Den, der ler sidst, ler bedst, siges det. Og i Victoria Beckhams tilfælde må det være et virkelig godt grin.

Som tidligere Spice Girl blev hun kaldt talentløs, sur og var nok den mest udskældte af dem alle. Men nu – mere end 20 år efter Spice Girls sluttede – har hun stor succes og bliver rost til skyerne.

Nøglen til succesen lå begravet et helt andet sted end i den musikalske karriere.

Dette er fjerde afsnit af B.T.s serie om familien Beckham, hvor vi ser nærmere på, hvordan Victoria og David Beckham har arbejdet sig op fra arbejderklassen til det britiske jetset og de bonede gulve i kongehuset.

Victoria Beckham på podiet i 2019.
Victoria Beckham på podiet i 2019. NIKLAS HALLE'N

'Harperseven elsker sin tid backstage med @GigiHadid og @Bellahadid,' lød det i et opslag på Victoria Beckhams Instagram for nogle uger siden.

Til opslaget var et billede af hendes 11-årige datter Harper Seven mellem de to supermodeller Gigi og Bella Hadid.

Billedet blev taget ved modeugen i Paris, hvor Victoria Beckham som designer var med for første gang.

Siden den tidligere Spice Girl sprang ud som designer med sit eget brand i 2015, har verdens modeeksperter fulgt hende tæt.

David Beckham er sammen med parrets børn næsten altid på tilskuerrækkerne ved Victorias modeshows.
David Beckham er sammen med parrets børn næsten altid på tilskuerrækkerne ved Victorias modeshows. Daniel LEAL

Og modsat tiden i Spice Girls, hvor hun blev voldsomt kritiseret for at være den, der sang dårligst, og var kendt for at være 'Posh Spice', der gik mere op i sit udseende og tøj end at ramme tonerne, er kritikken denne gang udeblevet.

For som designer har Victoria Beckham tilsyneladende fundet sin rette hylde. Hun bliver rost for sin selvsikre og tidløse stil, og billetten til modeugen i Paris, hvor hun var med for første gang, var en ekstra cadeau til den kendte Spice Girl.

Det forklarer den danske modedesigner Jesper Høvring, der er kendt for især at lave flotte kjoler til kronprinsesse Mary og andre kendte:

»Det er svært at komme med. Man skal have bevist, at man kan noget,« siger han.

Victoria Beckham (yderst tv.) var kendt som den bedst klædte af de fem Spice Girls.
Victoria Beckham (yderst tv.) var kendt som den bedst klædte af de fem Spice Girls. SEAN DEMPSEY

Og det mener han bestemt, at Victoria Beckham kan.

»Jeg synes, hun er en helt vildt dygtig designer, og det synes jeg, hun har været fra start. Det er ikke altid, det går godt for en kendt popsanger, der vil være designer, men det er rigtig godt, det, hun laver. Hun har ramt moden fra starten af. Det er meget rent og meget enkelt,« siger han.

»Hendes design har været grafisk og rent. Det har været festligt uden at være for festligt. Og så er det super eksklusivt. Det er røvdyrt,« siger han.

Trods de dyre priser er succesen dog ikke lige stor på bundlinjen i Victoria Beckhams modefirma, der lyder samme navn som hende selv – nemlig 'Victoria Beckham'.

Beckham og Wintour i 2019.
Beckham og Wintour i 2019. HENRY NICHOLLS

I 2019 fik firmaet et underskud på 15,6 millioner pund, mens underskuddet i 2020 lød på 6,8 millioner pund før skat.

Det var blandt andet corona, der var skyld i de dårlige salgstal, og Victoria Beckham havnede også i noget af en shitstorm, da hun i 2020 fyrede 30 af sine 130 ansatte – trods den britiske stats hjælpepakker.

Fyringerne blev dog siden trukket tilbage, men vidner i virkeligheden også bare om, hvor stort hendes modeimperium er blevet.

Den højestlønnede direktør i hendes firma tjente i 2020 ifølge The Guardian 120.000 pund, svarende til 1,1 million kroner.

Beckham og Wintour i 2015.
Beckham og Wintour i 2015. JEWEL SAMAD

David og Victoria Beckham samt flere andre investorer har selv flere gange pumpet mange millioner ind i designfirmaet, så det kunne holde sig oven vande.

Men det kommer næppe til at skabe problemer for Beckham-parret, der menes at have en samlet formue på over tre milliarder kroner.

Og uanset hvad, så kan Victoria Beckham glæde sig over, at hendes gode sans for mode er blevet så anerkendt, at hendes berømte mand ved stort set hvert modeshow sidder ved siden af modedronningen over dem alle, Anna Wintour, der er chefredaktøren for Vogue.

Spørger man Jesper Høvring, så er Victoria Beckhams anerkendelse som designer fuldt fortjent.

Eva Longoria  gik model for sin veninde Victoria Beckham.
Eva Longoria  gik model for sin veninde Victoria Beckham. JOHANNA GERON

»Hun er meget visionær og laver flotte ting. Så jeg synes bestemt, hun er det hele værd«, siger han og tilføjer:

»Hun blev jo ikke kaldt posh for ingenting. Hun var den, der var bedst klædt i Spice Girls. Og jeg synes, at det er stærkt, at hun holder fast i sig selv og sin tro, og at hun er en god designer. For hun er jo blevet sablet ned gennem tiden.«

Ifølge Jesper Høvring er en del af Victoria Beckhams succes hendes stil, der er lidt tidløs uden for meget blonde, glimmer og guld.

»Det er lidt ligesom The Row (Olsen-tvillingernes tøjmærke, red.). Det er 'taylormade' med skræddersyede detaljer. Lækkert forarbejdet. Man kan se, det er lækkert,« siger han og tøver ikke med at kalde Victorias Beckhams mærke for »et af verdens mest succesfulde brands«.

David og Victoria Beckham er en del af det britiske jetset.
David og Victoria Beckham er en del af det britiske jetset. MARCELO DEL POZO

Han mener desuden, at en del af succesen også skal findes i, at Beckham-parret er meget gode til at brande sig selv på de sociale medier.

Det sås også tydelig under Paris Fashion Week, hvor Victoria Beckham lagde flere billeder op af sig selv og sin familie med forskellige modeller.

For eksempel er hun også gode veninder med den amerikanske Desperate Housewives-skuespillerinde Eva Longoria, som hun fik til at gå model for sin tøjkollektion.

Du kan læse de tidligere afsnit i serien her:

Afsnit 1: Sådan blev David og Victoria Beckham et af verdens mest succesfulde par

Afsnit 2: Her er Beckham-børnene og deres vilde liv

Afsnit 3: Nu er David og Victoria Beckham rigere end den britiske dronning