Han fik sit gennembrud, da han som seksårig charmerede sig ind i danskernes stuer som den nuttede lillebror Lukas i TV 2-julekalenderen 'Jesus og Josefine'. Men indeni kæmpede den lille dreng med en depression, som siden blev fulgt op af et massivt stofmisbrug.
Jonathan Werner Juel fik rollen nærmest ved et tilfælde. Hans fem år ældre søster, Sarah Juel Werner, der året inden havde spillet hovedrollen i 'Ulvepigen Tinke', var i spil som Josefine, men fik ikke rollen. Casteren havde til gengæld fået øje på hendes seksårige lillebror, som viste sig at være perfekt til rollen som Josefines lillebror Lukas.
»Det var spændende at blive taget ud af 1. klasse og ind i et filmstudie på TV 2 og få en masse slik og julekager i juni måned. Det var megasjovt – nærmest som at være ude at rejse,« fortæller den i dag 23-årige Jonathan Werner Juel.
Han husker det som en virkelig fed oplevelse, som føltes mere som en leg end et arbejde. Så det var ikke derfor, han i en alder af blot 10 år udviklede en depression med både selvmordstanker og -forsøg.
»Jeg tror, vi har en tendens til at ville finde et konkret svar, når børn får det skidt. Var det, fordi jeg var med i en film? Fordi jeg blev mobbet? Jeg tror, det var et sammensurium af forskellige ting,« siger Jonathan Werner Juel, der lagde stemme til flere tegnefilm og som 10-årig havde en rolle i 'Karlas kabale', inden han blev ramt af depressionen.
»Jeg havde store eksistentielle spørgsmål, der begyndte at indtræffe ret tidligt. Hvad er meningen med livet, og hvad er meningen med mig? Jeg begyndte at græde, da jeg skulle lægge sengetøj på med min far, fordi jeg ikke kunne finde ud af det, og min første tanke var: 'Hvis jeg ikke kan for mig selv, så kommer jeg aldrig til at kunne lægge betræk på mine børns dyner.'«
»Jeg var 10 år gammel – det er jo fuldstændig absurd. Mit lille hoved kunne selvfølgelig ikke rumme de store spørgsmål, som har optaget filosoffer i tusinder af år, så jeg startede til psykolog og kæmpede med det i nogle år,« siger han.
»Jeg var indelukket og trist og gik trist hjem fra skole. Jeg var ensom, selv om jeg var omringet af gode venner. Så hvorfor var jeg trist, når jeg ikke burde være det? Det slog jeg mig selv oven i hovedet med, og det blev jeg endnu mere trist af.«
Det gjorde det heller ikke nemmere, at han fik så meget ros og positiv opmærksomhed for sit skuespil, når han selv havde det ad helvede til. Kontrasten var svær at forstå og rumme dengang, husker Jonathan Werner Juel, men tilføjer, at det ikke nødvendigvis handlede om hans status som barnestjerne. Det kunne lige så godt have været positiv opmærksomhed fra en lærer, der havde mudret i ethvert andet lille hoved med dårligt selvværd.
Han er egentlig ikke så optaget af at motivfortolke. Han mener derfor heller ikke, at det var på grund af den svære barndom, at han som teenager endte i et massivt stofmisbrug.
»Det er en udbredt misforståelse, for ofte starter et misbrug bare med, at det er sjovt, fordi det er forbudt og farligt,« siger Jonathan Werner Juel, der startede sit eget misbrug med en joint på en legeplads bag skolen.
Det var ikke en fed oplevelse, men han blev alligevel nysgerrig på, hvordan man kunne påvirke bevidstheden, og som 16-årig satte han sig det ambitiøse mål, at han ville nå at prøve alle stoffer i verden. Og så gik han ellers i gang.
Da han begyndte på kokkeskole, fik han et fællesskab med andre med samme interesser, og det blev pludselig det eneste, hans liv drejede sig om.
»Vi skulle drikke os fulde fra morgenstunden, ryge joints og bong, og så skulle vi sniffe coke og tage MDMA, og så gik ugerne ellers sådan i et halvt års tid, hvor jeg aldrig oplevede ikke at være påvirket.«
Selv om Jonathan Werner Juel altså ikke mener, at stofmisbruget blev kickstartet af et psykisk nederlag – så vendte de eksistentielle spørgsmål fra barndommen tilbage, depressionen og ensomhedsfølelsen blussede op, og denne gang havde han stofferne til at dulme smerten.
»Men folk begyndte at tage mere og mere afstand til mig, og en dag, da jeg havde proppet ecstasy-piller i en Tic Tac-æske og syntes, jeg var den klogeste mand på jorden, tog min kammerat fat i mig og sagde: 'Jonathan, du er jo helt ude at skide'. Og der gik det op for mig, at han jo havde ret.«
Derfor var der kortere fra tanke til handling, da han en dag bogstaveligt talt trådte på en flyer på kokkeskolen.
'Er rusmidler et problem i dit liv?' stod der på papiret fra U-Turn, som er et tilbud til unge misbrugere i København.
4. juli 2017 tog han MDMA for sidste gang.
»Jeg kan godt blive ramt af tanken om at tage stoffer igen, men det er ikke den mand, jeg gerne vil være. Jeg er et andet sted i mit liv nu,« siger Jonathan Werner Juel, der nu sidder på den anden side af bordet i U-Turn, hvor han har arbejdet som frivillig rådgiver i to år.
Derudover læser han til psykoterapeut og har startet sin egen virksomhed, Potentiale.nu, hvor han udbyder coaching og psykoterapi til primært unge.
»Det er helt syret, at jeg tidligere har levet af at sælge coke, og nu lever jeg af at hjælpe både mig selv og andre. Det lyder som en kliché, men jeg niver mig selv i armen, fordi jeg tror, jeg drømmer.«
Han er ganske tilfreds med, hvordan hans liv er nu, og han har ikke planer om at vende tilbage til det skuespil, der gjorde ham landskendt som seksårig.
»Der er andre, der både er bedre og vil det mere end mig. Nu har jeg jo en storesøster, der er skuespiller og knokler derudad, så jeg ved, at det er hårdt arbejde. Og den lyst har jeg slet ikke,« siger den 23-årige tidligere barnestjerne.
Vær med i B.T.s julekalender. Svar på dagens spørgsmål og vind præmier hver dag. Tilmeld dig her!
