Der var ikke meget festfyrværkeri over statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) nytårstale.

Det mener to politiske kommentatorer, som Ritzau har talt med.

Nyheder var der ikke, men meldingen om at ville afvikle ghettoområder er ganske fin, mener Hans Engell. Han savner dog i den grad løsninger fra Løkke.

»Jeg er ikke imponeret over de redskaber, som Løkke benytter i talen.«

»Når jeg ser tilbage over de seneste 20-25 år, kan jeg selv huske de første 10-15 planer, der er lavet på det område, og vi må bare konstatere, at intet har haft den fornødne effekt,« siger Engell.

»Noget er lykkedes, men rigtig meget er ikke lykkedes. Det Løkke angiver i sin tale, vil ikke være det store opgør mod ghettosamfund.«

»Nedrivninger af bygninger og den slags er ikke bare noget, man gør. Folk skal genhuses, så det er et meget langsigtet projekt,« siger den tidligere konservative justitsminister.

Helle Ib, Børsens politiske kommentator, bemærker, at Løkke med sin melding forsøger at tale til DF og skabe fælles fodslag med støttepartiet.

»Den strammerdagsorden vil kunne tiltale DF. Løkke bruger meget krudt på at fortælle om problemerne i ghettoområderne i sin tale.«

»Det er afgørende for Løkkes manøvremuligheder, hvad han kan få DF med på, og på dette område vil DF være med,« siger Helle Ib.

Regeringen og DF har et anstrengt forhold til hinanden i øjeblikket efter et tumultarisk forløb omkring finanslov, skat og udlændingepolitikken i december.

Her kan du læse hele Lars Løkke Rasmussens nytårstale.

/ritzau/