Mandag kom det frem, at bestyrelsesformanden i Odense Håndbold, Jørn Bonnesen, er afgået ved døden. En besked, som håndboldklubben modtog med dyb sorg.

Men det var ikke kun i håndboldens verden, at Jørn Bonnesen var et kendt ansigt. Han var nemlig også tidligere bestyrelsesmedlem i OB, og derfor har klubben besluttet at hylde ham med ét minuts klapsalver ved næste hjemmekamp.

Det kommer til at foregå, når OB møder Vejle Boldklub fredag den 1. oktober.

»Det er med stor sorg, at vi her til morgen modtog nyheden om, at klubbens tidligere næstformand, Jørn Bonnesen, er gået bort, efter han søndag sov stille ind i sit hjem,« skriver Superliga-klubben på deres hjemmeside.

Jørn Bonnesen hjalp både OB og også klubbens spillere i forbindelse med klubskifter. Desuden bistod han også både Thomas Helveg og Christian Poulsen i deres aktive karriere.

Ud over klapsalven vil OB's spillere også bære sørgebind under kampen.

Jørn Bonnesen blev 73 år. Arkivfoto.
Jørn Bonnesen blev 73 år. Arkivfoto. Sonny Munk Carlsen

»De varmeste og kærligste tanker går til hans kone Birgitte og den øvrige familie. Æret være Jørn Bonnesens minde,« afslutter klubben.

Men det var altså i Odense Håndbold, at Jørn Bonnesen satte sit nylige aftryk, og mandag fortalte Odense Håndbolds direktør Lars Peter Hermansen til B.T, at han var en livsglad person med et kæmpe hjerte.

»Når han var ved ens side, var man i gode og sikre hænder,« siger Lars Peter Hermansen.