Bogaktuelle Ritt Bjerregaard skrev andet bind af sine erindringer i et kapløb med kræften.
Man ser det straks. Smilet. De levende øjne i et solbrændt ansigt.
76-årige Ritt Bjerregaard tager imod. Hun er lettet. Ja, nærmest lykkelig. Vi er inviteret på besøg i det hyggelige byggeforeningshus i Kartoffelrækkerne i København for at snakke om hendes ny bog. Første bind i hendes erindringer fra barndommen og opvæksten på Vesterbro er solgt i 20.000 eksemplarer, hvilket er ganske flot. Andet bind dækker perioden fra hun kom i Folketinget i 1971 og tyve år frem. Det er en særdeles begivenhedsrig periode i ny dansk samtidshistorie fortalt af en politiker, der kom til at præge sin tid.
Men det er en anden nyhed vi skal høre først.
Ritt har været åben om, at hun er uhelbredelig syg af kræft. Hun har gennemgået tre operationer for en kræftsvulst på endetarmen og har fået kemo. Nu har kræften sat sig på lungerne som små metastaser, der helst ikke må vokse og brede sig.
Hun er blevet scannet, og tirsdag fik hun resultatet.
»Jeg har lige fået at vide, at jeg har et halvt år mere uden at skulle i kemobehandling. Det er en super nyhed,« siger Ritt Bjerregaard.
I bogen 'Valgt. Erindringer II', der udkommer 6. september, fortæller hun om de første år i politik. Mens hun skrev, var hun igennem en kemobehandling, og det påvirkede skriveprocessen. I indlagte kapitler hører vi om lægernes dødsdom, hvordan sorg og angst blev en del af hendes liv, og om ægtefællen, forfatteren og historikeren Søren Mørchs hjerteanfald og efterfølgende operation, hvor han fik en ny hjerteklap.
De to lever i perioder hver for sig, han i lejligheden i Kerteminde og hun i huset i København. Nu har de indført den regel, at de altid skal have en mobiltelefon inden for rækkevidde. For tænk nu, hvis den ene falder om. Søren Mørch er trods alt 83 år. De er begge blevet gamle.
Trods den opløftende besked fra lægerne, er Ritt rimelig nøgtern.
»Mit liv fra nu er delt op i halve år. Det er triste vilkår. Søren og jeg ved, at vi er på lånt tid. Det har vi forliget os med. Vi sørger for at have nogle gode hverdage sammen og lever i nuet,« siger hun.
Hendes veninder skriver opmuntrende til hende, at kræften aldrig får has på hende. For hun er sejere end de fleste.
»Sådan har jeg det ikke selv,« siger hun.
Det er ingen sjov oplevelse bare at måtte læne sig tilbage og ingenting kunne gøre.
»Der er ingen retfærdighed i det. Da jeg spurgte lægen, sagde han, at når man krydser de 70, støder de her sygdomme til. Jeg bliver aldrig rask. Jeg kan håbe på, at de metastaser, der sidder i lungerne, ikke vokser. De er vokset til 1-2 mm, men det er for lidt til at man vil gøre noget ved det,« siger hun.
Vi får i bogen et sjældent indblik i mennesket bag politikeren, når hun i de indlagte kapitler skriver om sit kræftforløb. Det er som om Ritt her træder ud af rollen og fører os dybt ind bag facaden. Ind i sjælens private gemakker. Næh, det synes hun nu ikke, afbryder hun og forklarer, at der ikke er andet ved hende, end det man kan se.
»Jeg tror ikke, at jeg på noget tidspunkt holder op med at være politiker. Jeg kommer til at ligge på mit dødsleje og vurdere, om det er rimeligt at de døde bliver behandlet på den måde,« siger hun og smiler bredt.
Livet har båret frugt, synes hun.
»Jeg har udrettet noget. Jeg synes jeg har medvirket til at kvinder er kommet frem. Partierne har fået kvindelige formænd. Det havde ingen forestillet sig dengang, da vi kæmpede for at få en kvindelig næstformand i S. Jeg synes jeg har brugt livet, og jeg tror ikke at der er noget efter døden. Det gælder om at bruge den tid der var,« siger Ritt og kommer med sin egen lille »bucketlist« - en ønskeseddel om de ting hun gerne vil nå, inden det er for sent.
På listen står tredje bind af hendes erindringer, som hun vil begynde at skrive på efter jul. Om tiden som EU-kommissær, minister igen og overborgmester i København. Der står også flere almindelige hverdage på listen, og gode oplevelse med familie og venner.
»Det er ikke sådan, at da jeg fik besked om, at jeg har uhelbredelig kræft, at jeg skulle nå en masse. Nej, jeg tænker, at jeg har brugt livet, og brugt det godt,« siger hun.
Åndelige refleksioner om et liv efter døden ligger hende fjernt.
»Jeg hører til de jordbundne typer. Det er livet her og nu. Det jeg kan udrette nu. Det jeg kan opleve. Lykken ved at være her med min mand og vores kærlighed. Jeg venter mig ikke noget efter døden,« siger hun.
Er der noget du fortryder?
»Nej, jeg har det lige som Edith Piaf. Hun siger det på fransk ”Je ne regrette rien”. Jeg fortryder ikke noget. Det er en ødelæggende ting at sidde der og tænke tilbage på den måde. Man kan analysere et forløb, men det andet kan jeg ikke bruge til noget,« siger Ritt.
Syv år er gået siden hun i 2010 lod sig pensionere efter en enkelt periode som overborgmester i København. Nu går tiden med skriverier og foredrag.
Når hun kommer ud i landet, hører hun ofte folk sige, at hun har været der altid. Fire årtier i toppolitik fornægter sig ikke. Engang en del af »De fantastiske fire«, kvartetten med Svend Auken, Poul Nyrup Rasmussen, Mogens Lykketoft og hende selv. Venner og fjender på kryds og tværs, og man sagde at deres indbyrdes alliancer og intriger drev Socialdemokratiet fra sejre til nederlag, splittede og samlede. Intet kunne besluttes, uden at de fire var inde over.
Igennem det meste af karrieren har det været et vilkår for hende, at folk enten hadede hende, eller elskede hende.
»Til det kan jeg kun sige, at det hjælper at blive pensionist. Der er mange flere, der elsker dig. Det er dejligt,« siger hun.
