En kendt dansk rigmand bliver trukket ind i sagen om den danske it-milliardær Christian Lanng, der er anklaget for groft seksuelt misbrug af en ansat – herunder ved at have lavet en sexslave-kontrakt.
Den danske Skype-millionær Morten Lund bliver nemlig i søgsmålet også anklaget for at have lavet et seksuelt overgreb på kvinden. Det afviser han dog.
»Påstande fremsat af sagsøgeren mod mig vedrørende hændelser i 2014 er fuldstændig grundløse og fuldstændigt forkerte og fabrikeret,« skriver Morten Lund i en sms til TV 2.
Det var det californiske medie, SFGate, der tirsdag som det første medie bragte Morten Lunds navn på banen, da det fremgik af en passage i den stævning, der var indgivet i den grove sag mod Christian Lanng.

'Tradeshift var et giftigt, fjendtligt arbejdsmiljø, hvor Jane Doe (et standardnavn, som ofre bliver brugt i retsdokumenter i USA, red.) blev seksuelt misbrugt, tortureret og overfaldet af Lanng, samt seksuelt overfaldet af to bestyrelsesmedlemmer, [Morten] Lund og [Morten] Sondergaard, i løbet af hendes ansættelse, under kendskab fra ledelse og bestyrelse,« står der ifølge SF Gate i retsdokumenter.
Sidenhen har flere danske medier – herunder TV 2 – fået indsigt i retsdokumenterne, hvor det fremgår, hvad det præcis er, at kvinden anklager Morten Lund for:
Ifølge TV 2 er Morten Lund en af flere andre, der er blevet sagsøgt i sagen.
Det er en unavngiven kvinde, som arbejdede i it- virksomheden Tradeshift, som Christian Lanng var medstifter af og direktør for, der har indgivet søgsmålet.

Lanng og kvinden har angiveligt haft et seksuelt forhold, hvor hun tilsyneladende skulle underskrive en 'sex slave-kontrakt', hvori hun tilkendegav, at Lanng var hendes 'herre' og at hun skulle stå til rådighed som sexslave for direktøren.
Ifølge kontrakten, som flere medier har offentliggjort, skulle kvinden blandt andet knæle for Lanng, bære et halsbånd og finde sig i, at han kunne 'straffe' sin slave.
Christian Lanng har både overfor B.T. og andre medier afvist anklagerne om misbrug af kvinden, da forholdet ifølge ham var samtykkebaseret.
»Det er et åbenlyst forsøg på at afpresse mig via hvad intimt forhold, vi har haft, og jeg har ikke givet efter, så nu prøver de med et søgsmål af meget tvivlsom status,« har han forklaret.
Hans påstand er, at de to allerede var i et forhold, inden kvinden fik job i hans virksomhed.
Kvinden påstår derimod, at hun blev misbrugt, at forholdet begyndte kort efter, at hun blev ansat som Lanngs assistent, og at hun følte sig tvunget til at underskrive kontrakten, da hun var bange for at miste sit job.
Og der er her, at de andre sagsøgte kommer ind i billedet. Kvinden mener nemlig, at flere af de anklagede kendte til hendes situation uden at gribe ind, ligesom hun anklager dem for at have dækket over Lanng.
Ifølge TV 2 anklager hun dertil Morten Lund, der dengang ved bestyrelsesmedlem i Tradeshift, for ved én lejlighed at ‘blotte sin penis og få udløsning foran hende’.
Morten Lund afviser anklagerne og tilføjer desuden til TV 2, at han slet ikke har været en del af Tradeshift på det tidspunkt.
B.T. har også forsøgt at få en kommentar fra Morten Lund, men det er endnu ikke lykkedes.

Christian Lanng arbejder ikke længere i Tradeshift. Han blev pludselig fyret i oktober, og kort efter kom det frem, at det var grundet anklager om seksuelt misbrug og chikane.
Morten Lund og Christian Lanng har kendt hinanden gennem mange år, da det netop var et samarbejde mellem de to, der tilbage i omkring slutningen af 00erne blev startskuddet til Tradeshift.
Morten Lund har inden haft stor succes med Skype, som han investerede i fra virksomhedens start og sidenhen indbragte ham mange millioner, da stifterne Janus Friis og Niklas Zennström solgte det til eBay i 2005.
Udover Morten Lund er yderligere en dansker – nemlig Lone Fønss Schrøder, der er en af Danmarks mest fremtrædende erhvervskvinder – og blandt andet sidder i bestyrelsen for IKEA – ifølge Finans også blevet nævnt i stævningen.
Fønss Schrøder har tidligere været bestyrelsesmedlem i Tradeshift, og bliver nævnt som eksempel på, at bestyrelsen har kendt til det seksuelle misbrug uden at gribe ind.
Hun afviser beskyldningerne over for Finans.
»Jeg ønsker at gøre det helt klart, at jeg under min tid i bestyrelsen aldrig blev informeret om den sag, du nævner. Mit eneste kendskab til denne sag kommer fra de informationer, der netop er dukket op i medierne,« skriver hun i en mail til Finans.

