Se Løkkes nytårshilsen til hans Facebook-følgere over artiklen
Så blev det 2018. Og traditionen tro holdt statsministeren sin nytårstale den 1. januar. En tale, som i høj grad kredsede om udlændinge og de problemer, der har fulgt med den ukontrollable indvandring.
Og selvom det er positivt, at statsministeren brugte en stor del af sin tale på at adressere udlændingeproblemerne, så var det desværre en meget ukonkret omgang, hvad angår løsninger.
Det er selvfølgelig godt, når statsministeren anerkender, at vi skal have gjort op med ghettoer og parallelsamfund, men bag de fine intentioner mangler der redskaber. Statsministeren ytrede noget lignende tilbage i 2010 under sin afslutningstale i Folketinget, men uden at det for alvor rykkede noget.
Det er på høje tid, at der bliver sat handling bag ordene, hvis vi skal sikre et sammenhængende Danmark.
Vi skal have et opgør med parallelsamfund. Der er behov for mere kompromisløshed. Udvisning af kriminelle udlændinge. Og til dem eller de familier, der oftest står bag balladen, må der hårdhed til, så de forstår, at hvis de vil være i Danmark, så skal de følge vores lovgivning og normer. Og så skal vi have gang i hjemsendelser.
Det skal være helt tydeligt, at flygtninge, der har fået asyl eller er blevet afvist, skal tilbage til deres fædreland. Flygtninge skal ikke integreres. Flygtninge skal sendes hjem. Naturligvis. Hvad blev der af paradigmeskiftet i dansk asylpolitik?
Jeg bemærkede, at statsministeren faktisk lagde op til udlændingelempelser, hvad angår udenlandsk arbejdskraft. Det undrer mig i den grad, når man tænker på, at der årligt gives ikke mindre end 80.000 opholdstilladelser. Læg dertil illegal indvandring mv.
Med så voldsom en indvandring, uagtet at noget af indvandringen består af udlændinge, der arbejder, betyder det naturligvis, at samfundet ændrer karakter, og der skabes flere parallelsamfund.
Og man må forstå, at det er regeringens ambition, at en rekordstor indvandring skal være endnu større. Mon Løkke, Støjberg og Dansk Industri overhovedet kan få nok indvandring? Jeg tror det ikke.
Og hvorfor skulle det i øvrigt være nødvendigt at åbne op for mere arbejdskraft fra tredjeverdenslande, når der allerede er fri indvandring fra de øvrige EU lande?
Af hensyn til sammenhængskraften bør regeringen koncentrerer sig om at bekæmpe ghettoerne i stedet for at oversvømme Danmark med billig, udenlandsk arbejdskraft. Og så kan virksomhederne i øvrigt allerede i dag hente udenlandsk arbejdskraft til landet, hvis de vel at mærke lever op til kravene i lovgivningen.
Afslutningsvist undrer det mig desuden, at statsministeren valgte at fremhæve Indonesien i sin nytårstale. At fremhæve et land, hvor mere end 90 pct. af de over 260 mio. indbyggere er muslimer, og hvor det tilmed er lykkedes islamister at få indført over 420 sharia-inspirerede love, virker totalt malplaceret. Og det vidner om en regering, der fortsat mangler en grundlæggende erkendelse af situationens alvor.
Den stigende islamisering af Europa og Danmark er blandt vor tids største udfordringer. Det skal siges klart og tydeligt, at islam og det stigende antal muslimer i Danmark er hovedproblemet, når det handler om at bekæmpe parallelsamfundene og ghettoerne.
Hvis man skal løse et problem, så skal man først forstå problemet. Vores børn og børnebørn vil måle os på, hvordan vi håndterer denne udfordring. Det ansvar burde en til hver tid siddende regering og statsminister tage på sig.
Dansk Folkeparti efterlyser politisk vilje, kompromisløshed og handling i udlændingepolitikken.




