Hun var den ukuelige survivor. Var hende, der – uanset hvilket stormvejr hun befandt sig i – gang på gang rejste sig igen. Med rank ryg og hårknolden intakt.

Men nu har tidligere socialdemokratiske minister Ritt Bjerregaard tabt sin første – og sidste – kamp. Til en fjende, der var større og farligere end et langt livs politiske modstandere. Kræften.

81 år gammel blev Ritt Bjerregaard, som gennem fem årtier satte markante aftryk på den politiske dagsorden og var aktiv helt til det sidste. Hun sov stille ind i sit hjem på Østerbro i København omgivet af sine nærmeste.

»Jeg tror ikke, at jeg på noget tidspunkt holder op med at være politiker. Jeg kommer til at ligge på mit dødsleje og vurdere, om det er rimeligt, at de døde bliver behandlet på den måde,« som hun med fuldt optrukne smilerynker sagde i et stort interview med B.T. i 2017.

I princippet var hun 'tidligere politiker', men Ritt Bjerregaard slap aldrig sit politiske virke.
I princippet var hun 'tidligere politiker', men Ritt Bjerregaard slap aldrig sit politiske virke. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Ritt Bjerregaards kamp mod ulighed og for de svage, for dém, der ikke havde stemmen selv, har i perioder været svær at få øje på. Ofte blegnede den i det nådesløse lys fra de politiske skandaler.

Men det var dén kamp, hun var flasket op med og selv var stødt på, på sin vej frem i livet og i den politiske verden.

Som det ældste af tre børn voksede Ritt Bjerregaard op i den københavnske bydel Vesterbro i skyggen af Anden Verdenskrig. Kårene var sølle.

Til gengæld udgjorde kærlighed og tro på sig selv en solid del af dét fundament, som forældrene skabte for Ritt Bjerregaard og de to søskende. Men at uligheden herskede i samfundet, mærkede hun for alvor på egen krop, da hun kom på Christianshavns Gymnasium.

Det var forældrene, Rita og Gudmund Bjerregaard, der plantede en ukuelighed og solid tro på sig selv i Ritt Bjerregaard.
Det var forældrene, Rita og Gudmund Bjerregaard, der plantede en ukuelighed og solid tro på sig selv i Ritt Bjerregaard. Foto: Britt Lindemann
Vis mere

Hér – blandt børn af det bedre borgerskab – kostede hendes fattige opvækst hende mange mentale knubs. Som dog blot gjorde den unge Ritt Bjerregaard endnu mere stålsat.

»Jeg er ikke opdraget til, at noget er let. Hvis jeg beklagede mig over modstand og modgang derhjemme, sagde mine forældre altid, at så måtte jeg bare gøre mig lidt mere umage. Det ligger dybt i mig.«

»Også at jeg ikke bare lægger mig ned, men hurtigt vil op på hesten igen,« som hun i 2017 udtrykte det i Hendes Verden.

Det var, mens hun uddannede sig til lærer, at Ritt Bjerregaard mødte sit livs kærlighed, sin otte år ældre mand, historikeren Søren Mørch, som hun blev gift med i 1966.

Ritt Bjerregaard og hendes mand til galla på slottet.
Ritt Bjerregaard og hendes mand til galla på slottet. Foto: JØRGEN JESSEN
Vis mere

Parret havde meldt sig ind i Socialdemokratiet i troen på, at hvis der skulle skabes større lighed i samfundet, var det vejen. Få år senere gik Ritt Bjerregaard skridtet videre og blev aktiv i politik.

I 1970 blev hun valgt ind i Odense Byråd, og allerede året efter sikrede et højt antal personlige stemmer hende en plads i Folketinget.

Statsminister Anker Jørgensen var da heller ikke sen til at se lyset i den unge politiske stjerne, og i efteråret 1973 landede den stræbsomme Ritt Bjerregaard sin første af flere ministerposter.

Men at uligheden – denne gang mellem kønnene – stadig var en tung spiller, mærkede feministen Ritt Bjerregaard snart. 'Ankers nye pinup' blev hun kaldt på forsiden af Ekstra Bladet.

Ritt Bjerregaard var ene kvinde i flokken, da Anker Jørgensen i 1973 præsenterede sin regering. Ankers nye pinup blev hun kaldt.
Ritt Bjerregaard var ene kvinde i flokken, da Anker Jørgensen i 1973 præsenterede sin regering. Ankers nye pinup blev hun kaldt. Foto: Mogens Ladegaard
Vis mere

»Jeg blev virkelig ærgerlig. Jeg oplevede det som groft og diskriminerende,« sagde hun til Hendes Verden og fortalte, hvordan hun konstant var opmærksom på sit udseende og påklædning. Jo mere diskret, jo bedre.

