Knap 350 millioner kroner. Så meget har Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansen de seneste otte år tabt på sit store hobbyprojekt.

Men nu skal det være slut. Fremover skal der penge i kassen, lyder det fra Lego-ejerens selskab.

Det er Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansens store passion – dressurheste på topplan i form af stutteriet Blue Hors i Randbøl ved Billund – der gang på gang trækker millioner ud af hans velpolstrede lommer.

Mens en anden hesterigmand, dressurrytteren Andreas Helgstrand, på rekordtid er blevet milliardær på at handle med heste, forholder det sig helt anderledes hos Lego-ejeren.

Kjeld Kirk Kristiansens datter Agnete Kirk Thingggard er også vild med heste og har redet på det danske landshold.
Kjeld Kirk Kristiansens datter Agnete Kirk Thingggard er også vild med heste og har redet på det danske landshold. Foto: TONY GENTILE
Vis mere

Kjeld Kirk Kristiansen og hans kone Camilla har gennem tiden postet godt med millioner i Blue Hors for at holde virksomheden kørende. Det skete senest i 2018, hvor overførslen lød på 200 millioner kroner fra moderselskabet K & C Holding, der er parrets private holdingselskab,

Også sidste år rullede millionerne igen den forkerte vej. Hele 43 millioner kroner lød underskuddet på, viser seneste regnskab, der netop er blevet offentliggjort.

Og det er bestemt ikke tilfredsstillende, oplyser selskabets direktør, Ole Magnus Petersen, til B.T.

I ledelsesberetningen fremgår det da også, at Blue Hors, der de seneste årtier har leveret mange topheste og ryttere til det danske landshold, fremover vil sadle om og have mere fokus på at få overskud. Og det skal ske ved at have mere fokus på en bestemt ting.

Det er godt, at Kjeld Kirk Kristiansen og hans familie har en velpolstret pengetank, for det er dyrt at have heste.
Det er godt, at Kjeld Kirk Kristiansen og hans familie har en velpolstret pengetank, for det er dyrt at have heste. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Blue Hors vil fremover satse mere på at sælge heste.

»I 2021 fortsætter virksomhedens omlægning af hestebestanden med et forøget antal heste under saddel. Omlægningen sker med det formål at uddanne flere heste til højeste niveau for derved at påvirke virksomhedens indtjening positivt,« står der i ledelsesberetningen, hvor man dog fortsat forventer et underskud i 2021.

B. T. har spurgt Ole Magnus Petersen, om han vil forklare, hvorfor Blue Hors har så mange underskud, og hvor længe stutteriet kan holde til underskud.

Derudover spurgte vi til en uddybende forklaring på Blue Hors' nye strategi, og om man er blevet inspireret af Andreas Helgstrand?

Andreas Helgstrand, Helgstrand Dressage ved Vodskov nord for Aalborg. Stjernerytter anklaget for flere ting.
Andreas Helgstrand, Helgstrand Dressage ved Vodskov nord for Aalborg. Stjernerytter anklaget for flere ting. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Blue Hors har gennem de seneste år arbejdet på at omlægge sin bestand af heste med det formål at påvirke virksomhedens resultat positivt.«

»Det sker ved at have flere heste under sadel og derved sikre et bredt sortiment af dygtige rideheste, som Blue Hors sælger til bredden og eliten inden for dressursporten,« skriver direktøren, der kun vil interviewes skriftligt, i en mail til B.T.

»Det finansielle resultat for 2020 isoleret set er ikke tilfredsstillende, men vi oplever god fremdrift på den langsigtede strategi på trods af, at det har været et meget specielt år,« slutter han.

Trods de mange underskud er der dog stadig godt med millioner tilbage at tære på hos Blue Hors, der kan fremvise en egenkapital på 287 millioner kroner.