Lyt til artiklen

Han er en del af milliardærernes taberhold og har en dårlig attitude.

Sådan lød mangemillionæren Martin Thorborgs hårde kritik af Lego-arvingen Anders Kirk Johansen. Men den kritik skyder helt ved siden af, lyder det nu fra Anders Kirk Johansen.

»Jeg opfatter mig selv som et meget empatisk og ydmygt menneske med stor respekt for min omverden,« skriver den 45-årige Lego-arving i en sms til B.T.

Det var i Berlingske i påsken, at Jubii-stifteren Martin Thorborg vakte opsigt, da han revsede flere af landets rigeste.

Martin Thorborg mener, at det er rigmændenes egen skyld, hvis de møder fordømmelse i samfundet.
Martin Thorborg mener, at det er rigmændenes egen skyld, hvis de møder fordømmelse i samfundet. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Artiklen var egentlig et modsvar på en tidligere artikel om Kim Fournais, der mener, at rige mennesker bliver dæmoniseret, og at det er ufedt for hans børn, når han bliver kaldt rigmand.

Thorborg mener dog, at problemet ligger i visse rigmænds attitude og fremhævede blandt andre Christian Kjær og Anders Kirk Johansen som milliardærer, der efter hans smag er gået over grænsen. Kritikken gentog han til B.T. tirsdag.

Især var det episoden fra 2021, hvor Anders Kirk Johansen – ifølge Martin Thorborg med vilje – kørte en bil gennem en frossen sø på sit gods ved Vejle, og derefter lagde det op på Instagram og virkede, som om han syntes, det var sjovt, der faldt Thorborg for brystet.

»Det giver ikke et skidegodt billede af en. Der er mange, der ikke rigtig har råd til sådan en bil. Det er signalværdien i det,« forklarer Thorborg til B.T.

Lego-arvingen Anders Kirk Johansen.
Lego-arvingen Anders Kirk Johansen.
Vis mere

Anders Kirk Johansen, hvis mor er Gunhild Kirk Johansen, der er søster til Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansen, ønskede i første omgang ikke at kommentere Thorborgs beskyldninger, men det gør han nu.

»Historien bliver bedre og bedre. Nu skulle jeg ifølge Martin 'med vilje have kørt en bil i en sø'? Det er jo ikke sandheden! Det var måske dumdristigt at køre en bil ud på isen, men havde jeg vidst, den ville falde igennem isen, havde jeg aldrig gjort det! Der er tale om et uheld, og jeg kunne i værste fald have været druknet!« lyder det fra Anders Kirk Johansen, der også fortalte om episoden til B.T. i 2021, hvor han forklarede, at han havde tænkt, at det »kunne være sjovt at lave min egen 'driving on ice'.«

»Jeg synes, det er ærgerligt, at Martin lægger til på historien uden at kende til, hvad der er sandt – han dømmer uden reelt at kende personerne, og hvad de står for, men udelukkende hans egen fortolkning af, hvad han har læst i pressen,« tilføjer han nu.

Anders Kirk Johansen oplyser desuden at både han og bilen – en Suzuki Jimny, på 1,3 tons – blev reddet i land, og at den kører fint, og at han stadig bruger den dagligt.

Kim Fournais, direktør i Saxo Bank, mener, at rige mennesker bliver dæmoniseret i Danmark.
Kim Fournais, direktør i Saxo Bank, mener, at rige mennesker bliver dæmoniseret i Danmark. Foto: Tobias Kobborg
Vis mere

I sin kritik langer Thorborg også ud efter arvinger til store formuer, som han mener nogle gange er helt ude af trit med virkeligheden. Han mener, at folk generelt har mere respekt for folk som ham selv og hans svoger, Just Eat-millionæren Jesper Buch, der selv har tjent deres penge.

Men den kritik afviser Anders Kirk Johansen også:

»Jeg oplever oftest stor anseelse for mit virke som erhvervsmand og forvaltning af min arv. Jeg skaber flittigt nye arbejdspladser, investerer aktivt i veldrevne virksomheder og dyrker vores omgivende samfund med filantropi og støtte,« oplyser han.

Hans formue stammer fra Lego, hvor hans mor blev købt ud af virksomheden tilbage i 2007, hvilket gav familien Kirk Johansen omkring 7-8 milliarder kroner.

Martin Thorborg har selv skabt sin formue og er stolt af det.
Martin Thorborg har selv skabt sin formue og er stolt af det. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Siden har Anders Kirk Johansen, hans mor og hans to brødre (broren Morten døde i  2021, red.) lavet forskellige investeringer gennem familiens selskab Kirk Kapital – blandt andet i legetøjsfirmaet Kompan.

Anders Kirk Johansen tilføjer, at han generelt vil alle det bedste.

»Er sikker på, Martin vil få samme opfattelse, hvis vi en dag mødes, og jeg byder ham gerne på kaffe,« lyder det fra den jyske rigmand.

Den invitation takker Martin Thorborg gerne ja til.

»Min kritik går isoleret set på hans handling med at køre bilen i søen. Jeg har aldrig mødt ham, så han kan sagtens være en flink fyr, og jeg drikker gerne en kop kaffe med ham en dag,« siger Thorborg, der dog holder fast i, at det virkede, som om Anders Kirk Johansen kørte bilen i søen for sjov.

»Vi så jo på den video, han lagde ud, at de grinte af det og sagde, at de ville se, om isen kunne bære,« siger han.

Om de to en dag får snakket ud over en kop kaffe, må tiden vise. I så fald vil B.T. meget gerne berette om det.