Forfatters mor blev udvist af Danmark - skar pulsåre i armen over for at blive: 'Hun vidste, vi ikke kunne tage tilbage til Iran'

Nillou Zoey Johannsen kommer af en slægt med stærke kvinder, der har spændt ben for sig selv og deres børn. Frygten for at gentage de mønstre sidder dybt i Nillou, der er fast besluttet på ikke at give dem videre til sine børn. I processen med at skrive sin nye roman er hun blevet klogere på sig selv og forholdet til sin mor, der reddede Nillous liv i Danmark ved at bringe sit eget i fare.

Året er 1987. Otteårige Nillou sidder sammen med sin mor på bagsædet af en bil med kurs mod lufthavnen i Kastrup, regnen siler ned. Selvom ingen har fortalt hende det, ved hun, at de er blevet sendt tilbage til det Iran, de for et halvt år siden er flygtet fra.

»Jeg kan huske, at min mor havde siddet og grædt på sengen om morgenen. Hun holdt en hvid kuvert i hånden, samtidig med at hun messede. Som jeg husker det, fandtes der to slags kuverter, man kunne få, når man havde søgt asyl. Den brune og tykke. Eller den hvide og tynde. Den hvide var tynd, fordi der bare lå et papir med afslag og afrejsedato.«

I bilen hiver Nillous mor pludselig en saks frem fra sin lille Samsonite-håndtaske. »Skal hun nu til at klippe hår, eller hvad? Det var da et mærkeligt tidspunkt,« tænker den otteårige Nillou. Men hendes mor skal ikke klippe hår. Hun stopper i stedet langsomt frisørsaksen op i sit jakkeærme. Stemningen i bilen er intens. Trykket. Utryg.

»Vi blev fulgt ind i lufthavnen af nogle politimænd. Jeg husker, at min mor havde sin lillebrors discojakke på. Den var guld og sort. Den jakke begyndte nemlig nærmest at blinke, da min mor pludselig rev sig fri og begyndte at løbe. Hun nåede nok at løbe fem skridt, før hun faldt om på gulvet.«

Nillou når at se moderens blod løbe ud over lufthavnens gulv, før nogen griber fat i hende og får hende skærmet mod synet.

»Eller også er det min mor, der bliver fjernet. Det husker jeg ikke. Jeg står bare og skriger.«

Med saksen har Nillous mor skåret pulsåren i venstre arm over i et sidste desperat forsøg på at undgå udrejsen. Hun bliver indlagt, og den lille familie ender med at få lov til at blive i Danmark, fordi moderen er i livsfare.

»Hun gjorde det både for min og sin egen skyld. Hun vidste, at vi ikke kunne tage tilbage til Iran. Det kan være svært at forstå den desperation, når man vokser op i et frit land. Iran var fyldt med ambivalens for mig. På den ene side var der min familie, varmen, skønheden i bjerge og dale, maden, sproget – hele mit system var iransk. På den anden side var der præstestyret og krigen, der var ødelæggelser og manglen på frihed. Alt det, vi flygtede fra.«

Den otteårige Nillou havde frygtet at blive skilt fra sin mor, når de kom til Iran. At moderen ville blive fængslet og forsvinde. Nu blev de sammen i Danmark, men det skulle vise sig, at hun havde mistet sin mor på en anden måde.

Det er dét, vi taler om, som vi sidder en sensommerdag i hendes københavnerlejlighed med små sko i entreen og legetøj på gulvet. Om hvordan Nillous barndom herfra ændrede sig, og hvordan hun bevidst har gjort op med fortiden for ikke at gentage de mønstre, der løber i hendes slægt.

Anledningen er hendes debutroman, 'Nattens blomst', hvor hun inspireret af sin mormors historie beskriver en ung kvinde, der får knust sine drømme om at studere til læge og leve et selvstændigt liv.

I stedet bliver hun giftet bort til en voldelig mand. Hovedpersonen slår fra sig og nægter at lade sig kue, men det påtvungne moderskab skaber en afstumpet og ukærlig mor. Det sætter sig i næste generation.

