Som hundefører i det danske politi tager man bogstaveligt talt halvdelen af sit arbejde med hjem, og det kræver en rummelig familie.
Når hundeføreren Mette Wind træder ind af døren i sit hjem, så har hun altid hunden Max med sig. Sammen er de blandt politiets gruppe 1-hunde og hundefører, og det sætter visse krav til familien.
For selv om Mette Wind »selvfølgelig« elsker sin familie allerhøjest, så skal der heller ikke herske nogen tvivl om, at hendes niårige schæferhund Max, også fylder en helt del hos familien.
»Han er tæt på at være min bedste ven og den, jeg stoler mest på. Vi kender hinanden så godt,« forklarer Mette Wind om sit forhold til hunden Max.
Med stemplet som gruppe 1 er de to ofte en del af efterforskningen af mere alvorlige kriminalsager som drab, voldtægt og grovere vold, og sammen har de blandt bidraget til Rigspolitiets nye peer review-koncept i gennemgangen af drabet på den 31-årige Louise Borglit samt drabet på teenageren Emilie Meng.
»Det er lidt specielt at have sin arbejdshund med hjemme. Det kræver en rummelig familie at have sådan en hund, men ellers det er jo en helt almindelig familiehund . Jeg har meget stor respekt for det her dyr, og jeg prøver at respektere dens grænser og give den de bedst tænkelig rammer hjemme hos os,« forklarer Mette Wind.
Og det kan af og til have en betydning for hendes familie og ikke mindst de mennesker, der besøger hende.
»Det ligger mig meget på sinde, at Max skal behandles ordentligt.«
Mette Wind og Max har 'dannet par' siden 2009, og de sidste seks år har Max været en af gruppe 1-hundene hos Vestegnens Politi.
Familiehunden og politihunden
Foruden de store krav, der er til en politihund i forbindelse med arbejdet, så forventes det også, at hunden er i stand til at skildre mellem arbejdsliv og privatliv. Og det er vitalt for en hundefører som Mette Wind, der selv har små børn.
»Jeg har oplevet det et utal af gange, når vi eksempelvis har været til en fodboldkamp, og der har været borgerkrigslignende tilstande, og det er meget ekstremt. I sådanne situationer er Max meget tændt, men i det øjeblik, jeg sætter ham ind i min private bil, så ændrer det sig,« forklarer hun og tilføjer:
»Så kan jeg køre hjem til mine børn, uden at der er tale om, at Max lige skal være lidt for sig selv eller gå en lang tur.«
Og sådan fungerer det også den anden vej. Max har ligesom andre politihunde også en enestående egenskab til at omstille sig i det øjeblik, at Mette Wind giver ham snoren på om morgen og drager mod politistationen.
»Max og jeg er så tæt forbundne, at ord ikke altid er nødvendige. Han kan aflæse mig ret hurtigt og er ret hurtig bevidst om, at nu skal vi på arbejde. Det kan sagtens være uden, at jeg på nogen måde har lagt an til det,« forklarer Mette Wind.
På samme måde skal Mette Wind også aflæse Max den anden vej. Det gør hun, når de to er på vigtige opgaver som eksempelvis et drab eller en voldtægt. Her skal hun være opmærksom på de ting, som Max forsøger at vise hende.
Det er nemlig ikke altid, at det, som Max leder efter, er en fysisk genstand. Der kan også være tale om færten af en person.
»Og det skal jeg være i stand til at tolke,« forklarer Mette Wind.