Da Nana Frolov Christensen vandt 'Den store bagedyst' i 2012, var DR's i dag så populære bageprogram lidt en guilty pleasure, som man ikke talte så højt om, at man så.
Det mener i hvert fald Danmarks allerførste 'Bagedyst'-vinder, som i dag lever en forholdsvis anonym tilværelse i Herlev.
Heldigvis – hvis du spørger den i dag 38-årige talentshowvinder.
»Det der med at se sig selv på tv – det vænnede jeg mig aldrig til. Så de optrædener, jeg har sagt ja til efterfølgende, har været efter grundig overvejelse. Jeg var med i 'Julebagedysten' og har været et par gange i 'Aftenshowet'. Men jeg har ellers sagt nej til andre tilbud,« siger Nana, der siden er blevet gift og har skiftet navn til Nana Sefeld Dalby.

Hun bor i Herlev med sin mand og tre børn, hvoraf de to er kommet til siden sejren i 2012. Og så arbejder hun som noget så mundret som Scientific and Regulatory Jr. Officer hos CO-RO A/S, som man blandt andet kender som producent af brikjuicen Suntop og de populære Sun Lolly-is.
»Oversat til dansk sidder jeg i et team med en rådgivende funktion, hvor vi holder øje med, om vores labels og produkter overholder fødevarelovgivningen i vores forskellige markeder,« siger Nana Sefeld Dalby.
Modsat senere vindere af 'Den store bagedyst' havde den dengang 30-årige tv-deltager ikke en udtalt drøm om at leve af at bage.
Hun læste fødevarevidenskab med speciale i sundhed og ernæring på Københavns Universitet, da hun i 2012 blev kontaktet af DR.

»Jeg havde dengang en blog med billeder af de kager, jeg lavede, og en af casterne fra programmet faldt over den og inviterede mig ad den vej. Den ene casting tog den anden, og det var jo sjovt at lege med,« siger hun.
»Men jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at der ville komme et program ud af det, som ville få så mange seere,« siger Nana Sefeld Dalby, der oplevede at blive talt til af fremmede mennesker, når hun cyklede gennem byen om morgenen på vej til skole.
»Det var da super underligt, at folk kom rendende med autografbøger. Og at man skulle stille op til selfies i tide og utide,« siger Nana Sefeld Daly, der kalder det hele for 'en virkelig særlig oplevelse'.
»Heldigvis har det også været en positiv oplevelse, for det er jo bare kager. Jeg tror jeg har det fra min far. Han var klassisk guitarist og hadede også at være i fokus. Så han gemte sig bag sin guitar og satte musikken i centrum.«
Selv om Nana Sefeld Dalby vil betegne sig selv som 'en lidt introvert og nørdet type', som ikke havde en udpræget drøm om at stå i rampelyset, så gav 'Den store bagedyst' hende alligevel smag for at arbejde med tv og formidling.
Hun havde et praktikforløb på 'Magmagasinet' under DR Nyheder og har desuden udgivet tre kogebøger, senest 'Keto for begyndere', som trækker på hendes faglige viden om stofskiftet og kreativitet i opskriftudvikling.