Hollywood-parret Alec og Hilaria Baldwin har godt gang i familieforøgelsen.

I september fødte Hilaria parrets femte barn, og nu knap et halvt år senere, har hun ud af det blå annonceret, at der er kommet endnu et nyt medlem af familien Baldwin.

Det har hun afsløret på sin Instagram-profil med et billede, hvor hun sidder sammen med alle børnene.

Her er både Edu, som er fem måneder gammel, samt en helt nyfødt baby, som parret endnu ikke har omtalt før.

Det amerikanske medie People skriver, at de har fået familieforøgelsen bekræftet af kilder tæt på parret.

Men om babyen er adopteret, om der har været en rugemor involveret, eller om der er tale om noget helt tredje, er der endnu ingen oplysninger om. Heller ikke, hvad den nyfødte hedder.

Parret har foruden Edu og den nye tilføjelse også børnene Romeo, Leonardo, Rafael og Carmen. Alle er under seks år gamle. Alec Baldwin har ydermere en 25-årig datter ved navn Ireland, fra et tidligere forhold.

Og selvom de har haft travlt med børnene, kunne de også have fået nummer syv og otte. De mistede nemlig to ufødte børn i 2019 til spontane aborter.

Den første seks uger inde i forløbet, mens den anden var hele fire måneder inde i graviditeten.