Søren Pilmark: 'Jeg er nødt til at have kollegaer og legekammerater'

Gennem de sidste 40 år har han underholdt os med alt fra komik til Kongelige Teater-oplevelser og stærke roller på tv. Nu kaster skuespilleren Søren Pilmark sig ud på gyngende grund som forfatter – til en bog, som selveste krimikongen Jussi Adler-Olsen har hjulpet med at få udgivet. Men der er for meget fis og ballade i Søren Pilmark til at blive forfatter på fuld tid.

Historien havde rumsteret i Søren Pilmarks hoved længe. Meget længe. Historien om Laurits, der er en gudsbenådet tryllekunstner på et lille, sølle varietéteater i 1910, og om Valdemar, drengen, der en dag træder ind på teateret med et exceptionelt talent for at trylle.

Nu er historien kommet ned på papir. 560 fuldfede sider fylder den, og nej, der er ikke tale om et manuskript til en film eller et teaterstykke. Der er tale om en roman. Søren Pilmarks første af slagsen. En forfatterdebut simpelthen.

Hvordan fik du lige lyst til at skrive en bog?

»Helt tilbage i 2007 begyndte jeg at få ideen til den historie, jeg nu fortæller i 'Varieté'. Jeg tænkte: 'Orv, det er en god historie, måske kunne man lave den som teaterstykke, en film eller en tv-serie.' Men de fleste producenter får nedsunken livmoder, hvis man i et manuskript skriver: ' … de kører gennem København i en sporvogn i 1910 …' De ser pengene fosse ud af kassen. Der er sådan en stående vittighed om producenten, der sidder med et manuskript til en film, hvor der sker en serie af vulkanudbrud, og som spørger: 'Kan vi lave nogle af vulkanudbruddene om til telefonsamtaler, for så har vi råd til at lave filmen …?'«

Han griner.

»På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg jo også kunne folde historien ud som en roman.«

Søren begyndte at skrive lidt. Researche. Tænke. Lave skitser til bogen. Samtidig havde han travlt med sit arbejde som skuespiller, så der kom ikke rigtig hul på projektet.

Men i 2012 skete der noget.

»Jeg elsker min kære hustru, Susanne, højt af mange grunde, men måske mest af alt, fordi hun af og til – eller meget ofte – både ser og påtaler mine mangler. Hun havde på det tidspunkt hørt om min 'bog' igennem flere år og havde læst det, jeg havde skrevet, og hun sagde: 'Søren, jeg synes, du skriver godt, men hvis du skal skrive så stor en historie, ville det måske være rart, at du havde nogen at spille bold op ad.'«

»I 2012 var vi lige gået i gang med optagelserne til filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens 'Kvinden i buret', og i den forbindelse mødte jeg forfatteren. Jeg sagde til ham: 'Jussi, jeg ved godt, at du har sindssygt travlt, men kunne du måske tænke dig at hjælpe mig lidt med den her historie, jeg tænker på at skrive?'. Og så sagde han sgu ja! Og har hjulpet mig lige siden.«

Har han læst den løbende?

»Nej, det har han faktisk ikke. Han har på den sødeste måde været enormt støttende og hjælpsom og virkelig lagt øre og tid til. Jeg har læst op for ham. Og så har vi snakket. Diskuteret. Og sommetider lagt lidt arm.«

»Han har været en kæmpe hjælp hele vejen. I marts i år satte jeg sidste punktum. Og så sagde Jussi: 'Ved du hvad, Søren, jeg tager lige manuskriptet med ind og præsenterer det for Politikens Forlag.'«

Så du havde slet ikke et forlag ind over på det tidspunkt?

»Overhovedet ikke. Jeg var bare glad for, at jeg havde lavet den.«

Han holder en lille pause.

»Men hallo! Nu skal jeg heller ikke pudse glorien og sige, at jeg kun har skrevet bogen for mig selv. Slet ikke. Jeg ville da gerne have, at andre skulle læse den. Men jeg var også meget afklaret med, at det ville være fint, hvis der bare var ti, der kunne lide den – så ville jeg blive meget, meget glad – men hvis folk ikke kunne lide den, så kunne de da bare lade være med at læse den.«

»Jeg havde slet ikke nogen ambitioner om noget som helst. Det var først, da Jussi tog bogen med til forlaget, jeg begyndte at bide negle. Indtil da havde jeg ikke for alvor tænkt over, at andre skulle læse den.«

I romanen følger vi Laurits, der mister sin far som femårig. Han kæmper sig gennem livet og ender som tryllekunstner, og det er derfra, historien tager fart.

»Jeg har skrevet ud fra grundprincippet om, at man skal skrive om noget, man kender til. Og man skal jo ikke have læst ret mange sider, før man tænker: Har Søren Pilmark nogle father-issues? Og jo … eller nej …«

Har Søren Pilmark det?

»Altså, helt nøgternt og helt nede på jorden: Min far døde meget tidligt og abrupt som 60-årig. Og come on, det er for tidligt. Der var da masser af ting, jeg gerne ville have talt færdig med ham om. Jeg er bestemt kommet mig både over sorgen og savnet, så det er slet ikke det, men …«

Han holder en lang pause.

»Men noget med fædre og sønner blev i hvert fald et omdrejningspunkt i bogen. Den er spækket med far-søn-temaer.«

Hvor gammel var du, da din far døde?

