Et tocifret antal kvinder kæmpede for to år siden for Colton Underwoods gunst i realityprogrammet 'The Bachelor'.

Nu afslører den 29-årige ungkarl, at han er homoseksuel.

Det skriver BBC, som refererer til et interview i programmet 'Good Morning America', som Colton Underwood medvirkede i onsdag.

»Jeg har flygtet fra mig selv meget længe. Jeg har hadet mig selv meget længe,« siger den tidligere realitydeltager i interviewet og fortsætter:

»Jeg er homoseksuel. Det er jeg kommet frem til tidligere i år, og jeg har bearbejdet det lige siden. Det næste skridt i processen er at fortælle det til folk.«

I interviewet siger han også, at han har været nervøs for at springe ud, men at coronapandemien har hjulpet ham med at tage mod til sig.

»2020 er året, hvor folk har haft rigtig meget tid til at se selv i spejlet og forstå, hvem de, hvad de flygter fra eller hvad de fortrænger,« siger han i interviewet.

Det var i 2019, at Colton Underwood var hovedperson i den 23. sæson af det amerikanske program 'The Bachelor'.

Colton Underwood i forbindelse med promoveringen af 'The Bachelor'.
Colton Underwood i forbindelse med promoveringen af 'The Bachelor'. Foto: Daniel SLIM
Vis mere

Her kunne ungkarlen vælge og vrage mellem et tocifret antal smukke unge kvinder, som forsøgte at overbevise ham om deres kærlighed.

Han fortæller i 'Good Morning America', at han godt kan forstå, hvis kvinderne vil reagere, nu hvor han er stået frem som homoseksuel.

»Jeg har forståelse for, at de føler sig snydt. Jeg har tænkt meget over dette, og jeg fortryder, at jeg var med i programmet. Jeg skulle ikke have draget andre mennesker ind i mit rod.«

Inden Underwood medvirkede i 'The Bachelor', spillede han amerikansk fodbold og var så god, at han sågar nåede til prøvetræninger hos en række NFL-hold.

Hans fodboldkarriere sluttede dog allerede i 2016, hvorefter han altså gik tv-vejen i stedet.

I 'The Bachelor' endte han med at vælge den 25-årige Cassie Randolph, men selvom programmet normalt foreskriver, at ungkarlen frier til sidst, så valgte Colton Underwoods ikke at gå på knæ.

Og det var nok heldigt nok, for han og Randophs forhold endte yderst dramatisk.

Cassie Randolph anmodede for eksempel efterfølgende om et polititilhold mod Colton Underwood, fordi hun angiveligt følte sig stalket af ham.

Randolph trak dog anmodningen tilbage kort efter, hvorefter politiet droppede sagen.