En eksplosion har tirsdag rystet Tyskland.

Nu er endnu en person bekræftet omkommet, oplyser lokale myndigheder.

Eksplosionen, der skete på et kemisk anlæg i byen Leverkusen, var så omfattende, at den efterfølgende har lavet et stort og synligt krater.

Tyske Bild har billederne, der viser krateret i den forhenværende bygning, som der ikke er mange stumper tilbage af.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Foto: ROBERTO PFEIL
Vis mere

Eksplosionen skete i et depot med brændstof, og efterfølgende opstod der en større brand, der dog blev slukket igen i løbet af eftermiddagen.

Foreløbigt er to personer bekræftet omkommet, men fire savnes og 31 andre er kommet til skade. Fem af dem er alvorligt kvæstede. Alle er ansatte på anlægget.

»Vi leder fortsat efter de savnede. Men håbet om at finde dem i live svinder ind,« siger chef for industriområdet Chempark Lars Friedrich ifølge nyhedsbureauet Reuters.

De lokale myndigheder har i dagens løb udsendt advarsler til borgerne i Leverkusen i forbindelse med eksplosionen. Det frygtes, at eksplosionen i det kemiske anlæg har forurenet de omkringliggende arealer med giftige kemikalier.

Eksplosionen skabte en paddehat.
Eksplosionen skabte en paddehat. Foto: ANNA FROSS
Vis mere

Derfor var der en kraftig opfordring til byens borgere om at blive inden døre, mens vinduer og døre skulle lukkes.

Myndighederne fjernede dog denne advarsel for det meste af byen, med undtagelse af områderne tæt på anlægget.

Herudover er der advarsler mod at indtage frugter og grøntsager fra haver, at borgerne bør holde sig fra udendørs arealer, hvor sod er landet, at man bør bære handsker, hvis man skal lave havearbejde, og at man ej heller bør rengøre objekter, hvor sod har lagt sig.

Det vides endnu ikke, hvad der forårsagede eksplosionen.