Opdatering: Ved midnatstid oplyser Fyns Politi, at den efterlyste mand er fundet i god behold.

Mandag aften efterlyste politiet på Fyn en 82-årig mand, som var gået fra sit hjem.

Det skrev politiet på Twitter.

Det drejede sig om en ældre mand fra Nyborg.

I tweetet fremgik det, at han ikke var set siden klokken 16, hvor han forlod sin bopæl på Pilevej i Nyborg.

Han blev beskrevet som 175 centimeter høj, almindelig af bygning med lyst/gråt og kort hår.

Da han forlod bopælen var han iført blå cowboybukser, blå jakke og en ternet kasket.

Politiet oplyste videre, at han var afhængig af vigtig medicin, og at det derfor var vigtigt at finde ham.

Heldigvis gik der ikke lang tid, fra efterlysningen var offentliggjort, til politiet havde godt nyt i sagen.

Ved midnatstid skriver politiet på Twitter, at den efterlyste mand er fundet i god behold af en patrulje i Nyborg.