De fik næsten tre årtier sammen, før Lone Dybkjær i sommer tog afsked efter et rigt og kærligt liv.
I et stort interview med Billed-Bladet sætter Poul Nyrup Rasmussen nu ord på den sidste tid med sit livs kærlighed. Og den sorg, der er fulgt efter deres farvel.
Enkemanden var der ved hendes side, til hun drog det sidste suk i et rigt liv.
»Jeg var hos hende hele tiden de sidste dage og nætter, hvor jeg sang de sange, jeg vidste, hun holdt af. Jeg syntes, hun svarede nogle gange, og til sidst var jeg måske alene om det. Men det gør jo heller ikke noget.«
»Det afgørende er, at jeg fik sagt farvel på en måde, så hun er der hele tiden. Det er ikke sådan et definitivt farvel. Det er et håndslag på, at Lone altid vil være hos mig, uanset hvor jeg er. Og jeg vil altid huske hende på den der lyse måde, hun helst ville huskes.«
At Lone Dybkjær havde et lyst og ukueligt sind, kan man ikke være i tvivl om, når man læser hendes mands ord om hende.
Han insisterer på at omtale hende sådan, selv om det er mørkt at miste sin hustru gennem 26 år til lungekræft. Han fortæller, at savnet fortsat er stort, men minder også sig selv om hustruens ord: at livet går videre.
Og livet skal man huske at leve, understregede Lone Dybkjær i et interview med B.T. for omtrent et år siden.
Hun erkendte, at udsigterne var dystre, men insisterede på ikke at lade dem fylde i sin hverdag. Hun erkendte, at årene frem mod døden havde været præget af hospitalsbesøg og behandlinger. At det naturligvis ikke var spor morsomt. Men:
»Heldigvis har jeg en sindssygt sød mand, som stiller op og kører mig derhen, og selvfølgelig er man træt bagefter.«
»Men hårde år? Sådan er jeg ikke skruet sammen. Jeg vil gerne være her, når jeg er her. Ikke spilde tiden på bekymringer,« sagde hun.
Hun var en tilfreds kvinde. Havde haft et langt og godt liv. Også bedre end hun havde forestillet sig, det skulle være.
20. juli 2020 sluttede det. Lone Dybkjær fik 80 år på jorden, før hun drog videre. Og Poul Nyrup Rasmussen var der til at sende hende af sted.