»Jeg ville for alt i verden ikke havne i samme situation som politikeren Lene Bro, der kom på alverdens forsider, fordi hun optrådte i hotpants i Folketinget og siden mest blev bedømt på sit udseende. Jeg ville bedømmes på min politik.«

Med lighed og demokrati som ufravigelige pejlemærker gennemførte undervisningsminister Ritt Bjerregaard i de turbulente 70ere markante ændringer på området. Lige frem til 1978.

Det var på denne hotelsuite på Hotel Ritz i Paris, at Ritt Bjerregaard indlogerede sig under en konference i byen.
Det var på denne hotelsuite på Hotel Ritz i Paris, at Ritt Bjerregaard indlogerede sig under en konference i byen. Foto: NF
Vis mere

Dét efterår var Ritz-skandalen på forsiden af alle medier, efter at det kom frem, at hun under en rejse til Paris havde boet på det eksklusive hotel Ritz. Og havde spenderet 47.670 skattekroner på en af hotellets suiter. Hun nægtede at lægge sig ned og undskylde.

Der var ingen vej udenom. Anker Jørgensen fyrede hende som minister.

På billederne fra dengang kan man se, at Ritt Bjerregaard fælder en tåre. Selvom hun ihærdigt kæmpede for at lade være.

Ritt Bjerregaard måtte fælde en tåre, da hun blev fyret som minister efter at have misbrugt offentlige midler på en rejse til Paris.
Ritt Bjerregaard måtte fælde en tåre, da hun blev fyret som minister efter at have misbrugt offentlige midler på en rejse til Paris. Foto: Geert Bardrum
Vis mere

Snart var hun dog tilbage på hesten igen, og selvom andre skandaler fulgte, blev hun i sadlen, hvad end det var som socialminister, gruppeformand, fødevareminister, miljøkommissær eller overborgmester i København. Med rank ryg og hårknolden intakt.

I 2010 trak Ritt Bjerregaard sig fra politik. Sådan officielt.

Hun skrev bøger, holdt foredrag. Passede frugtplantagen på Midtsjælland. Havde stadig travlt, bare på en anden måde.

Men i 2015 blev hun en del af kræftstatistikken og gennemgik inden for en kort periode tre operationer og efterfølgende kemobehandlinger.

Mørke skyer hang over Ritt Bjerregaard, da hun i 2015 fik konstateret kræft. Men hun nægtede at bukke under for dødsdommen.
Mørke skyer hang over Ritt Bjerregaard, da hun i 2015 fik konstateret kræft. Men hun nægtede at bukke under for dødsdommen. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Siden bredte kræften til lungerne. Og lægernes melding var nådesløs: uhelbredelig.

»Der fik jeg en dødsdom, fik at vide, at jeg var uhelbredelig syg. Det var et chok. Jeg blev virkelig rystet og ked af det,« fortalte Ritt Bjerregaard til B.T. i efteråret 2019 og fortsatte så. Helt usentimentalt:

»Nogle ville måske sætte sig hen i et hjørne og græde. Men det gør jeg ikke. Jeg siger, okay, så er det med at få skrevet noget, så skal jeg se at komme i gang.«

For det var dét, der altid var vigtigst for Ritt Bjerregaard. At bruge livet. Og bruge det godt.

Ligestilling var en mærkesag for Ritt Bjerregaard, som blandt andet kæmpede kampen sammen med Helle Degn og Inge Fischer Møller.
Ligestilling var en mærkesag for Ritt Bjerregaard, som blandt andet kæmpede kampen sammen med Helle Degn og Inge Fischer Møller. Foto: Karl Nord
Vis mere

»Jeg har udrettet noget. Jeg synes, jeg har medvirket til, at kvinder er kommet frem. Partierne har fået kvindelige formænd. Det havde ingen forestillet sig dengang, da vi kæmpede for at få en kvindelig næstformand i S. Jeg synes, jeg har brugt livet, og jeg tror ikke, at der er noget efter døden,« som hun udtrykte det i et tidligere B.T.-interview.

Selvom Ritt Bjerregaards veninder kaldte hende sejere end de fleste og var overbeviste om, at kræften aldrig ville få bugt med hende, var hun realist og erkendte, at den ville sætte en stopper for hendes liv. At den var kampen, hun ikke kunne vinde.

Derfor sugede hun saft og kraft ud af nuet. Var til stede i det fuldt ud.

»Det er livet her og nu. Det jeg kan udrette nu. Det jeg kan opleve. Lykken ved at være her med min mand og vores kærlighed. Jeg venter mig ikke noget efter døden,« sagde hun til B.T.

Ritt Bjerregaard med veninden Anne Linnet.
Ritt Bjerregaard med veninden Anne Linnet. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Men døden ventede på hende. Og nu har den fået bugt med den ukuelige Ritt Bjerregaard.