»Jeg kommer fra en slægt med stærke kvinder, der har spændt ben for sig selv og deres børn. Jeg har besluttet, at jeg vil det anderledes, ikke mindst for mine børns skyld. De skal være hele mennesker,« siger Nillou, som i dag er mor til to. Hun understreger, at den afgørende forskel på hende og de tidligere generationer er, at hun lever i frihed, og at de afgørende valg i hendes liv er truffet af hende selv.

Da Nillou besøgte sin mor på sygehuset kort tid efter episoden i lufthavnen, var der noget forandret ved hende. Hendes bevægelser var sitrende, og hun virkede fjern.

»Jeg forstod det ikke – for jeg havde jo savnet hende. Så havde hun ikke også savnet mig? Jeg syntes, at det havde været forfærdeligt – det, vi havde oplevet. Men hun så kun sig selv. Det havde været HENDES oplevelse. Jeg følte mig usynlig og skrevet ud af historien. Derfra blev tilværelsen i Danmark en aleneoplevelse.

Nillous dengang 27-årige mor havde ikke ressourcerne til at samle datteren op i det nye land.

»Det var jo en heltegerning – det, hun gjorde. At hun tog afsted igennem Europa og tog mig med, er jeg hende evigt taknemmelig for. Det har givet mig et liv i frihed. Hun har gjort de rigtige ting og betalt den ultimative pris. Hun var modig. Men jeg ville ønske, at hun havde haft kapaciteten til at finde kærligheden frem i sit moderskab. Så vi ikke var alene hver for sig, men sammen.«

Herfra husker Nillou det, som om hun skulle klare sig selv i et fremmed land hos et fremmed folk med et fremmed sprog. Det, der var en selvfølge i klassekammeraternes hjem – en forstående mor, hjemmebagte boller og samtale omkring middagsbordet – fandtes ikke i hendes barndom.

»Jeg havde brug for en mor, der havde lyst til at snakke med mig og høre, hvordan jeg også havde et savn. Jeg havde også mistet. Jeg famlede, fordi jeg havde brug for grundlæggende kærlighed.«

Nillou besluttede sig allerede som lille for, at hun ville gøre det anderledes den dag, hun selv blev mor. Igennem terapi, gode venskaber og skriveriet har hun fundet redskaber, der hjælper hende med at forstå og rumme sin historie i stedet for at videreproducere den.

»Jeg er meget ærlig omkring, at det har været hårdt. Men alligevel har det nok i bund og grund givet mig en råstyrke. Og en tillid til mig selv og til, at alt nok skal falde på plads. Men selvfølgelig har livet sat sig, så jeg har en stor følsomhed, og jeg har lært at passe rigtig godt på mig selv, men jeg har også lært at vende smerten til erfaring.«

En måde at rumme fortiden på er ved at skrive. Nillous roman handler om at passe på sig selv og sine drømme. Den kredser om én familie og generationer af kvinders kamp for et liv i frihed i Iran. Det er en historie om at miste sig selv og rejse sig med drømmene i behold, uanset prisen. Med romanen vil hun give kvinderne mulighed for at præge historien, der ellers altid er skrevet af mænd. Det er en måde at forstå sine rødder på, der er så forskellige fra det liv, hun selv har fået i Danmark.

»Min roman er mit forsøg på at forstå de kvinder, der ikke selv har eller har haft et valg. Kvinder, der lever under stor ufrivillighed uden basal selvbestemmelse. Jeg har jo selv været heldig at vokse op i frihed, men mit ophav kommer fra ufrivillighed. Jeg har hentet inspirationen i min egen tidlige opvækst, hvor jeg har fået fortalt mange små historier fra mine bedsteforældres liv, og på den måde har jeg kunnet stykke en fortælling sammen, selvom romanen er fiktion.«

»Vi har brug for at høre om de stærke kvinder i samfund, hvor de skal kæmpe for deres eksistens. Kvinder, der trods vold og magt stadig insisterer på at følge deres drømme, selvom de nærmest ingen rettigheder har. Vi har brug for at blive mindet om, hvorfor det er så farligt at undertrykke et køn, vi har brug for at forstå, hvad det gør ved mennesker at vokse op under tyranni. Så forstår vi bedre, hvorfor folk klamrer sig til et fly fra Kabul eller sætter livet på spil i overfyldte gummibåde.«

Selvom bogens fiktive kvinder lever i Iran i 1950erne, kan Nillou genkende sig selv i deres viljestyrke, gejst og drive.

