»Simpelthen løgn.«

Sådan siger ølbrygger Jeppe Jarnit-Bjergsø til Berlingske om den påstand, som hans ligeledes ølbryggende, enæggede tvilling Mikkel Bjergsø er kommet med.

Påstanden fra Mikkel Bjergsø er, at aktivister på Instagram forsøger at presse hans kollegaer og venner i branchen til at droppe den ølfestival – Mikkeller Beer Celebration Copenhagen – som Mikkeller står bag.

Aktivisterne kritiserer Mikkellers håndtering af tidligere anklager om sexisme. Siden i sommers har de udgiver beretninger fra tidligere ansatte hos Mikkeller, som anonymt har beskrevet hændelser om, hvordan seksuel chikane, diskrimination og mobning har fundet sted.

Indtil videre har festivalen også modtaget 46 afbud ud af oprindelige 112 bryggerier, som havde meldt deres ankomst.

Men det er altså som nævnt ikke aktivisterne skyld, hvis man skal tro Jeppe Jarnit-Bjergsø.

»Bryggerierne trækker sig jo, fordi de ikke kan stå inde for den måde, Mikkeller gør det på og har gjort det i årevis. De kvindelige aktivister råber op, fordi noget er galt. De gør det jo ikke for at ødelægge Mikkeller,« siger Jeppe Jarnit-Bjergsø til Berlingske.

Han driver mikrobryggeriet Evil Twin Brewing, og det er bestemt ikke nogen hemmelighed, at han har et mere end anstrengt forhold til sin bror – faktisk er de slet ikke på talefod.

Jeppe Jarnit-Bjergsø bor i USA, og han fortæller, at mange af de bryggerier derfra, som var tilmeldt festivalen, har spurgt ham til råds om, hvad de skulle gøre.

Han har fortalt dem, at de bør overveje, hvad de vil lægge navn til, men i samme moment fortæller han, at ingen af bryggerier er blevet kontaktet af de aktivister, som Mikkel Bjergsø mener har en finger med i spillet.

Også danske bryggerier har valgt at melde afbud.

Kølster malt og øl i Humlebæk og Gamma i Herlev valgte lørdag at trække stikket.

»I går meddelte vi Mikkeller, at vi ikke deltager i Mikkeller Beer Celebration 2021. Vores virksomhed mener ikke, at vi kan stå indenfor et arrangement, der er så langt væk fra vores kerneværdier,« skrev Kølster malt og øl i en story på deres Instagram og fortsatte:

»Tiden er ikke inde til en fejring af øl med vores deltagelse med de igangværende påstande mod Mikkeller. Vi begik en fejl ved at acceptere invitationen, og det beklager vi.«