De er Danmarks rigeste familie og har de seneste år redet på så stor en bølge af succes, at de er havnet på listen over verdens rigeste.

Men det har ikke altid været lige let at være arving til Lego. Da de var børn og unge, gik det ikke så godt med Lego, de tre arvinger fik ikke så meget at vide om virksomheden, og de blev drillet i skolen.

Det fortæller Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansens yngste datter i den nye bog 'Et liv med Lego – en slægtshistorie'.

Mens deres far, den nu 73-årige Kjeld Kirk Kristiansen, var en aktiv del af legetøjsfabrikken, fra han var helt lille, elskede at lege med Lego-klodser og blev brugt som model i utallige Lego-reklamer, voksede fjerde generation op lidt mere afskærmet fra familieimperiet.

Kjeld Kirk Kristiansen ses her med sin kone, kammerherreinde Camilla Kirk Kristiansen.
Kjeld Kirk Kristiansen ses her med sin kone, kammerherreinde Camilla Kirk Kristiansen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

De fik ikke så meget at vide om familievirksomheden, men oplevede bare, at en lind strøm af Lego-æsker væltede ind ad døren.

Samtidig følte de tre søskende, Sofie, Thomas og Agnete, der alle er voksne i dag, at de ikke var helt som de andre børn i hjembyen Billund, og deres forhold til familieimperiet var ikke ligefrem lykkeligt.

»Jeg ville godt nogle gange ønske, at mor og far havde italesat det mere og åbnet det mere op for os, hvad der foregik. I stedet blev det en mærkelig klump af noget med nogle klodser, som stjal al fars tid og gjorde, at han skændtes med farfar, og vi blev drillet i skolen,« fortæller 38-årige Agnete Kirk Thinggaard i bogen, der er skrevet af forfatter Jens Andersen.

I bogen reflekterer Kjeld Kirk Kristiansen, hvis farfar grundlagde legetøjsimperiet, og som gennem flere år selv var topchef for det hele, at han nok var for meget væk hjemmefra.

De tre Lego-arvinger er gået hver sin vej i livet. Agnete Kirk Thinggaard har ligesom sin far og bror en stor passion for heste og har de seneste år været professionel dressurrytter.
De tre Lego-arvinger er gået hver sin vej i livet. Agnete Kirk Thinggaard har ligesom sin far og bror en stor passion for heste og har de seneste år været professionel dressurrytter. Foto: TONY GENTILE
Vis mere

»I dag kan jeg nogle gange fortryde, at jeg i alle de år, hvor børnene voksede op, var nøjagtig lige så fraværende, som min far havde været, da jeg var på deres alder,« siger han og fortæller, hvordan han flere gange måtte skuffe både sine børn og sin kone, den jurauddannede Camilla Kirk Kristiansen, da tankerne konstant kredsede om Lego ved spisebordet.

Ifølge bogen tog det de tre søskende en del af deres barndom og ungdom at forstå, hvorfor forældrene ikke havde inddraget dem mere – hvilket var for at skærme dem fra den lidt ubehagelige del – nemlig hvordan arven skulle deles, og hvem – hvis nogen af dem – der skulle have mest magt over virksomheden.

Modsat sin egen far, Godtfred Kirk Christiansen, forsøgte Kjeld Kirk Kristiansen ikke at stille store forventninger til sine børn om, at de skulle bestride topposter i familievirksomheden.

I lang tid virkede de tre søskende heller ikke synderlig interesserede i familievirksomheden.

Thomas Kirk Kristiansen forsøgte sig med hesteavl for derefter at satse på livet som golfklub- og godsejer på Fyn. Dertil har han også påtaget sig rollen som mest aktive ejer i Lego ud af de tre søskende.
Thomas Kirk Kristiansen forsøgte sig med hesteavl for derefter at satse på livet som golfklub- og godsejer på Fyn. Dertil har han også påtaget sig rollen som mest aktive ejer i Lego ud af de tre søskende. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

I 2003, da Lego kæmper med enorme underskud, der tærede meget på Kjeld Kirk Kristiansen, fik Thomas Kirk Kristiansen, der inden da havde overvejet at blive lærer, lyst til at engagere sig mere i virksomheden.

Thomas Kirk Kristiansen, der i dag er 42 år, fik plads i både bestyrelserne i Lego A/S og familiens investeringsselskab Kirkbi A/S.

Siden 2016 har han overtaget sin fars rolle som familiens mest aktive ejer, og når Kjeld Kirk Kristiansen i 2023 trækker sig tilbage som formand for Kirkbi, overtager Thomas Kirk Kristiansen også den rolle.

Sofie Kirk Kristiansen føler sig mest hjemme blandt dyr i skoven og har skabt dyreparken Klelund Dyrehave syd for Billund.
Sofie Kirk Kristiansen føler sig mest hjemme blandt dyr i skoven og har skabt dyreparken Klelund Dyrehave syd for Billund. Foto: Alex Tran / All Over Press
Vis mere