Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Et hårstrå på en grussti, en enkelt bloddråbe på en mark eller færten af et lig gravet dybt ned i jorden.

De danske specialtrænede politihunde overrasker fortsat, når de sammen med deres hundeførere bliver sat til at finde spor i bestialske drab og grove sædelighedsforbrydelser.

»Jeg tror aldrig, det stopper, for de har nogle evner med deres næse, som jeg ikke tror, vi begriber fuldt ud. Så der er masser af gange, hvor Max har fundet og markeret et sted, hvor jeg har tænkt, at det ikke kunne lade sig gøre.«

Ordene kommer fra Mette Wind, der siden 2009 har været hundefører hos Vestegnens Politi. I alle de ni år har hun haft schæferhunden Max, og de sidste seks år har parret udgjort en del af den allerbedste politihundestyrke, vi har i Danmark – de såkaldt gruppe 1-hunde.

»Som gruppe 1-hundeførere bliver vi ofte anvendt i de groveste kriminalsager,eksempelvis drab, voldtægtsforbrydelser, grove røverier og grov vold.«

Mette Wind og hunden Max har blandt andet assisteret Rigspolitiets nye peer review-enhed, der for nylig gennemgik det fortsat uopklarede drab på den gravide 31-årige Louise Borglit, ligesom Mette Wind og Max var en del af efterforskningen i sagen om drabet på den 17-årige Emilie Meng.

To sager, der trods den massive politiindsats fortsat er uopklarede.

Gerningsstedet

Når Mette Wind og Max ankommer til et gerningssted, er det typisk, et stykke tid efter hændelsen har fundet sted. Derfor går hun og kollegerne også helt særligt til værks, når de skal forsøge at finde og afsikre spor, der kan føre til en potentiel gerningsmand.

»Indledningsvis finder vi en adgangsvej ind i området. Det er den vej, som man både vi, efterforskere og kriminalteknikere er nødt til at anvende. På den vej kan der være spor, og det skal afsøges, så man frit kan færdes der. Derfra inddeler vi et gerningssted i zoner, som man går i gang med at undersøge.«

Tættest på gerningsstedet er det gruppe 1-hundene, der bliver anvendt, og så laver man en zoneopdelt søgning, hvor man altid bruger to hunde, så man er sikker på, at der ikke er nogen spor, som bliver overset.

Alt Mette Wind og Max' arbejde på gerningsstedet foregår typisk i samspil med en eller flere andre gruppe 1-hunde. Og netop samarbejdet mellem de danske politihunde på et specifikt gerningssted er en ganske særlig egenskab, som man ifølge John Jensen, leder af Rigspolitiets Hundetjeneste, ikke ser andre steder i verden.

»En politihund i Danmark skal kunne gå med andre politihunde og arbejde, og de er de eneste politihunde i verden, der kan det. Andre steder arbejder hundene hver for sig,« fortæller han.

Foto: Kasper Riising
Vis mere

Det gjorde sig blandt andet gældende i flere af de store eftersøgninger af 17-årige Emilie Meng, i tiden efter hun forsvandt. Her var Mette Wind og Max en del af et større eftersøgningshold bestående af gruppe-1-hunde, nedgravningshunde og andre af politiets specialhunde.

Og i sager, hvor forbrydelsen er blevet begået et stykke tid forinden, er færten fra gerningsmanden for længst væk. Derfor er det også mere specifikke spor i form af eksempelvis dna, man søger efter.

»I sagen om Louise Borglit var det i en befærdet park, og i sådan et område vil der hurtigt være fært fra andre mennesker, så det ikke vil være muligt at finde gerningsmandens fært. Men så er det, man leder efter en spytklat, et cigaretskod eller tyggegummi fra gerningsmanden. Når Max så har fundet et spor, overdrager jeg det til kriminalteknikerne, som kan undersøge det nærmere.«

Samarbejdet mellem hund og fører

Ud over en lang række særlige egenskaber hos både føreren og hunden er der store krav til forholdet mellem de to parter, for at de kan være blandt de få i politiets gruppe 1-kategori. Det er ikke altid, Mette Wind og Max er i stand til at finde afgørende genstande i drabssager.

Foto: Kasper Riising
Vis mere

Af og til kan sporet nemlig ikke ses.

»Så skal jeg tolke på, hvad det er, Max viser mig. Det kan være, at de ting, vi finder, ikke altid er noget, som man kan tage og røre ved. Det også være færten af et menneske, og hvis Max forsøger at vise mig det, så er det min opgave at se, at han viser mig det, tolke på det og forstå, at nu skal vi i den retning for at finde sporet,« forklarer Mette Wind og tilføjer:

»Max og jeg er så tæt forbundne, at ord ikke altid er nødvendige.«