Transportminister Benny Engelbrecht får nu hård kritik i sagen om det gigantiske byggeri af den kunstige ø Lynetteholmen i Københavns Havn.

For det passer simpelthen ikke, når transportministeren siger, at oplysninger, der er hemmeligholdt for hovedparten af Folketinget i en censureret rapport om megaprojektets økonomi, ikke har nogen betydning.

Sådan lyder det fra en af de få folketingspolitikere – måske den eneste – der rent faktisk har læst den ucensurerede rapport, før Folketinget 4. juni i år stemte ja til det historiske milliardprojekt. Den kunstige ø skal lægge jord til boliger til 35.000 københavnere og tusindvis af arbejdspladser i de kommende år.

»Ja, der står oplysninger om økonomien bag Lynetteholm-projektet, som, jeg synes, er yderst relevante at få ud,« siger Enhedslistens Rasmus Vestergaard, der var stedfortrædende transportordfører for sit parti, da han læste rapporten.

Ny mail afslører, at biolog hos Købehavns Kommune sidste år kom med hård kritik af arbejdet i styrelse under transportminister Benny Engelbrecht (S).
Ny mail afslører, at biolog hos Købehavns Kommune sidste år kom med hård kritik af arbejdet i styrelse under transportminister Benny Engelbrecht (S). Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Rasmus Vestergaard understreger, at han ikke har mulighed for at fortælle, hvilke oplysninger der er bortcensureret, da oplysningerne fortsat er fortroligstemplede af Transportministeriet.

Men han kalder det »superproblematisk«, at hovedparten af Folketinget ikke har haft mulighed for at læse hele rapporten, før Lynetteholmen blev stemt igennem.

Rasmus Vestergaards kritik kommer, efter B.T. – som er i besiddelse af den ucensurerede udgave af rapporten – i weekenden skrev, at der er enorm usikkerhed om økonomien i Lynetteholm-projektet. Skatteborgerne kan ifølge eksperter ende med en milliardregning, hvis rapportens usikre forudsætninger ikke holder.

Politikerne har ellers lovet, at det enorme projekt ikke vil koste skatteyderne en krone. Politikerne går ud fra, at det er selvfinansierende gennem hovedsagelig salg af grunde.

B.T.s artikler fik efterfølgende Transportministeriet til på Twitter at gå ud med et budskab om, at det fortsat forventes, at 'det samlede projekt med udvikling af Lynetteholm og den nødvendige infrastruktur (metro og havnetunnel/ny ringvej, red.) kan finansieres af egne indtægter'.

Ministeriet skrev videre, at 'Enhedslisten og andre ordførere, der ønsker det, har kunnet læse den fulde rapport i Transportministeriet, hvilket Enhedslistens ordfører Rasmus Vestergaard har benyttet sig af'.

Det er korrekt, bemærker Rasmus Vestergaard.

Da Enhedslisten gik ind i sagen om den fortrolige rapport i foråret, tilbød transportminister Benny Engelbrecht, at Rasmus Vestergaard kunne møde fysisk op i ministeriet og læse den ucensurerede rapport.

Et tilbud, han takkede ja til.

Men Benny Engelbrecht glemmer følge Rasmus Vestergaard at fortælle, at han og transportordførerne fra de øvrige partier ikke må sige et ord til nogen om de censurerede dele af rapporten.

Da Folketinget stemte et af danmarkshistoriens største byggerier igennem 4. juni, var det altså et fåtal af Folketingets 179 medlemmer, der havde haft mulighed for at få indsigt i de censurerede dele af rapporten.

B.T. har sammenholdt den censurerede udgave af rapporten med den ucensurerede rapport.

Under overstregninger gemmer sig blandt meget andet hele Lynetteholmens såkaldte åbningsbalance (se faktaboks).

Det holdes også skjult for Folketinget, at det forudsættes, at det 350.000 kvadratmeter store rensningsanlæg Lynetten på Refshaleøen flyttes til Avedøre inden 2035, så der kan byudvikles på de 350.000 kvadratmeter og på den måde skaffes penge til metro og vej til Lynetteholm.

Det er der ingen aftale om.

Folketinget kan heller ikke se, at selskabet bag Refshaleøen forudsættes frivilligt at give 1,7-2,2 milliarder kroner til projektet.

Det er der heller ingen aftale om.

Enhedslistens nuværende transportordfører, Henning Hyllested, kalder det »dybt kritisabelt«, at Folketinget med et censureret beslutningsgrundlag i hånden har stemt milliardprojektet igennem.

»Folketinget har vedtaget loven om Lynetteholmen mere eller mindre i blinde. Det er vi nødt til at få undersøgt. Det er jo helt vildt, at der er sådan nogle hemmeligholdelser,« siger han og tilføjer:

Her ses Henning Hyllested, som er transportordfører for Enhedslisten.
Her ses Henning Hyllested, som er transportordfører for Enhedslisten. Foto: Torkil Adsersen
Vis mere

»I den her sag og proces omkring Lynetteholmen kan man ikke have tillid til Benny Engelbrecht eller ministeriet.«

Enhedslisten vil nu fremsætte et beslutningsforslag i Folketinget om, at anlæggelsen af Lynetteholmen sættes på pause.

B.T. har gentagne gange bedt om et interview med transportminister Benny Engelbrecht.

Det har ministeren afvist.

I stedet har han sendt en skriftlig udtalelse, hvor han blandt andet udtaler, at transportordførerne har haft mulighed for at læse den fulde rapport (se hele udtalelsen i boksen nedenfor).

Første spadestik til Lynetteholmen er planlagt til 17. november.

Den kunstige ø ventes fuldt udbygget i år 2070.