Et kjole-ups, en fotografisk genistreg og løssluppen dans efter forretten. Det var nogle få af elementerne i tv-lægen Charlotte Bøvings perfekte bryllup, da hun 7. august blev gift med Christina Bøving.

»Det var den bedste dag i mit liv. Sådan er det, når man møder hende, man bare elsker. Jeg glædede mig som et lille barn til at cementere den kærlighed, jeg selv mærker i hjertet,« siger Charlotte Bøving.

På femte år lever hun med en uhelbredelig kræftsygdom og er derfor 100 procent bevidst om, at tiden er kostbar:

»Jeg har ikke tid til noget, der er forkert. Jeg har jo en udløbsdato på mit liv.«

I 2021 blev Charlotte og Christina gift. »Jeg glædede mig som et lille barn til at cementere den kærlighed, jeg selv mærker i hjertet,« sagde Charlotte efter brylluppet. Privatfoto
I 2021 blev Charlotte og Christina gift. »Jeg glædede mig som et lille barn til at cementere den kærlighed, jeg selv mærker i hjertet,« sagde Charlotte efter brylluppet. Privatfoto

Også for Christina Bøving var det helt særligt at sige ja til Charlotte Bøving:

»Når der er en diagnose involveret – og i øvrigt også i vores alder – betyder det virkeligt noget at sige ja til en livspartner. Det kræver noget at sige ja - til hinanden. Jeg ved, at jeg også siger ja til eventuelle søvnløse nætter og sorg, så det er mere ærligt end nogensinde før.«

Natten inde brylluppet blev parret vækket af et buldrende tordenvejr. To gange måtte de ud for at tjekke, at det festtelt, de havde slået op i deres have, stadig stod. Men som man kan se i videoen, var det en helt anden virkelighed, de vågnede op til.

»Solen brød igennem, der var 20 grader, og ikke en vind rørte sig,« siger Charlotte Bøving.

Teltet i baghaven ved parrets hjem i Varde overlevede nattens uvejr og stod lørdag den 7. august klar til fest. Privatfoto
Teltet i baghaven ved parrets hjem i Varde overlevede nattens uvejr og stod lørdag den 7. august klar til fest. Privatfoto

Oprindeligt skulle parret have været gift 20. juni 2020, men på grund af coronapandemien valgte de at skubbe brylluppet 14 måneder frem, så de stadig kunne få deres 120 gæster med til fest. Dét var ventetiden værd:

»Vi var omgivet af kærlighed fra det øjeblik, vi slog øjnene op,« siger Christina Bøving.

Efter fælles morgentræning og en dukkert, hvor de i ren begejstring 'slog bomber' i den udendørs pool, begyndte de første gæster og hjælpere at dukke op: Kokken, der senere brillerede i køkkenet, stylisterne Dennis Knudsen og Danni Sigen, der satte hår og makeup på brudene, Gry – ja, hende fra Melodi Grand Prix – der  forberedte en overraskelse.

»Der var en fantastisk stemning, vi sang skøre sange og kærlighedssange og glædede os, mens vi blev gjort lækre,« siger Charlotte Bøving og bliver afbrudt af sin kone: »Bettina Aller sang for eksempel den her sang for os: 'Jeg har barberet ben, barberet ben, barberet ben…'.«

Turen til kirken, tog brudeparret i en åben BMW. Privatfoto
Turen til kirken, tog brudeparret i en åben BMW. Privatfoto

Så fulgte dét, der ifølge Charlotte Bøving var dagens genistreg, at de fik taget de obligatoriske bryllupsbilleder – inden vielsen.

»Ingen kan jo alligevel se, hvornår billederne er taget, og vi havde lyst til at bruge mest mulig tid sammen med vores gæster.«

Senere på dagen måtte Christina Bøving dog sande, at der er grænser for, hvilke opgaver man kan overlade til en fotograf.

