Han løb en tur. Og en tur til. Og en mere. Når han ikke kunne løbe mere, gik han hele vejen fra sin mørke kælder i nærheden af Gellerupparken og ind til Magasin i midtbyen. Han havde ikke råd til at købe noget, han sad bare og kiggede på mennesker og forsøgte at dulme ensomheden.

Tidligere skuespiller Søren Byder havde forladt alt. Han kunne ikke trække vejret i sit eget liv. Så en morgen pakkede han pludselig to tasker og skred. Han sagde sit teaterjob op og lod sig skille fra sin kone og mor til deres tre børn.

»Det var fuldstændig infantilt og utilgiveligt, det jeg gjorde. Det var alt, alt, alt for voldsomt,« siger 49-årige Søren Byder.

Nu vil han gerne advare andre mod at begå de samme fejl, som han har med sig i rygsækken, og har derfor med hjælp fra sin gode venninde og redaktør Louise Trankjær skrevet den autofiktive roman 'Kriger', der udkom torsdag den 4. november.

»Man skal ikke bare hoppe op på hesten og ride ud i solnedgangen og forfølge sin egen lykke. For store valg har som oftest store konsekvenser, og det, jeg gjorde, var så voldsomt for mine børn,« siger han.

Søren Byder er blandt andet kendt for sin rolle som kokken Jimmy i TV 2-serien 'Hotellet'. Han har også spillet med i serien 'Nikolaj og Julie'. Og så var han fra 2004 til 2008 skuespiller ved Aarhus Teater.

Han var gift med den kendte skuespiller Anne Sofie Espersen, og sammen med deres tre børn boede de i et dyrt byhus på Amaliegade i midten af Aarhus, mens livet buldrede derudad.

Søren Byder og Anne Sofie Espersen var både kollegaer i Aarhus Teater og gift med hinanden og forældre til tre børn.
Søren Byder og Anne Sofie Espersen var både kollegaer i Aarhus Teater og gift med hinanden og forældre til tre børn. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Men en dag i august 2008 trak Søren Byder pludselig stikket til alt det velkendte og meddelte både kone og teater, at han havde fået nok af det hele.

»Jeg havde svært ved at være i mit ægteskab, for det fungerede ikke for mig. Men jeg skulle ikke have stoppet mit ægteskab på den måde. Det har jeg fortrudt lige siden. Vi skulle have talt ordentligt om tingene og været i en proces omkring det,« siger han.

Skuespillerlivet hang ham langt ud af halsen. De roller, han gerne ville have, fik han ikke. Han var ikke dygtig nok. Han kedede sig så meget, at han lavede om i replikkerne på teaterscenen hver aften, bare for at der skete lidt.

»Når man oplever, at man ikke lykkes, kan man enten stoppe op, eller man kan pumpe sig selv op med varm luft for at få det til at se ud, som om alt går godt. I virkeligheden var jeg led og ked af det hele,« siger Søren Byder.

Søren Byder spiller her rollen som den 14-årige dreng Rune i teaterforestillingen 'Familien Gregersen' – en rolle han var 'led og træt' af. Alle de mere alvorlige, seriøse roller fik han ikke.
Søren Byder spiller her rollen som den 14-årige dreng Rune i teaterforestillingen 'Familien Gregersen' – en rolle han var 'led og træt' af. Alle de mere alvorlige, seriøse roller fik han ikke. Foto: flemming krogh
Vis mere

Men skuespillet var det eneste, han havde lært. Han havde ingen anden uddannelse i baghånden og skulle starte forfra. Og det skulle gå stærkt, for han havde masser af regninger, der skulle betales. Halvdelen af huslejen til byhuset, husleje til sin egen lejlighed, børnebidrag, afdrag på gæld osv.

Meget langt fra pudderkvaste på teatrets skrå brædder fik han job som stilladsarbejder. Hans nye kollegaer var fysisk stærke og noget mere ordknappe, end han var vant til. Alle arbejdede på akkord, så frokosten bestod oftest af en drikkeyoghurt, så man ikke behøvede at spilde tid på at holde spisepause.

Søren Byder koncentrerede sig ikke om andet end at arbejde så hurtigt som muligt og undgå at falde ned.

»Det var en stor lettelse for mig at stå på stilladset i stedet for scenen. Der var noget terapeutisk i at arbejde med mine hænder på den måde,« siger han.

