Udadtil er Københavns Kommune grøn som et nyudsprunget bøgeblad.

Indadtil må samvittigheden være sort som kul.

Det viser sig nemlig, at Københavns Kommune ikke har betalt CO2-afgifter for én eneste af de tusindvis af flyrejser, som kommunens 45.000 ansatte har været på i de sidste ni år.

Noget Borgerrepræsentationen ellers tilbage i 2009 forpligtede sig til at gøre på samtlige kommunale flyrejser per 1. januar 2010.

Udover CO2-udledningen er flyrejser med deres jetstriber - det synlige spor på himlen, som flyet trækker efter sig - med til at bidrage til den gloabale opvarmning. Jetstriberne dannes, når flyenes udstødning får den kolde luft til at kondensere. Det påvirker skydannelsen højt oppe i atmosfæren.
Udover CO2-udledningen er flyrejser med deres jetstriber - det synlige spor på himlen, som flyet trækker efter sig - med til at bidrage til den gloabale opvarmning. Jetstriberne dannes, når flyenes udstødning får den kolde luft til at kondensere. Det påvirker skydannelsen højt oppe i atmosfæren.
Vis mere

Men hvad så nu? Fejlen er opdaget, og herfra er der vel bare for Københavns Kommune at tilbagebetale sin gæld til klimaet, så ridserne i den lysegrønne kommune-lak bliver fine og glatte igen?

Næ-nej, sådan spiller rådhusklaveret ikke.

Klimaet kommer ikke til at se en krone for de seneste ni års CO2-svineri.

Det viser et svar fra Økonomiforvaltningen givet til Alternativets medlem af Teknik- og Miljøudvalget Fanny Broholm den 3. december 2018.

Heri står der, at et bredt flertal i Borgerrepræsentationen har besluttet sig for at løbe fra regningen.

Grønt hykleri

Kun Alternativet og De Radikale - der i 2009 stillede forslaget om at betale CO2-afgifter for flyrejser - stemte for at betale pengene med tilbagevirkende kraft.

Hverken Venstre, LA, DF, De Konservative, SF, Socialdemokratiet eller Enhedslisten ønskede at punge ud i klimaets navn.

I stedet vedtog flertallet, at man ændrede datoerne, så forpligtelsen for at betale CO2-afgifter for flyrejser ikke længere hed den 1. januar 2010, men i stedet den 1. januar 2019.

Dermed bliver der heller ikke klimakompenseret for forhenværende miljø- og teknikborgmester Morten Kabells mange tusinde kilometer i et flysæde, som B.T. kunne afdække i går.

Ifølge Fanny Broholm klinger det hult, når København på den ene side bryster sig af at være en grøn foregangskommune, men samtidig ikke lever op til løfter om CO2-kompensation for flyrejser, som den selv har indført:

»Det er helt uacceptabelt, at forvaltningen i ni år har forsømt eller bevidst undladt at overholde en regulering om at betale CO2-kompensation for flyrejser, som Borgerrepræsentationen besluttede helt tilbage i 2009,« siger Fanny Broholm til B.T.

Hun mener, at de partier, der nu ikke vil betale regningen, løber fra deres ansvar.

Alternativets Fanny Broholm har stillet opfølgende spørgsmål til Økonomiforvaltningen for at komme til bunds i, hvorfor der ikke er blevet betalt en eneste krone i CO2-afgift siden 2010.
Alternativets Fanny Broholm har stillet opfølgende spørgsmål til Økonomiforvaltningen for at komme til bunds i, hvorfor der ikke er blevet betalt en eneste krone i CO2-afgift siden 2010.
Vis mere

»Når et stort flertal udover Alternativet og De Radikale ikke engang vil være med til at tilbagebetale den manglende CO2-kompensation, er det for mig at se decideret ansvarsfralæggelse over for borgerne,« siger hun og fortsætter:

»Flyrejser er noget af det, der udleder allermest CO2, så selvfølgelig skal vi tage ansvar for de sidste ni års udledninger herfra.«

Ingen bilag - ingen betaling

Et af hovedargumenterne - for ikke at betale CO2-afgiften med tilbagevirkende kraft - gik på, at der ikke med eksakte bilag kunne redegøres for samtlige flyrejser gennem de seneste ni år.

Dertil, at de administrative omkostninger ved at finde frem til disse bilag ville blive for store.

Og lige lidt hjalp det, da Økonomiforvaltningen vurderede, at »den mest omkostningseffektive tilbagebetalingsmåde ville være at gøre CO2-udledningen for 2017 repræsentativ for alle årene«.

Her mente flertallet i Borgerrepræsentationen dog, at det langt fra var præcist nok.

Så hellere helt lade være med at betale.

LÆS HER, hvordan Socialdemokratiet argumenterer for ikke at betale penge i klimaets favør.