Dak Wichangoen, som er restaurantschef for den populære Kiin Kiin-restaurantkæde siger, at sidste nedlukning var helt uudholdelig.
»Det var forfærdeligt, det var ikke til klare, alle de spørgsmål, der fulgte med,« siger hun.
Denne gang er der dog en anden, mere positiv tilgang til tingene. Faktisk har de i restaurant-kæden fået en idé, som skal sikre jobbet for kædens kokke og andre ansatte.
»Vi satte os ned og snakkede om, hvad vi kunne, nu hvor vi ikke kunne lave mad. Og så tænkte vi, 'vi kan lave opskrifter',« siger Dak Wichangoen, som mange sikkert kan huske fra hendes medvirken i tv-konkurrencen 'Vild med dans'.
Jeg er jo gravid, så hvis jeg må give et råd videre, så kan man jo overveje at planlægge det efter en pandemi
Derfor blev de enige om, de ville lave en kogebog, og reaktionen fra de 40 kokke, som skal være med, er overvældende, siger Wichangoen.
»Jeg er faktisk overrasket over den passion og glæde, vi har oplevet. Man kan se gejsten i deres øjne. Det er nok også noget med, at man gør noget. At man ikke bare skal sidde i den her uvished,« siger hun.
Selv er hun også helt begejstret og fortæller ivrigt og i højt tempo om den nye bog, der hedder 'Staff Food'. Den skal indeholde opskrifter på det, som kokkene selv spiser. Alle 40 kokke kommer med en opskrift. Hver med sin. Retter, som kan laves til hverdag.
Projektet er stablet på benene i en fart, siger Dak Wichangoen, der selv skal medvirke. Hun kan dog ikke bestemme sig for, hvilken opskrift hun vil have med.
»Vi skal vælge vores yndlingsopskrift. Men jeg elsker bare al mad, og kunne spise det hele hver dag,« siger hun med et grin.
Beslutningen skal dog snart tages, for der skal skydes billeder. Kogebogen kan nok heller ikke nå i fysisk udgave at komme til at ligge under juletræet.
Det skal man dog ikke ærgre sig over. Dak Wichangoen siger, man kan bestille bogen og printe en papirudgave midlertidigt, for så at få den tilsendt i fysisk udgave i januar.
Og så kan man hjælpe med at sikre nogle kokke og en forretning igennem en mærkelig tid. En periode, som Dak Wichangoen siger, hun havde forventet.
»Denne gang kom det ikke lige så meget bag på mig. Jeg havde nok forventet, at der ville komme et eller andet igen,« lyder det fra hende.
Rent personligt er det dog også faldet godt i hak for den 34 år gamle kok.
»Jeg er jo gravid, så hvis jeg må give et råd videre, så kan man jo overveje at planlægge det efter en pandemi,« joker hun.
»Det er klart, at det betyder noget, at jeg ikke skal løbe så stærkt, som jeg plejer. Det gør jo en forskel, at jeg ikke hver dag skal være på arbejde til klokken tre om natten,« lyder det fra hende.
Kokken venter sit første barn sammen med danser Anders Jensen, som hun mødte igennem sin deltagelse i 'Vild med dans'. De to faldt nemlig i snak ved en efterfest.
Restaurantchefen siger videre, at hun indtil mu har klaret sig godt nok økonomisk igennem årets udfordringer.
»Nu vil jeg bare gerne have, vi kommer så godt som muligt igennem den her nedlukning,« lyder det fra den kommende mor.
Hun håber alle 40 kokke, som både tæller hjemsendte og nogle af de kokke, der laver take-away i deres outlet, har et sikkert job på den anden side.
Kogebogen kommer til at indeholde aisiatiske retter i tråd med det mad, der bliver lavet i restauranterne.


