Lyt til artiklen

Fodbolde, en cykel, skovle og spande vil du typisk finde på en legeplads i en børnehave. Hvad man ikke lige regner med at finde, er derimod euforiserende stoffer.

Men det var lige præcis, hvad der skete tirsdag. Her fandt flere børn i børnehaven Isbjørnen i Valby tre poser kokain på legepladsen.

Det bekræfter Københavns Kommune over for B.T.

»Det er rigtigt, at nogle af børnene i en af vores børnehaver i går fandt tre poser med hvidt pulver, der siden har vist sig at være kokain. Vi er både chokerede og kede af, at nogen kan finde på at bruge børnehavens legeplads til at skjule stoffer,« skriver Kate Obeid, områdechef i Børne- og Ungdomsforvaltningen for Valby, i et svar til B.T.

Ifølge Københavns Politi tog et barn en af poserne med hjem, hvorefter politiet kom og afhentede den i hjemmet.

Politiet tog også ud til daginstitutionens legeplads for at lede efter flere poser, oplyser Købenahvns Kommune:

»Vi har overleveret sagen til politiet, der har været hele legepladsen grundigt igennem med en politihund, ligesom vi selv har gennemgået børnehaven, både indenfor og udenfor, uden at finde yderligere. Personalet og de gårdmænd, der passer på området, vil være ekstra opmærksomme fremover, og vi vil lægge en plan med lokalpolitiet for at skærpe opmærksomheden på børnehaven,« skriver områdechefen.

Fremover vil politiet holde godt øje med området.

»Det er et ubehageligt fund at gøre på en legeplads, og heldigvis er der ikke nogen, der har indtaget posernes indhold. Vores nærbetjente deltog i aftes i et forældremøde, hvor der blev talt grunigt om sagen og den bekymring, det har givet hos forældrene. Vi vil i den kommende tid føre et skærpet tilsyn med området, så vi kan holde øje med, om der er nogen, der bruger legepladsen til at indtage stoffer,« siger politikommissær Michael Krogslund-Nielsen, der er leder af Frederiksberg og Valby Nærpoliti.

Ina-Michelle Frost Heramb Chabli er næstformand i børnehavens forældreråd. Hun kalder situationen »forfærdelig«.

Hun har ét barn, der tidligere har gået i institutionen, og et barn, der nu har sin hverdag på Isbjørnens legeplads.

»Jeg er sikker på, at ledelsen i samarbejde med politiet tager hånd om det her, men det er ærgerligt, at nogle voksne mennesker har været så egoistiske at plante den slags, hvor de ved, at vores børn kommer,« siger hun og fortsætter:

»Jeg synes jo ikke, at det er det, at børnene finder det, der er forfærdeligt, men det er virkelig heldigt, at ingen af børnene har været mere nysgerrige. Det er jo dem, der finder på sådan noget, der er idioter,« lyder det fra Ina-Michelle Frost Heramb Chabli, der ser hændelsen som »enkeltstående« og derfor ikke er nervøs for at sende sit barn tilbage i børnehave.