En dansk rytter, en stenrig britisk familie og en super god hest. Sådan lyder opskriften på en dansk VM-guldmedalje, der har ført til stående applaus fra både Brian Laudrup og kronprinsesse Mary.

Selvom Danmarks bedste dressurrytter, Cathrine Laudrup-Dufour, er pæredansk, så er der et britisk islæt over den danske sejr ved VM i Herning. Den danske dressurstjernes tophest er nemlig delvist ejet af en stenrig britisk familie.

I en sport, hvor millionerne ofte ruller hurtigere, end hestene kan løbe, har Cathrine Laudrup-Dufour ellers gjort sig bemærket ved at have redet sig til succes, selv om hun ikke kommer fra en velhavende familie.

»Jeg kommer fra en ret almindelig kartoffelfamilie,« har Laudrup-Dufour, der voksede op på Midtsjælland, tidligere fortalt til B.T., mens Politiken i 2017 tidligere har udnævnt hende til 'Ridesportens fattigrøv'.

Cathrine Laudrup-Dufour fejrer her sin individuelle sølvmedalje for Grand Prix Special ved VM i Herning.
Cathrine Laudrup-Dufour fejrer her sin individuelle sølvmedalje for Grand Prix Special ved VM i Herning. Foto: Friso Gentsch
Vis mere

Hun fik sit store gennembrud med dressurhesten Cassidy, som hun fik i sine teenageår, da han også var ung, og som hun selv red op til de høje konkurrencer.

»Han har rørt så mange hjerter, og han har vist, at det er muligt at købe en god hest til en ung pige, normal familie, og bare gøre det,« lød det tirsdag fra Cathrine Laudrup-Dufour i en tårevædet tale ved VM i ridning i Herning, hvor hun holdt en afskedsceremoni for den efterhånden legendariske Cassidy, der i en alder af 19 år er blevet pensioneret fra konkurrencebanerne.

Få dage forinden stod hun jublende i samme arena med armene over hovedet, da hun fejrede sin individuelle VM-sølvmedalje samt holdguld, mens både kronprinsesse Mary, Cathrines svigerfar, Brian Laudrup, og andre hesteentusiaster jublede på sidelinjen.

Selvom hun med Cassidy red sig op i verdenseliten, hvor præmiepengene ofte kan tælles i fem- eller sekscifrede beløb (Hun fik for eksempel 134.676 kroner for sin individuelle sølvmedalje ved VM, mens holdguldet gav en præmiesum på 182.297 kroner til deling mellem holdet), så er ridning på eliteplan meget dyrt, og de gode heste er endnu dyrere.

Sarah Pidgley, der ses til venstre for hesten, er en stor hesteentusiast. Hesten på billedet er den britiske rytter Charlotte Dujardins tidligere hest, Gio, som her ses med Dujardin, som var medaljetager ved det seneste OL. Den har familien Pidgley også købt.
Sarah Pidgley, der ses til venstre for hesten, er en stor hesteentusiast. Hesten på billedet er den britiske rytter Charlotte Dujardins tidligere hest, Gio, som her ses med Dujardin, som var medaljetager ved det seneste OL. Den har familien Pidgley også købt. Foto: Garry Bowden/Shutterstock/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Skal man op på eliteniveau, så koster det penge. Her kan den lille rideskolepige ikke være med,« forklarede Dansk Rideforbunds formand, Ulf Helgstrand til B.T. tirsdag.

Derfor har de fleste ryttere på eliteniveau brug for hjælp fra sponsorer, og i Cathrine Laudrup-Dufours tilfælde har hun hele to pengestærke familier i ryggen.

Den ene af hendes topheste, Bohemian, ejes af den danske rigmandsfamilie Zinglersen, der blandt andet ejer it-firmaet SEC Datacom, mens tophesten Vamos Amigos, som hun netop har vundet guld og sølv på i Herning, ejes af den velhavende britiske familie Pidgley.

Pidgley-familien har sin formue fra den nu afdøde Tony Pidgley, der skabte en formue på entreprenørvirksomheden Berkeley Homes, og som i 2018 ifølge The Guardian havde en formue på over 2,7 milliarder kroner.

 Cathrine Laudrup-Dufour på hesten Vamos Amigos.  
Cathrine Laudrup-Dufour på hesten Vamos Amigos.   Foto: Friso Gentsch
Vis mere

Tony Pidgley var frem til sin død i 2020 gift med Sarah Pidgley, der er stor dressurentusiast. Parrets to døtre, Annabella og Jessica, og familien har gjort sig bemærket ved deres indkøb af topheste.

Familien har købt flere heste af den danske hestemilliardær Andreas Helgstrand, som Laudrup-Dufour i øvrigt har et forretningssamarbejde med, og den 17-årige Annabella Pidgley er blevet en af Europas bedste juniorryttere i dressur.

Familien Pidgley, der har hesteejendommen Kilbee i Windsor west for London, har gennem flere år haft deres hest i ridning hos Catherine Laudrup-Dufour, der også træner Annabella Pidgley.

Annabella Pidgley har fået en del af hestene hjem til England, men den tiårige vallak Vamos Amigos, som i sin tid også blev købt fra Andreas Helgstrand, har indtil videre været stillet til rådighed for Cathrine Laudrup-Dufour, hvor det virker til, at den bliver i noget tid endnu.

I hver fald fremgår den danske rytter nu som medejer af hesten, ligesom hun flere gange på sin Instagram-profil har takket den britiske familie for, at hun kan ride den værdifulde hest.