De studerer videoer af halshugninger og dyremishandlinger for at vurdere, om de skal slettes. Og efter 14 dages oplæring har de danske ansatte på Facebook-kontoret i Berlin ansvaret for, hvad der f.eks. skal ske med en video af en pige, der skærer i sig selv.

»Det er et specielt job,« siger en ansat, Michael, i den skandinaviske afdeling på kontoret i Berlin og tilføjer:

»Man skulle have mere uddannelse. 14 dage var ikke nok.« Han efterspørger især mere psykologviden.

Michael sidder på samme etage som de omkring 20 danskere, der fra en bygning i udkanten af Berlin styrer den danske del af Facebook.

I en anonym bygning i udkanten af Berlin sidder omkring 20 danskere og styrer det danske indhold på Facebook.
I en anonym bygning i udkanten af Berlin sidder omkring 20 danskere og styrer det danske indhold på Facebook. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Når en bruger anmelder en stødende kommentar, et billede eller en video, dukker det op på computerskærmene på kontoret.

Derfor ser de ansatte mange voldsomme opslag: halshugninger, drab, dyremishandlinger, selvmordsforsøg, vold mod børn.

I et svar til B.T. forklarer Facebooks ledelse, at det utvivlsomt er hårdt for medarbejderne at se på. Derfor er Facebook også åbne for at fortælle om, hvordan de forsøger at skåne de ansatte. Mere om det senere.

Notesbøger blev brændt

Til gengæld er Facebook knap så åbne omkring oplæringen af de ansatte. Træning som såkaldt 'content moderator' holdes fuldstændig hemmelig for offentligheden.

»Vi måtte ikke tage notesbøgerne med ud fra træningen,« siger Michael, der ønsker at være anonym. Og efter de 14 dages oplæring blev notesbøgerne indsamlet og brændt, fortæller han.

Under de 14 dages oplæring bliver reglerne for indhold på det sociale medie gennemgået. Men de ansatte får også at vide, at de aldrig må tale om deres arbejde uden for kontoret - uanset hvor fulde de måtte blive.

»Især dét får man virkelig banket ind i hovedet, når man sidder til træning. Det må ikke komme ud,« siger Michael.

Hans oplevelser bekræftes af en tidligere medarbejder, Mads Dinesen. Dinesen er under øgenavnet Champagnedrengen kendt som tidligere jetsetter og medejer af natklubben Nasa - og for sin dom for bedrageri og dokumentfalsk på 34,8 millioner kroner.

Mads Dinesen i sin lejlighed i Berlin.
Mads Dinesen i sin lejlighed i Berlin. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

I dag bor han i Berlin, og fra juli til december 2018 arbejdede han som Facebook-moderator.

»Vi fik at vide i træningen, at vi godt kunne risikere, at der stod en journalist ude ved indgangen. Så skulle vi til enhver tid bare være stille og aldrig snakke med dem,« siger Dinesen.

Både Mads Dinesen og Michael fortæller, at de ansatte får et stresskursus, hvor de lærer at håndtere det hårde indhold, de skal sortere i.

»De gør meget for, at man har det godt. Men det er da hårdt at se nogle af de her videoer. I træningen ser vi jo videoer af mødre, der tigger og beder om ikke at få skåret halsen over foran deres børn. Og vi ser det ske lige så stille,« siger Dinesen.

Selv om en video er ubehagelig, er de nødt til at se den til ende for at kunne identificere, om noget skal politianmeldes, forklarer han.

»Måske starter den med en hund, der bliver halshugget eller sparket, men du er nødt til at se, om der bagefter kommer en person, der bliver halshugget.«

Hos Facebook anerkender man, at det kan være et ubehageligt arbejde.

Læs mere herunder.