Julen står for døren, men det er desværre også blevet højsæson for coronasmitte. Derfor er der også rigtig mange, der lader sig teste.

Det kan være svært at opstøve en coronatest her i 11. time – men fortvivl ej, det er muligt.

Hvis du ønsker at få foretaget en gratis pcr-test gennem det offentlige, så er det som at lede efter en nål i en høstak. Der er ingen ledige tider at finde før jul.

Her er den eneste mulighed at opdatere løbende på coronaprøver.dk i håb om, at der i ny og næ dukker en ny ledig tid op, hvis en anden har valgt at aflyse.

Men det er i sidste ende næppe en holdbar strategi.

Det store pres har også fået myndighederne til at ændre sine anbefalinger, så pcr-test nu kun bør tages ved begrundet mistanke for smitte, ligesom man som nærkontakt i stedet nu anbefales at tage en kviktest på sjette dag.

Det er dog muligt at opsøge en pcr-test hos private udbydere. Copenhagen Medicals har ingen ledige tider op til jul, men hos PentaBase er det muligt at finde et pænt antal ledige tider i både Herlev den 22., men også i Kastrup alle dage frem til juleaften.

Her skal man dog til gengæld af med 390 kroner, hvis man ønsker svar dagen efter, mens beløbet stiger helt op til 1.500 kroner, hvis man ønsker svar inden for to timer.

De private udbydere samarbejder med myndighederne, og derfor bliver resultatet tilgængeligt på sundhed.dk, ligesom det overføres til coronapasset.

Har det været rigeligt dyrt at købe julegaver, så er der masser af kvikteststeder, hvor det ikke kræver tidsbestilling og er helt gratis. Her risikerer man dog at stå i kø i længere tid.

Allerede ved nitiden onsdag morgen er der mere end en times ventetid ved Fields, ligesom der er mellem 15 og 30 minutters kø på Rådhuspladsen.

Stederne opererer typisk med åbningstider fra klokken otte om morgenen til ud på aftenen. Juleaftensdag lukker teststederne dog klokken 16.

Man kan også tage sagen i egen hånd ved at anskaffe sig en selvtest. Men der findes næppe et mere eftertragtet produkt i disse dage, og derfor kan man også ende med at lede forgæves.

TV 2 oplyser, at der ikke er udsigt til flere på lager inden jul i diverse supermarkedskæder landet over, mens apotekerne løbende får nye, som dog hurtigt forsvinder igen. Matas forventer at have op mod 90.000 til salg, men de fleste online.

Til B.T. oplyser Matas på Hovedbanegården, at de har været udsolgt længe, og det er usikkert, om der kommer flere på lager.

Hos Normal er der netop kommet en ny levering onsdag morgen i en række butikker. Herunder i Amagercenteret, hvor de har fået en hel palle af pakker med fem styks i hver. De forventer dog, at de ryger hurtigt, så man skal være tidligt ude.

På Nytorv Apotek Strøget fik de også et lille parti onsdag morgen på 95 styk, men allerede et kvarter efter åbning er 15 af dem solgt. Her har folk stået i kø i håb om at få fingrene i en, oplyses det.

Med andre ord: Er man vaks og måske lidt heldig, er der fortsat gode muligheder for test inden der skal danses om juletræet.

Andre læser også