Mænd kunne godt trænge til at lære at skrue ned for testosteronet og blive mere ydmyge, mens kvinder godt kunne blive mere fandenivoldske.

Sådan lyder det fra mangemillionær og topchef Martin Thorborg, der nu blander sig i den ophedede debat om, hvorvidt lukkede kvindenetværk er en god idé.

»Generelt set er der heldigvis bare forskel på vores køn. Nogle ting er mænd bare generelt bedre til. Mænd er måske fysisk stærkere, mens kvinder som regel har et større omsorgsgen. Jeg tror, at vi kan lære rigtig meget af hinanden, og at vi kan komplimentere og supplere hinanden,« siger Martin Thorborg, der ligesom sin kone ikke er fan af de lukkede kvindenetværk.

»Jeg tænker, at det er synd, hvis køn deler sig op på den måde. Det er lidt noget pis. Jeg synes, at vi skal arbejde sammen og udnytte hinandens styrker og svagheder, og det gør vi altså ikke ved at sidde isoleret i kønsopdelte erhvervsfora uanset om det er mænd eller kvinder. Jeg synes, det er noget pjat. Og jeg synes, at begge køn går glip af rigtig meget læring.«

Jannie Buch Thorborg mener, at kvindenetværk kun for kvinder er unødvendige.
Jannie Buch Thorborg mener, at kvindenetværk kun for kvinder er unødvendige.

Det var hans kone, iværksætteren Jannie Buch Thorborg, der fik sat gang i debatten, da hun i et Facebook-opslag skrev, at hun ikke mener, at lukkede kvindenetværk er en god idé, da de efter hendes mening 'degraderer' og 'latterliggør' kvinder, hvis de skal have ting forklaret på en særlig måde i et lukket forum.

Det fik siden adskillige andre kvindelige iværksættere samt stiftere af diverse kvindegrupper til tasterne og skabte en ophedet debat, hvor nogle var enige med Jannie Buch Thorborg, mens andre var lodret uenige.

En af dem, der var uenige, var iværksætteren Laura Vilsbæk, der driver en virksomhed, hvor hun underviser og oplærer folk i bestyrelsesarbejde:

»Jeg synes, at det er ufint og uanstændigt, og jeg ved slet ikke, hvor hun har været, siden hun forestiller sig, at det er sådan, det foregår,« sagde hun til B.T.

Hun mener, at kvindenetværk er godt for mange kvinder, men hun giver dog Jannie Buch Thorborg ret i, at det også er godt, hvis kvinder kan lære af mænd og omvendt.

Netop det med at, at kvinder og mænd skal lære af hinanden, er en vigtig pointe for Martin Thorborg:

»Begge køn har noget at lære af hinanden – mændene kan blive mere ydmyge og kvinderne kan blive mere fandenivoldske. Jeg tror ikke på, at kvinder i kvindenetværk kan blive mere fandenivoldske, ligesom jeg ikke tror, at mænd i mandenetværk kan lære at blive mere ydmyge,« lyder det fra Thorborg, der er topchef i Dinero og har seks ledere under sig, hvor af tre er kvinder og tre er mænd.

»Og det er et tilfælde. Jeg har bare valgt de bedste til jobbet. Nogle er gode til det ene, og nogle er gode til det andet,« siger han.

Jannie Buch Thorborg mener, at kvindenetværk kun for kvinder er unødvendige.
Jannie Buch Thorborg mener, at kvindenetværk kun for kvinder er unødvendige.

På de sociale medier langer flere ud efter Martin Thorborg og spørger, hvad hans holding er til de mange mandeloger og mandenetværk.

Og det er han bestemt heller ikke fan af.

»Mandeloger? Ærlig talt. Lyder det ikke latterligt i dine øre også? Det er jo sådan noget dinosauragtigt noget, hvor man ryger en stor cigar eller noget,« lyder det fra Martin Thorborg, der kun har været medlem af ét mandenetværk – det mandlige erhvervsnetværk 'Round Table', som han dog forlod for 15 år siden.

I dag er han dog medlem af flere af de såkaldte VL -grupper, der fokuserer på virksomhedsledelsen, og hvor både mænd og kvinder kan være medlemmer.