»Jeg er bange for at komme til at ligge hjælpeløs uden at kunne gøre noget som helst og måske ikke engang fatte, hvad der foregår. Det har jeg ikke spor lyst til.«
Ritt Bjerregaard sidder rank i Børge Mogensen-tremmesofaen. Hænderne hviler fattet i skødet. Det venlige imødekommende smil er intakt. Kun de markante rynker i panden vibrerer en anelse. Signalerer, at dét her er noget, der går hende på. Det vender vi tilbage til.
Det er fire år siden, at den tidligere minister og overborgmester fik den besked, de færreste af os ønsker at høre. Hun havde kræft.
'Hvorfor lige mig?' spurgte hun lægerne. Hvorfor, når livet nu havde været levet sundt, og kroppen gennem 74 år var blevet behandlet godt? Hvorfor så lige hende?
»De var søde. De kiggede bare overbærende på mig og sagde: 'Du har alderen',« fortæller hun med smil.
78 år gammel har Ritt Bjerregaard for længst forliget sig med sin skæbne. Selvom hun ved, at udløbsdatoen nærmer sig.
'Nu bliver jeg aldrig mere rask, men er uhelbredeligt syg. Og det ligger inde i mig, uden at jeg kan mærke det,' som Ritt Bjerregaard bl.a.skriver i 'Udenfor', tredje bind i hendes erindringsserie, der netop er udkommet. Og som – om kræften vil det – ikke bliver det sidste.
»Der mangler stadig noget. Så nu skal jeg i gang med bind fire,« fortæller hun veltilfreds.
For Ritt Bjerregaard er erindringerne vigtige. Ikke som eftermæle. Men inspiration for andre kvinder, dét, hun selv savnede, da hun i 1973 blev minister første gang.
»Nu kan jeg både være forbillede for nogle og til afskrækkelse for andre,« joker hun og bruger et citat af veninden Hanne Vibeke Holst om sig selv: 'Hellere kælling end kylling'.
Kylling er da heller ikke noget, man kan anklage Ritt Bjerregaard for at være. Uanset hvilket stormvejr hun var været ude i sit liv, har hun altid stået fast. Dødsdommen er ingen undtagelse.
Hun erkender, at det var en helt anden slags kamp, som hun dér blev kastet ind i. Og at forskrækkelsen var stor, da hun i 2015 fik at vide, at hun var ramt af kræft.
Men efter tre store opslidende operationer på et halvt år – som var tæt på at tage livet af hende – følte Ritt Bjerregaard, at hun var kommet ud på den anden – og gode – side.
»Så bredte det sig til lungerne, og der fik jeg en dødsdom, fik at vide, at jeg var uhelbredelig syg. Det var et chok. Jeg blev virkelig rystet og ked af det.«
Men heller ikke dét bed sig fast under huden på den stålsatte Ritt Bjerregaard.
»Nogle ville måske sætte sig hen i et hjørne og græde. Men det gør jeg ikke. Jeg siger okay, så er det med at få skrevet noget, så skal jeg se at komme i gang,« siger hun om sin handlekraftige reaktion.
»Jeg er meget løsningsorienteret. Så jeg tror på, at hvis man hele tiden leder efter noget, som er godt og rart, noget, jeg kan gøre, så får jeg det også bedre.«
Èn af de ting, som får Ritt Bjerregaard til at få det bedre, er – som nævnt i indledningen – at gøre sig tanker om, hvordan hendes liv ikke skal ende.
»Jeg håber selvfølgelig, at jeg kan komme til at dø ligesom min mor, der gik i seng, læste søndagsaviserne, faldt i søvn og ikke vågnede op igen. Men det er der desværre ikke garanti for.«
Selv om Ritt Bjerregaard til daglig er upåvirket af den cellekamp, der raser inden i hende, ved hun godt, at der heller ikke er garanti for, at den nådige tilstand varer ved.
»Det springende punkt for mig er, om det breder sig til leveren og skal opereres væk. Det vil ikke være morsomt,« siger hun om dét scenarie, hun ikke vil acceptere.
Derfor har Ritt Bjerregaard besluttet selv at være herre over, hvornår og hvordan hun dør.
Det er, mener hun nemlig, en menneskeret. Og sammen med sin mand, Søren Mørch, har hun de seneste år kæmpet for retten til aktiv dødshjælp.
»Jeg prøver så meget, som jeg kan, at støtte Svend Lings, og hvad han har gjort for mange mennesker,« forklarer Ritt Bjerregaard, som har 'dødslægens' selvmordsmanual printet ud og liggende klar, hvis det skulle blive nødvendigt.
Men drømmen – hvis man kan kalde den det – er dog at ende livet på en klinik i Schweiz, et af de få europæiske lande, hvor assisteret selvmord er lovligt.
»Smerterne kan jeg frygte ved min sygdom. Og være bange for at komme til at ligge hjælpeløs,« siger Ritt Bjerregaard, hvis markante rynker omkring øjnene afslører det ubehag, hun føler ved tanken.
»Så hellere selv sige, at jeg har haft et godt liv sammen med dem, jeg holder af, og sige farvel og tak for denne gang. Det handler om en værdig afsked på livet.«
'Udenfor' er netop udkommet på Politikens Forlag
