Til april skal Dak Wichangoen være mor. Det glæder hun sig til, for de sidste otte måneder har været ualmindeligt hårdt arbejde.

Normalt er den 34-årige kok, der i 12 år har været køkkenchef på Michelin-restauranten Kiin Kiin i København, vant til arbejde hårdt. Men graviditeten har udfordret hende mere end ventet, fortæller hun til magasinet Gravid.

Selv beskriver hun graviditeten med disse ord:

'At være gravid og skabe et andet menneske er utroligt smukt og fantastisk, men det kan altså også være lort,' skriver hun i et opslag på Instagram.

Nu har hun taget konsekvensen. Hun har opsagt sin stilling og er flyttet til Aarhus for at være sammen med faren til sin datter. Det skriver Alt.dk.

»Der er grænser for, hvad ens veninder gider blive ved med at høre på, men han skal fandeme, det er jo hans barn, jeg bærer rundt på. Jeg havde måske ikke troet, at det var så vigtigt at have en partner ved sin side under graviditeten, men det er det. Hvis jeg taber noget, kan jeg knap nok bukke mig ned for at samle det op, og hvis jeg skal købe ind, kan jeg ikke nå mine snørebånd,« siger Dak Wichangoen til magasinet.

Kokken, der er kendt fra tv-programmer som 'Masterchef' og 'Vild med dans', beskriver de seneste otte måneder som et langt fysisk og psykisk kontroltab. Hvor hun har følt sig hæmmet af sin krop.

Sidste år ved denne tid var hun med egne ord en kvinde i kontrol. Hun var køkkenchef på Kiin Kiin, boede i København og var kærester med Anders Gjørtler Jensen, der er administrerende direktør på Mads Vads danseskole – og altså bor i Aarhus.

Dak Wichangoen og kæresten Anders Gjørtler Jensen til 'Vild med dans'.
Dak Wichangoen og kæresten Anders Gjørtler Jensen til 'Vild med dans'. Foto: Henrik R. Petersen
Vis mere

Arrangementet, hvor de kunne arbejde i hverdagene og se hinanden i weekenderne, har passet parret perfekt. Indtil nu.

For i første del af graviditeten fik Dak Wichangoen en voldsom kvalme, som kun forsvandt, når hun spiste.

I løbet af de første to måneder tog hun, der kun er 150 centimeter høj, otte kilo på. Da hun stod meget op, dels på jobbet, dels under tv-optagelser til de nye 'Masterchef'-udsendelser, har hun døjet med vand i benene og smerter i leddene.

Alt i alt har det har været for udfordrende at være alene under graviditeten. Derfor har parret taget konsekvensen og er flyttet sammen i Aarhus.