Fra den ene dag til den anden forlod Søren Byder sit liv som feteret skuespiller og startede forfra som stilladsarbejder, en verden han ikke kendte.
Fra den ene dag til den anden forlod Søren Byder sit liv som feteret skuespiller og startede forfra som stilladsarbejder, en verden han ikke kendte. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Men afsavnet til børnene var enormt stort. Han så dem kun hver anden uge, og de uger, han ikke havde travlt med at hente børn og skifte ble og lave aftensmad, sank han ned i ensomhed.

Det, han elskede allermest, var pludselig ikke tilgængeligt på samme måde, som han var vant til. Det var en stor sorg kun at kunne følge med i halvdelen af sine børns liv.

»Jeg følte – og føler – en meget stor skyld. Det var voldsomt ubehageligt at se, hvad det gjorde ved mine børn, at jeg havde brudt familien op,« siger han.

De første tre uger efter skilsmissen lånte han en lejlighed af Aarhus Teater. Det var august, og der var ikke mange ledige boliger på markedet til hans skrabede budget. Han endte med to bittesmå kælderværelser i nærheden af Gellerupparken meget langt fra sit 'Bo bedre'-hjem i Amaliegade.

De uger, han ikke havde børnene, var han dybt ensom og ulykkelig. Hans familie og venner boede på Sjælland, og han talte med så få mennesker, at han gik rundt i Magasin for bare at være i nærheden af andre.

Søren Byder har udgivet bogen 'Kriger', derudkom torsdag den 4. november.
Søren Byder har udgivet bogen 'Kriger', derudkom torsdag den 4. november. Foto: Byrd: Jacob Crawfurd
Vis mere

Efter to år flyttede både han og ekskonen til København, og Søren Byder fik et vikarjob på et børnehjem. Han havde været ude for en ulykke, hvor han faldt ned fra et stillads og fik skader på både ben, hofte og ryg, så han ikke længere kunne være stilladsarbejder.

Vikarjobbet førte til en fastansættelse, hvor han samtidig fik mulighed for at uddanne sig som pædagog. Senere blev han familiebehandler, og siden 2015 har han arbejdet som selvstændig coach.

For Søren Byder lå der en stor kraft i at forsøge at være noget for andre, og arbejdet med børn gav ham mening.

På Roskilde Festival i sommeren 2012 fandt han igen kærligheden. Han var taget på festival med nogle venner fra stilladsbranchen, som netop havde drillet ham med, at han var for gammel til at finde en ny kæreste, da en »meget, meget køn pige« kom hen og spurgte, om han var ham fra tv-serien 'Hotellet'.

Søren Byder spurgte snedigt, om han måtte låne hendes telefon, fordi hans egen var gået ud, og brugte anledningen til at ringe til sig selv, så han havde hendes nummer. Derefter bombarderede han hende med sms'er, indtil hun sagde ja til en date, og de har været sammen lige siden.

»Hendes kærlighed reddede mig virkelig, og efter jeg mødte hende, begyndte jeg at få det rigtig godt igen,« siger Søren Byder.

Søren og Johanne Byder har sammen tre drenge: Svend på 5, Erik på 3 og Niels på 1 år.
Søren og Johanne Byder har sammen tre drenge: Svend på 5, Erik på 3 og Niels på 1 år.
Vis mere

Hans nuværende kone, Johanne Byder, er 16 år yngre end ham, og sammen har de fået tre drenge. Svend på fem, Erik på tre og Niels på et år. Søren Byder har derudover tre børn fra ægteskabet med Anne Sofie Espersen: Sylvester på 22, Sulajma på 18 og Buster på 14. Den ældste er flyttet hjemmefra, de to yngste har han hver anden uge.

»Det er helt vidunderligt at starte forfra med små børn igen. Jeg har ikke brug for noget som helst andet end at være sammen med mine unger og Johanne. Særlig hverdagene med sure madpakker og kedelige lektier er jeg helt vild med – måske fordi jeg ved, hvordan det er at skulle undvære det,« siger han.

Selvom Søren Byder i dag er et rigtig godt sted, vil han gerne være åben og ærlig om den krise, han har været igennem.

»Jeg er nødt til at være offentlig omkring det, fordi det er vigtigt for mig, at vi stopper med at fortælle partyversionen af vores liv. Det kan derimod knytte os sammen som mennesker, at vi deler det, der er svært,« siger han.

Han ville ønske, at han havde talt med nogen om, hvordan han havde det, inden har smækkede med døren til sit gamle liv. At han havde taget imod rådgivning fra andre, så han i tide havde set, at lykken ikke bare er at tænke på sig selv og ride ud i solnedgangen i jagten på frihed.