»Det er altid uvist, hvad der kommer til at ske. Som komiker vil man bare på så tidligt som muligt, inden gæsterne har drukket alt for meget.«

Mange komikere frygter det værste til julefrokosterne. Hvor de skal optræde foran fulde medarbejdere, der nok havde håbet, at der var blevet booket en stripper i stedet for en standupkomiker.

Det samme gælder også for komikeren Jakob Thrane. Han har netop oplevet lidt og hvert, når han har skullet optræde til julefrokoster. Dog står en speciel oplevelse klart for ham.

»Jeg skulle i 2012 optræde for en loge i en alder af 18 år. Det var en loge kun bestående af mænd, som var læger og advokater og lignende.«

Seth Nicolas

»Der er kun en kvinde til stede, og det er en af medlemmernes kone, som serverede og skulle præsentere mig, inden jeg skulle optræde.«

Idet hun skal til at præsentere den nu 27-årige komiker, kommer hendes mand ud fra toilettet, kommer bagfra og tager hende på brysterne.

»Det starter åbenbart en reaktion, og så rejser alle mændene sig op og stiller sig i kø til at tage den her stakkels kvinde på brysterne,« fortæller Jakob Thrane og fortsætter:

»Det var enormt surrealistisk, og jeg havde sindssygt ondt af hende. Hun stod helt forfjamsket tilbage og nåede aldrig at præsentere mig færdig, inden de begyndte at stå i kø.«

Da alle mændene har sat sig ned igen, står kvinden tilbage og skulle præsentere Jakob Thrane færdig, men hun får hverken sagt, hvem han er, eller hvad han skal.

Kvinden var dog okay efterfølgende, men det var ikke noget, som Jakob Thrane genkalder som en fed oplevelse. Tværtimod.

»Det var nogle af de mærkeligste 30 minutter af mit liv. Jeg skulle ind og optræde for dem, men de var egentlig bare ligeglade med mig. De var allermest bare liderlige, tror jeg.«

Heldigvis er det langtfra noget, der sker ved alle show. Det er typisk kun ved julefrokoster, at der af og til er 'andre spilleregler', fortæller komikeren.

For tiden er Jakob Thrane aktuel i TV 2-programmet 'Stormester' og i komedieserien 'Umage' på TV 2 Zulu.

Derudover kommer han til at være aktuel med et nyt onemanshow til efteråret, der hedder 'Hurtig'.