»Bivirkningen rammer en ud af 25.000, så det bliver ikke mig.«
Den indstilling havde Frank Jensen, da han for nylig smøgede sit ærme op for at få sit boosterstik mod corona. Og den følelse er der nok mange andre, der også har stået med. For hvad er chancen – eller risikoen, om man vil?
Den kan føles lige så lille, som at vinde i Lotto. Men én skal den jo ramme, og der tog 49-årige Frank Jensen fra Nordjylland altså »en for holdet,« som han selv siger.
Frank er nu bosat i Adelaide i Australien og fortalte første gang sin historie til Nordjyske, efter han skrev på Facebook, at han har været ramt af en sjælden reaktion på sit tredje stik i forbindelse med vaccinationen mod corona.

»Glædelig jul, jeg håber, I nyder højtiden i selskab med jeres kære, og at I har fået nogle skønne gaver. Selvom jeg ikke har nogen idé om, hvilke gaver julemanden har haft med til jer, vil jeg under ingen omstændigheder bytte gaver med nogen af jer, da jeg fik præcis, hvad jeg ønskede mig.«
Det skrev Frank i et opslag og henviser til kardiologerne på Royal Adelaide Hospital, som han kalder for sine »personlige julemænd«.
Og deres ekspertise havde han i den grad brug for.
Frank blev nemlig ramt af det, der i lægetermer kaldes myokarditis, som er en betændelse i hjertemusklen. En meget sjælden bivirkning, der altså rammer cirka en ud af 25.000 efter at have fået coronavaccinationen.
»Efter jeg fik mit boosterstik fredag for halvanden uge siden, sov jeg mere eller mindre i to døgn. Men mandag arbejdede jeg 11 timer og havde det fint,« fortæller Frank til B.T.
Tirsdag fik han dog pludselig smerter i det ene ben. Derfor kontaktede han lægen, som ikke hørte nogen alarmklokker.
Men så fik Frank en brændende følelse i brystet. Han ringede til lægen om onsdagen og fik en tid dagen efter.
»Jeg var parat til at aflyse, fordi jeg fik det fint igen. Men vi havde jo lavet aftalen, så jeg kiggede forbi,« siger Frank.
Lægen tog blodprøver og meddelte, at Frank ville få svar på prøverne om aftenen. Men klokken nåede kun at blive 14, før hans telefon ringede:
»Jeg skulle indlægges akut, fordi blodprøven viste, at et enzymtal lå på 5.000. Det skal normalt ligge på 50.«
Lægerne havde mistanke om, at det enten skyldes boostervaccinen, eller at Frank havde haft et eller flere hjerteanfald. Selv håbede han inderligt på det første.
»Jeg er 49 år, så jeg blev da bange for, at jeg havde haft hjerteanfald uden at vide det. Det kan man åbenbart godt,« siger Frank, der ikke måtte bevæge sig ud af hospitalsengen den første nat, fordi man frygtede, at han kunne få hjerteanfald.

Men efter han var blevet undersøgt for blokeringer i blodårer og hjerte – en undersøgelse, der kan give både hjerteanfald, hjertestop og slagstilfælde, kom konklusionen:
Smerterne i det ene ben, brystet og ekstremt høje enzymtal skyldtes vaccinen og ikke et hjerteanfald. Og det faktum var en lettelse for nordjyden:
»Jeg ser det som en gave, at jeg fik beskeden: 'dit hjerte har det fint, du har ikke haft hjerteanfald, og dit hjerte har heller ikke lidt nogen skade.' Så det hele endte jo godt.«
Så hvad synes Frank Jensen om vaccinationer og boosters mod corona i dag? Det spørgsmål stiller han sig selv på Facebook, og svarer:
'Godt spørgsmål, nemt svar: Jeg synes stadig, at alle bør få deres vaccinationer og booster-shots – og hellere i dag end i morgen, for vi har brug for, at så mange som muligt vaccineres for at komme tilbage til det liv, vi havde pre-covid,' skriver han i sit opslag.
Frank er altså ikke blevet skræmt af den ellers ret voldsomme oplevelse, og tager også gerne den næste vaccine eller booster.
Alternativet er, ifølge ham, nemlig værre:
»Hvis du siger nej til vaccinationerne, vil din risiko for at få myokarditis være større, end hvis du er vaccineret. Og det vil højst sandsynligt ikke være en mild myokarditis, som jeg havde, men så kan du dø af det,« siger han og afslutter:
»Myokartitis er en af de ting, corona kan føre med sig - men der vil være flere, så det er ikke 'kun' frygt for myokartitis, der skal få folk til at vaccinere sig.«