»Vores fotograf, Uffe, hjalp mig i kjolen, men glemte at spænde korsettet. Det var ikke hans skyld, jeg burde selvfølgelig have instrueret ham eller bedt stylisten eller Charlotte om hjælp. Det er jeg stadig helt ødelagt over.«

Ingen andre end designeren opdagede miseren, men selv burde Christina Bøving måske have bemærket det – som hun siger:

»Kjolen var meget let at have på, der var slet ikke noget, der strammede … Men jeg skulle hele dagen gå og løfte mine bryster op.«

Dennis Knudsen og Christina Jørgensens søn, Philip, fulgte brudeparret til alters. Privatfoto.
Dennis Knudsen og Christina Jørgensens søn, Philip, fulgte brudeparret til alters. Privatfoto.

I hver deres mere eller mindre stramtsiddende brudekjole designet af Lasse Spangenberg, kørte brudeparret til kirke i en BMW Z3 cabriolet. Uden for Sct. Jacobi Kirke ventede et imponerende følge af gæster, naboer, nysgerrige og presse.

»Folk var stimlet sammen til globryllup – vi var omgivet af venner og familie og folk, vi ikke kendte. Det tog os 25 minutter at komme frem til kirkedøren, fordi vi skulle hilse på alle,« siger Charlotte Bøving.

Da de endelig trådte ind i kirken, lød der et højt 'Hurraaa' fra forreste række, hvor Sanne Salomonsen sad, mens tv-lægen blev ført op ad kirkegulvet af sin bedste ven, Dennis Knudsen, og Christina Bøving blev fulgt til alters af sin søn, Philip. Allerede på vej mod alteret var Charlotte Bøving opløst i tårer:

»Jeg er så taknemmelig over at have mødt den her kæmpe store kærlighed i en alder af 54 år.«

Det var praktisk at have sin stylist som best man. Efter Vielsen måtte Dennis Knudsen redde Charlotte Bøvings make-up. Privatfoto.
Det var praktisk at have sin stylist som best man. Efter Vielsen måtte Dennis Knudsen redde Charlotte Bøvings make-up. Privatfoto.

De to kvinder har kendt hinanden i flere år, men først for to år siden, da Dennis Knudsen holdt barnedåb for sin ældste søn, Lucas, var tiden rigtig. Dengang var det til tonerne af en melodi fra 'Phantom of the Opera', at de endelig »begge var frie i hjertet« og kunne tillade gnisten at springe. Da samme nummer blev spillet i kirken, fik følelserne frit løb hos dem begge:

»Det var ubeskriveligt. Hold kæft, jeg var rørt,« siger Charlotte Bøving.

Sammen med et enkelt vennepar kørte de nygifte efter vielsen til Hotel Arnbjerg i Varde, »sablede en champagne« og skålede for kærligheden. Derefter var de klar til at tage imod de 400 gæster, der dukkede op til reception i deres fælles konsultation, Jugendhuset.

»Alle var velkomne, og der kom så mange mennesker, vi slet ikke havde regnet med. For eksempel min første barnepige og Christinas mødregruppe, fra dengang hun boede i USA. Det var så skønt,« siger Charlotte Bøving.

I 2021 blev Christina og Charlotte Bøving gift. To år efter de mødte hinanden og blev kærester. Privatfoto.
I 2021 blev Christina og Charlotte Bøving gift. To år efter de mødte hinanden og blev kærester. Privatfoto.

Den lokale bager havde bagt kæmpestore jordbærtærter, og selvom der var masser af gæster, var der også rester, så beboerne på det lokale plejehjem kunne få bryllupskage til kaffen dagen efter.

Efter receptionen var der fest for de særligt indbudte hjemme i parrets have.

»Vi begyndte med at tage et fælles foto af alle vores gæster … Og så gik festen i gang. Allerede mellem forretten og hovedretten gik Gry på med 'Kloden drejer', der udviklede sig til en 40 minutter lang kavalkade af Melodi Grand Prix-numre, hvor alle dansede.«

Der var god mad og masser af vin, men selv drak brudeparret minimalt.

»Vi ville være klare i hovederne, for vi ville ikke gå glip af noget,« siger Charlotte Bøving.

Mellem retterne daskede gæsterne rundt i haven, børnene plaskede i poolen, og stemningen var præcis så let og sommerlig, som de begge have drømt om.

»Det var en fuldkommen magisk aften, som sluttede, da Christina klokken tre meddelte: 'Nu vil jeg have min kone for mig selv.' Vi havde indlogeret alle gæster på hotel, for vi ville have lov til at at nyde hinanden i fred – og det gjorde vi.«