»Det, at man tager folk ind eller fortsætter med dem, når de fortæller, at de har en spiseforstyrrelse, det må simpelthen ikke ske. Helt ærligt, så er det et fucking mirakel, at ingen er døde endnu!«

Så skarp er kritikken mod onlinecoaching-platformen Lenus eHealth og de tilknyttede coaches fra træningsekspert, personlig træner og ph.d. i muskelbiologi Anders Nedergaard.

Spiseforstyrrede kvinder bliver lokket ind på onlineplatformen af velkendte ansigter og realitystjerner. Her risikerer de at få forværret deres sygdom med konstante vejninger, stramme kostplaner og krævende træningsprogrammer i et forløb hos en coach, der ikke forstår deres sygdom, lyder kritikken.

»Spiseforstyrrelser handler så meget om kost, vægt og krop, så enhver behandling må handle om at få fokus væk fra det,« slår professor ved Center for Spiseforstyrrelser René Klinby Støving fast over for B.T.

Anders Nedergaard er ekspert indenfor ernæring, sundhed og træning, blandt andet i den tidligere Radio24syv-podcast Fitness M/K. Han har en ph.d. i muskelbiologi og har forsket i biokemi og humanbiologi. Han er også tidligere personlig træner for elitesportsudøvere. Desuden medstifter af brancheforeningen PT Danmark for personlige trænere.
Anders Nedergaard er ekspert indenfor ernæring, sundhed og træning, blandt andet i den tidligere Radio24syv-podcast Fitness M/K. Han har en ph.d. i muskelbiologi og har forsket i biokemi og humanbiologi. Han er også tidligere personlig træner for elitesportsudøvere. Desuden medstifter af brancheforeningen PT Danmark for personlige trænere. Foto: Fitness M/K / Radio24syv
Vis mere

26-årige Cecilie lider af anoreksi og er en af de kvinder, der gik ind i et forløb hos en af Lenus eHealths største online coaches og fik sin spiseforstyrrelse forværret.

»Jeg skriver en lang og hjerteskærende mail med alle de problemer, jeg har, hvor jeg tydeligt uddyber, at jeg ved, det bliver svært, for jeg skal have hjælp både mentalt og til min kost. Jeg fik hurtigt svar om, at det kunne de sagtens håndtere, faktisk burde jeg tage et endnu længere forløb, netop fordi jeg var spiseforstyrret. Og så betalte jeg,« forklarer Cecilie.

Også 20-årige Mathilde Sørensen advarede på forhånd sin coach hos Lenus eHealth om, at hun led af restriktiv spisning, overspisninger og opkastninger, men hun mener ikke, at hun fik megen forståelse.

»På et tidspunkt gik det galt, og jeg havde en overspisning. Så steg min vægt. Der gav han udtryk for, hvor skuffet han var. Jeg følte mig ikke forstået, og det var i forvejen rigtig sårbart at skulle sende billeder og veje sig selv, når jeg ikke selv var glad og kun blev mødt med kritik. Jeg følte, at det var mig, der var forkert,« fortæller Mathilde Sørensen.

Mathilde Sørensen var 18 år, da hun som spiseforstyrret startede i et online coaching forløb. 26-årige Cecilie er B.T. bekendt med den fulde identitet på og har set de korrespondencer, hun har haft med sin online coach.
Mathilde Sørensen var 18 år, da hun som spiseforstyrret startede i et online coaching forløb. 26-årige Cecilie er B.T. bekendt med den fulde identitet på og har set de korrespondencer, hun har haft med sin online coach. Foto: Privat
Vis mere

Lenus eHealth tilbyder algoritmebaserede kostplaner, der baserer sig på, at maden skal vejes, og kalorierne tælles. Da forløbet er online, vil der ligeledes være vejninger og billeder, der skal sendes ind og opdatere deres coach.

For 26-årige Cecilie gik det hurtigt galt.

Hun levede dengang af 800 kalorier melon, og det kalorieindtag blev i hendes kostplaner – trods hendes bekymring – fordoblet af hendes coach. Hun endte ligeledes tilbage i sine gamle, uhensigtsmæssige mønstre.

»Jeg skriver og forklarer, at jeg stort set ikke har spist, mens jeg er på tur i London, og jeg ender med to dage med overspisninger, fordi jeg er så sulten. Så jeg fortæller ham, at jeg bliver meget syg af de her spisninger, og at jeg kaster op og får ondt i maven, hvortil der bliver svaret, at det er 'en del af processen', jeg skal bare 'klø på',« forklarer Cecilie.

I bagklogskabens lys undres hun nu over, at hun ikke blev taget af forløbet med de restriktive kostplaner og de ugentlige vejninger.

»Jeg gik bare fra det ene restriktive liv til det andet. Tværtimod har forløbet kun gjort det værre, for jeg lever stadig under de samme regler, som han satte dengang. Jeg tæller kalorier, jeg kan stadig ikke spise ude, men tager madpakke med og træner op til seks dage om ugen,« forklarer Cecilie.

Også Mathilde Sørensen hang længe fast i de regler, hendes coach opsatte for hende. Også selv efter at hun opnåede de sølle 47 kilo, som hendes coach havde sat som mål.

»Jeg var stadig ikke tilfreds med min krop. Jeg var ikke blevet lykkeligere. Faktisk var jeg lykkeligere inden forløbet,« fortæller Mathilde Sørensen, der i dag stadig er syg, men forsøger at skifte sit fokus fra kostplaner til selvaccept.

Bertram Thorslund er administrerende direktør og stifter af virksomheden Lenus eHealth, der leverer software (som hjemmesider og kostplansgenerering) til online coaches - herunder mange uudannede realitystjerner, de selv har hyret ind.
Bertram Thorslund er administrerende direktør og stifter af virksomheden Lenus eHealth, der leverer software (som hjemmesider og kostplansgenerering) til online coaches - herunder mange uudannede realitystjerner, de selv har hyret ind.
Vis mere

Bertram Thorslund, administrerende direktør i Lenus eHealth, svarer på kritikken i et skriftligt svar:

»Spiseforstyrrelser og andre psykiske lidelser er en alvorlig ting, der selvfølgelig skal tages meget seriøst,« skriver han.

»I sidste måned lancerede vi, efter rådgivning fra PT Danmark, et nyt screeningsværktøj, der skal være med til at screene klienter for abnorm spiseadfærd, som kunne indikere, at klienten skulle være disponeret for spiseforstyrrelser – og hvis de er det, er det selvfølgelig vigtigt, at de vejledes af coaches, der er uddannet i at håndtere denne type lidelser.«

Formanden for PT Danmark, Anders Nedergaard, fortæller dog, at han kun har været til et møde, hvor Lenus eHealth virkede villige til at implementere hans råd om et sådant screeningsværktøj.

»Det burde være et krav om, at online coaches screenede klienter for tegn på spiseforstyrrelser og andre kliniske problemstillinger, som man ikke er udrustet til at håndtere, og så skal man vælge dem fra. Og hvis der dukker tegn på sådan noget op undervejs, så skal klienternes forløb stoppes og have deres penge igen,« lyder træningsekspertens Anders Nedergaards råd.