»Jeg kan se mig selv i overlevelsesinstinktet. I kvindernes trods. De har en enorm vilje til at leve livet uden at give op eller blive til et offer. I stedet finder de nye veje til at få realiseret deres drømme – og netop det har jeg jo selv stået i mange gange.«

En af de drømme, som Nillou har haft, siden hun selv var lille, var at blive mor. Hendes lyse lejlighed i København vidner om et typisk børneliv med legetøj og børnebøger. Men selvom moderskabet var et stort ønske for Nillou, kom det også med ekstra bekymringer.

»Da jeg selv skulle være mor, frygtede jeg virkelig den der moderlige kærlighed. For hvordan skulle jeg give den, når jeg så ofte havde manglet og savnet den? Jeg frygtede, at jeg ville gentage nogle mønstre, der har sat sig dybt i mig. Man svigter ikke sine børn med vilje. Min mor er jo ikke et dårligt menneske. Men alligevel er det sket. I mit moderskab gik det op for mig, hvor super-usikker jeg egentlig var – det var skræmmende.«

Da hendes datter blev født, smuldrede de parader, hun havde bygget op gennem sit liv.

»Jeg blev den blødeste klat smør. Børnenes far var en stor støtte og grund til, at jeg kunne bygge mig selv op på ny. Det var vigtigt for mig at tage min tid og lære det med at være mor. Man må ikke sjuske med det, for du kan flygte fra mange ting, men du kan aldrig flygte fra dine børn. Alt, hvad du gør ved dem, sætter sig i dem.«

Nillou havde svoret på, at hun ville skabe en kærlig opvækst for sine børn og give dem det, hun selv havde manglet. Alligevel endte hun med at gentage én ting. Hun blev nemlig skilt fra sine børns far i 2019. Præcis som hendes egne forældre blev skilt, da Nillou var tre år gammel, og som hendes mormor og morfar, der også blev skilt i Iran.

»Da jeg blev gift, havde jeg det sådan, at hvis vi en dag skulle skilles, kunne det kun blive det samme resultat, som jeg kendte fra mit eget liv. Altså hvor jeg nærmest mistede begge mine forældre, fordi de var i krig med hinanden. Så de var i krig, og vi boede midt i en krig i Iran. Jeg levede i dobbelt krig, kan man sige. Så jeg frygtede virkelig, hvis vi skulle skilles, at mine børn skulle igennem meget af det, som jeg selv havde gået igennem som barn. Derfor var det i mit hoved ikke en sti, jeg kunne gå ned ad. Og så skete det alligevel. Jeg blev skilt.«

Skilsmissen har lært hende noget afgørende, for den blev aldrig en krig. Det gik op for hende, at det måske var med til at hele hendes egen historie at opleve den som voksen, hvor hun ikke var i barnets afmagt, men selv kunne skabe et andet udfald.

»Jeg stod over for mange valg. Blandt andet et valg om, hvordan ville jeg behandle min eksmand. Og hvordan jeg ville have, at han skulle behandle mig. Allerede der kunne jeg jo tage et meget stort skridt væk fra det, der var sket med min mor og far. For der er en taber i skilsmissekrigen, og det er barnet – helt ubetinget. Så det at have en rigtig god relation til min eksmand, var meget vigtigt for mig. Og allerede dér har mine børn fået en helt anderledes oplevelse af skilsmissen, end jeg havde. Det handler i bund og grund om bevidsthed og viljens kraft. Vi har altid et valg om ikke at gentage et mønster.«

Artiklen er skrevet med Nillous mors samtykke.