Gennem det meste af sin karriere har han gjort, hvad han kunne for at undgå det.

Rampelyset.

Men i december måned begyndte fundamentet under Danmarks sjetterigeste mand, Torben Østergaard-Nielsen, at give sig.

Her startede et større jordskred hos jordrensningsvirksomheden Nordic Waste, som ligger lidt udenfor Randers. En virksomhed, som Torben Østergaard-Nielsen sammen med sine døtre, Mia og Nina, ejer størstedelen af. 19. december forlod Nordic Waste oprydningsarbejdet og overlod det – samt ansvaret for at forhindre en potentiel miljøkatastrofe – til Randers Kommune.

Nordic Waste har været yderste fåmælte om krisen, og mere end nogensinde før har Torben Østergaard-Nielsen levet op til sin betegnelse som 'Fyns hemmelige milliardær', som Finans har kaldt ham.

Selskabet indgav fredag en konkursbegæring, og skrev i en pressemeddelelse, at »Nordic Wastes  ansvarsforpligtelse stopper i forhold til sagen, og at den ikke bliver overtaget af selskabets ejere.«

Familien Østergaard offentliggjorde samtidig, at man vil oprette en klimafond med penge, der blandt andet skal gå til de berørte borgere.

Han giver yderst sjældent interviews, og det er hovedsageligt gennem kommentarer til pressemeddelelser for hans firmaer, at danskerne hører fra ham.

Blandt andet lød det sådan her sidste år, da hans holdingselskab Selfinvest, der ejer milliardkoncern United Shipping & Trading Company, kunne præsentere et rekordoverskud på 2,9 milliarder kroner før skat:

'Vores selskaber og medarbejdere har været enestående dygtige til at navigere gennem en række uforudsete komplikationer som geopolitiske begivenheder, ekstreme prisudsving og en buldrende inflation. Det er selvsagt en bedrift, vi som ejere er særdeles stolte af.'

Torben Østergaard-Nielsen sammen med sine to døtre Mia Østergaard Rechnitzer (til venstre) og Nina Østergaard Borris. Foto: USCT

Kimen til hans formue, som ifølge Økonomisk Ugebrev er på over 40 milliarder kroner, blev lagt i 1981, hvor han startede selskabet Dan-Bunkering, som over årene har opnået en position som verdens største virksomhed inden for handel med brændstof til skibe.

Samme firma var årsagen til første gang, hvor hans navn – ufrivilligt – dukkede op i avisernes spalter.

I 2021 blev virksomheden idømt en bøde på over 30 millioner kroner, fordi den i strid med EUs sanktioner solgte jetbrændstof til det russiske militær.

Retten mente, at virksomheden burde have vidst, 'at det var overvejende sandsynligt, at jetbrændstoffet skulle anvendes af det russiske militær i Syrien'.

I forbindelse med efterforskningen aflyttede politiet ham, og i en samtale med sin ene datter og to direktører, sagde han: »Vi skal ikke rutte med sandheden.«

En udtalelse, han blev konfronteret med i retten.

»Det er en generel vending, vi har i firmaet. Vi skal sige sandheden, men ikke sige mere, end der er behov for,« forklarede Torben Østergaard-Nielsen.

Efter dommen – som også resulterede i fire måneders betinget fængsel til direktøren i Dan-Bunkering, var der dog klar tale.

»Vi skal opføre os ordentligt i alt, hvad vi gør. Jeg ser derfor med stor alvor på sagen og det faktum, at retten er kommet frem til, at EU-sanktioner er blevet overtrådt. Det er simpelthen ikke de værdier, vi står for,« sagde han til DR.

På ét punkt er Torben Østergaard-Nielsen dog lidt mere åben, og det er, når snakken falder på den del af forretningen, som også er hans passion: Luksusbiler.

I 2018 fik han nær Middelfart, hvor han også bor i sin strandvejsvilla, opført et stort domicil til Selected Car Group. Som en del dette er Selected Car Collection. 130 biler, der menes at være en af Europas fineste samlinger.

Ifølge Finans skulle samlingen blandt andet indeholde så unikke klassiske Porsche-biler, at ikke engang mærket selv ikke kan matche det. 

»For mig er investering i biler blevet en aktivklasse på linje med aktier og ejendomme. Min investeringsportefølje i biler udgør en lille del af min formue, men det ændrer ikke på, at har jeg haft et pænt afkast på mine investeringsbiler. Nogle af dem er tidoblet i værdi, siden jeg købte dem,« forklarede han dengang til mediet.

Det var i 2021, at SDK FREJA, som er en af USTC's selskaber, købte sig ind i Nordic Waste, og sidste år blev det til et overskud på 20 millioner kroner før skat.

Efter længere tids tavshed udkom Nordic Waste endelig med en pressemeddelelse 12. januar om jordskreddet. Heri afviste de at være stukket af fra arbejdet med oprydningen, og de kaldte det 'en uforudsigelig tragedie'.

Samtidig lød det, at man i december brugte et tocifret millionbeløb på at sikre pladsen og forsøge at forhindre jordskreddet i at sprede sig. 

16. januar varslede miljøstyrelsen to påbud til virksomheden. Heraf var det ene, at kan stille en økonomisk garanti på 205 for betaling for oprydningsarbejdet. Det skriver Ekstra Bladet.

Dagen efter bekræftede virksomheden over for TV 2 Østjylland, at de havde svaret på disse.

De ville dog ikke fortælle, hvad de havde svaret.

Imens forsætter Randers Kommunes oprydningsarbejde på stedet. En rapport, de har fået lavet, anslår at cirka tre millioner kubikmeter jord kan være i bevægelse, og jordskreddet kan fortsætte i ét til to år. Den gode nyhed er dog, at det kan styres.