»Jeg var 35. Jeg ved ikke, om det var 'tidligt' at miste ham, men JEG syntes bare, at det var for tidligt. Og har det så givet mig problemer? Ja, jeg tror altid, at når nogen dør, så tænker man: 'Aj, jeg ville gerne lige have …' Det er yderst sjældent, at man ikke lige har et eller andet, man ikke fik talt om eller afklaret.«

»Og det er klart, jo tættere man er knyttet til nogen, jo større er sorgen og savnet, men jo mere åbent og rent ens forhold har været, jo hurtigere kommer man også over sorgen.«

»Det er i hvert fald min erfaring. Hvorimod, hvis der har været alt muligt fnidderfnadder, så skal man kæmpe i laaang tid for at komme videre, måske endda med terapeuter og alt muligt.«

»Som Laurits i bogen, der mistede sin far alt for tidligt, og som bliver ved med at tænke, at faren måske alligevel ikke er død på vejen til Amerika. Min far var der trods alt for mig, da jeg var fem år, og i hele min barndom og ungdom i øvrigt.«

Og havde du et godt forhold til din far?

»Ja, et godt, dejligt og kærligt forhold.«

Så det svære for dig var at blive rigtigt voksen uden at have ham?

»Ja. Det tager lidt tid at sige: 'Okay, så sætter jeg mig op i stolen, for han sidder der jo ikke mere.' Min far plejede at sidde og ryge pibe og læse bøger. Var det så det, jeg skulle, når han ikke længere var her, selvom jeg ikke var særlig gammel? Der kan godt komme sådan en identitetskrise, når man mister, hvor man stiller sig selv spørgsmålet: 'Okay, hvad skal jeg så nu?' Og det er da tankevækkende, at jeg allerede nu er ældre, end min far blev.«

Har du tænkt flere tanker end normalt om din far, mens du har skrevet bogen?

»Det er meget sjovt, men det har jeg faktisk ikke. For romanen handler ikke kun om far-søn-forholdet. Det er vigtigt for mig at sige, at romanen også i høj grad er en historie om kærligheden til optrædende kunstnere. Og til trylleri. Der er den her ældgamle vittighed, som jeg har med i bogen, som jeg elsker højt, og som har været en af hovedhjørnestenene i mit kunstneriske virke. Valdemar siger på et tidspunkt til Laurits: 'Når jeg bliver voksen, vil jeg være tryllekunstner.' Hvortil Laurits svarer: 'Du må vælge. Du kan ikke blive begge dele.'«

Og du kan mærke, at det er rigtigt?

»Ja, jeg kan mærke, det er rigtigt, og jeg er så glad for, at jeg selv har valgt at bevare barnet i mig. And then again – selvfølgelig er jeg både voksen og gammel og har mistet håret, synet og tænderne, og rend mig et vist sted, men stadigvæk – jeg har bevaret evnen til at begejstres over nogen, der optræder.«

Ved siden af sit arbejde som skuespiller har Søren også altid været glad for at trylle. Både privat og på scenen. Og det er derfor, romanen har en tryllekunstner som hovedfigur.

»Jeg har selv udført alle tryllekunsterne i bogen, og det er gået op for mig, at når jeg har det godt, så tryller jeg. Under prøverne på teaterstykket 'En folkefjende' på Nørrebro Teater har jeg i tide og utide tryllet for de arme, vidunderlige kollegaer i pauserne, fordi jeg har det så godt med at være med i den forestilling.«

Hvordan er koblingen mellem det meget udadvendte liv som skuespiller og entertainer og så den meget indadvendte skriveproces?

»Ja … det er derfor, jeg laver det, jeg gør, ved siden af. 'En folkefjende'. En Netflix-serie i Irland. 'Ørkenens Sønner' til december. For hold kæft, hvor er det ensomt at skrive. Jeg elsker at have teaterkollegaer. En teaterfamilie. Jeg er så glad for at møde mine kollegaer og få det hele til at fungere i fællesskab.«

»Jeg tror ikke, at jeg kunne fungere som full-time-forfatter. Jeg er nødt til at have kollegaer og legekammerater. Der er nogle, der kan tage til Norge og bo tre måneder i en bjerghule og så komme hjem med Biblen II. Helt fint. Men det bliver altså ikke mig. Der er for meget fis og ballade i mig. Lyst til andre mennesker. Lyst til det sociale.«

»Og så er jeg i øvrigt så heldig, at jeg kan skrive alle steder. Jeg behøver ikke sidde på et stille kloster, jeg kan hive computeren op i lufthavnen eller på et hotelværelse og så bare skrive.«

Søren Pilmark runder 66 år i næste uge, og han nærmer sig dermed hastigt den alder, hvor man kunne begynde at overveje at gå på pension. Det har han ingen planer om.

»Jeg har ikke tænkt mig at trække mig tilbage. Jeg er blevet så glad for det her skriveri, så jeg kunne godt tænke mig at fortsætte, men det kommer jo selvfølgelig an på, hvordan det bliver modtaget. Men det skal stadigvæk være i kombination med det at være skuespiller.«

»Jeg har altid haft en mærkelig, hjemmelavet tese om, at det at være skuespiller er mere opium end andre job. Hvis man først har snuset til det, uhhh … du betaler med et eller andet inde i dig selv. Sjælen, hvis vi skal være rigtig dyre. Jeg ved godt, at der er mange, der gerne vil slippe for at stå på en scene, men hvis man kan lide det og først har mærket det sus, det giver, når det lykkes, så er man solgt. Og det sjove er, at det ikke har noget med succes at gøre.«

»Det handler ikke om, at der er nogle, der siger, at man er go'. Nej, det er oplevelsen af at formidle kunst og samtidig røre andre mennesker. Hvis det lykkes, så er det så stort. Det er der, mit opium ligger. I at kunne røre andre mennesker.«