Han er den, der ved mest om parken. Samtidig er han direktøren for det hele. Henrik Ragborg Olesen er ham, man skal gå til, hvis man vil have en sjov anekdote fra Tivoli Friheden.
Han skuffer heller ikke, da B.T. beder ham om at komme med sit bud på de mest populære forlystelser i parken – en af forlystelserne har han nemlig siddet fast i i 20 minutter med en helt speciel person.
5. Skytower

Det er den mest benyttede forlystelse i Tivoli Friheden, men det er kun den femtemest populære. Hmm, hvordan kan det lagde sig gøre, tænker du? Kapaciteten er simpelthen for lille til at kunne konkurrere med de fire andre på listen. Det er nemlig sådan, at en person er lig med en tur. Og for bare lige at sætte, hvor vild Skytower er, i perspektiv, så er den af amerikanske forlystelsespark-entusiaster kåret som verdens vildeste forlystelse.
4. Himmelrum

Ud med Pegasus og ind med Himmelrum. Nummer fire på listen erstattede i 2020 den gamle Pegasus, som ifølge direktøren var helt legendarisk, og som nåede at køre mere end to millioner ture. Om Himmelrum bliver lige så legendarisk, vil tiden vise, men for nu er Himmelrum godt på vej.
3. Tyfonen

Navnet lyder ikke så familievenligt, men det er altså lige præcis, hvad den næste forlystelse på listen ifølge Henrik Ragborg Olesen er. Samtidig dækker Tyfonen over en spøjs historie fra direktørens eget liv.
»Det var i denne forlystelse, at undertegnende tilbage i 2006 – så vidt jeg husker – sad fast i 20 minutter sammen med blandt andre prins Henrik under præmiereturen. På et tidspunkt råbte prinsen ned til den undrende verdenspresse, om det var muligt 'at få bragt en kop kaffe og en cognac op til at fordrive ventetiden'.«
2. Cobraen

Lyder adrenalinsus, kildren i maven og at få fejet benene væk under dig som noget for dig? Så er du helt sikkert enige med de fleste af de besøgende i Tivoli Friheden. Nummer to på listen, Cobraen, giver dig nemlig lige præcist det. Derudover kan du så også lige lægge til, at dit hjerte pumper afsted, når du flyver 400 meter frit med benene. Direktørens egne ord, »lidt en dare-devil«, beskriver den muligvis bedst.
1. Hjertekig

Så skal vi til det. Tivoli Frihedens mest populære forlystelse er samtidig Danmarks højeste fritfaldstårn. Og du skal ikke lade dig snyde af navnet, Hjertekig, for forlystelsen er helt vild. Den giver dig følelsen af at falde frit og så at blive reddet, lige før du rammer jorden.