdet på Facebook og Instagram.
Der skiltes på ingen måder med, hvem der holder til i bygningen i Vestberlin. Inden for sidder flere hundrede ansatte og modererer indholdet på Facebook og Instagram. Bax Lindhardt

Det er ikke muligt at komme ind og se kontorerne, der er afskærmet med tre sikkerhedssluser. En efter en bipper de ansatte sig gennem sluserne. Foran dem venter en arbejdsdag med at gennemse og slette hundredvis af videoer og billeder af drab og halshugninger på Facebook.

»Du får en distance til det, du ser,« siger Mads Dinesen.

Opgaven med at kontrollere indholdet har Facebook outsourcet til blandt andet det tyske firma Avarto, der står for projekt 'Horizon'. I virksomhedens fem-etagers bygning sidder flere hundrede ansatte fra hele verden i gang med at styre det indhold, som Facebooks over to milliarder brugere dagligt lægger op.

Mads Dinesen fortæller, at næsten alle af de omkring 20 ansatte på det danske hold er mellem 19 og 22 år gamle. 24 timer i døgnet er danske medarbejdere på arbejde. Intet indhold bliver slettet, før det er blevet gennemset af en ansat - såkaldte 'content moderators'.

På kontoret er mobiler forbudt. Desuden må der ikke ligge papirer eller kuglepenne på bordene. Man må ikke kunne skrive informationer ned.

Alligevel smugler de fleste medarbejdere deres telefon med ind på kontoret, fortæller Michael.

»De tjekker ikke dine lommer. Men man ved godt, at man ikke må have telefonen med, så man sidder ikke med den foran skærmen.«

På sin sidste arbejdsdag smuglede Mads Dinesen sin mobil med og tog et billede indefra kontoret. Kun herinde viser logoer på væggene fra Facebook og Instagram, hvem de ansatte i virkeligheden arbejder for.

Mads Dinesen har i smug taget dette billede af kontoret hos Arvato, der arbejder for Facebook. B.T. har analyseret billedets metadata, der viser, at det er taget i Arvatos bygning.
Mads Dinesen har i smug taget dette billede af kontoret hos Arvato, der arbejder for Facebook. B.T. har analyseret billedets metadata, der viser, at det er taget i Arvatos bygning.

Når man ansøger om jobbet, ved man endnu ikke, hvad der venter en. I et rygeskur foran bygningen møder B.T. en ung mand, der ryger en smøg, før han skal til jobsamtale hos Arvato.

»Min kone, som er svensk, arbejder allerede derinde i den svenske afdeling. Men hun må ikke fortælle, hvad hun laver på grund af sin tavshedspligt - kun at hun arbejder for Facebook og Instragram. Så jeg ved faktisk ikke, hvad opgaverne er endnu,« siger manden.

Facebook bekræfter over for B.T., at de ansatte underskriver en kontrakt om at holde arbejdet hemmeligt.

Læs mere i artiklen: 'Derfor holder vi arbejdet hemmeligt.'